Ei beder jeg, du sende vil
Os en af dine smaae Cuosiner
Med klare Øine, livfuldt Smiil,
Med græske Næser, hulde Miner.
Hvad skulde de vel gjøre her?
Man nu kun slet forsørger Piger;
De stakkels Børn nu flaue er,
Som man i Kjøbmandssproget siger.
Hvad skulde Melpomenes Dolk
Og Taaresmiil og høie Taler,
Hvor Hjertet røres kun paa Folk,
Naar Kursen stiger eller daler!
Lad ei Thalia komme nær!
Det hører nu ei med til Skikken,
At hun kan gjøre Lykke her,
Hun er ei ansat ved Musiken.
Thi naar hver tredie Maaned blot
Sig Holberg frem paa Scenen lister,
Saa raaber strax med Haan og Spot
En stakkels musikalsk Philister:
”Vi har betalt! det er da Skam!
”Vi arme Mandags-Abonnenter,
”Vi plages skal med saadant Kram,
”Naar vi os Jægerbruden venter!”
Terpsichore, hun fik vist Sting,
Blev hun indbuden her til Baller,
Thi Wienervals med Hopsaspring
Let Pigebørn for Brystet falder.
Og Søstrene, de har maaskee
Paa andre Steder at bestille;
Nu lade de sig sjelden see! —
Maaskee det blot er Pigegrille.
En mener, de en Guulsot fik.
Fordi Udbredelsen taug stille,
En Anden, at de netop gik,
Da de paa ny ei bindes vilde.
Ja, hvilke Indfald Folk kan faae!
En mener, det vel turde hændes,
De løb, for ei at høre paa,
Hvor tvungent man om Frihed skjendes.
En troer, at de drog bort i Mag,
Af Had til Bøddel-Recensioner;
— Det er ei alle Damers Smag,
At mores ved Executioner —
En Anden, at med Skrig de gik,
Da Haaret reves af en Gubbe,
Og En, de ondt af Suurdeig fik,
Som Klumper var paa hollandsk Suppe.
Om Foraarsveir og Pigesind
Det bedste Barometer lyver.
Bortskræmmet Fugl med gunstig Vind
Uventet tit tilbage flyver.
Men da du selv, saavidt jeg veed,
I rum Tid ei har gjæstet Landet,
Saa veed du sagtens ei Besked
Saa nøie just om et og andet.
Saa hør engang! dit Tempel stod
Saa skjønt i Dannerskovens Skygge,
Og venligt du tilsmilte Mod
Hver den, som eied Kraft at bygge,
Hver den, som planted frodigt Træe
Af Hjertens Lyst med stærke Arme;
Selv liden Blomst og Urt fandt Lære
I dine Straalers milde Varme.
Men nu! — maaskee ved Lejlighed
— Thi du vel ei Aviser holder —
Du lidt har hørt om den Fortred,
Man Templets skjønne Have volder:
At Drenge pille Bark og Blad,
Mens Oldenborrer Toppen gnave,
Saa sindig Mand ei længer glad
Nu kan spadsere i din Have
Forstaaer sig selv, at Rosens Flor
Ei taaler Bid af Løvetænder,
Naar Tidslen bliver bred og stor,
Og arrig Nelde Lilien brænder,
Saa arter ud med Revl og Krat
Selv bedste Søllerøds Kartofler,
Saa voxer der kun Paddehat,
Hvor fordum groede skjønne Trøfler.
Du veed, hvor sjelden kun du fandt
Som Offer Virak paa dit Alter.
Smaaredsel vanked der iblandt:
Snart stoppede og vendte Pjalter,
Snart Hvergarn, hjemmegjort og tæt,
Ei smukt, men stærkt og godt mod Kulden,
Snart Netteldug og Petitnet,
Snart Vadmel, farvet ei i Ulden.
Som Inderster til Landsbyekro’r,
Og som til Marked Huusmændskoner,
Ja som til hiin Tambour-Major,
Gik smaae og store Standspersoner,
Saa til dit Tempel haster man.
Den unge med den gamle Synder,
En slæber paa en Dunk med Vand,
En Anden paa et Knippe Flynder.
En, som ei selv har Agerbrug,
Han piller Ax og bøier Ryggen;
En koger op den Kaal i Smug,
Han knebet har i Andres Klokken,
Og den, som ei har Hør og Uld,
Og ei kan grave eller pløie,
Han sanker sig en Bodik fuld
Af Skjever fra sin Broders Øie.
Ja hvad af Hamp og Uld og Blaar
For Tøi der spundet blier og vævet,
Det har du døiet mange Aar,
Men nu! — nu gaaer det over Skrævet;
Paa Noder man dig Ugleskrig
Har allerede længe buden,
Nu Spindelvæv man byder dig,
Og deraf var der nok foruden.
O hvis du end er huld og blid,
Og mindes Fortids skjønne Gave,
Saa kom et Øieblik herhid,
Før Templet falder reent aflave,
Før Skimmel tærer hen det Guld,
Og Rotterne med deres Kuld
Opgnave Offrets Honningkage.
Lad pudse af, lad støve ned,
Sælg ved Auction, hvad ei kan bruges!
Opslaae Plakat om Hegn og Fred!
Og da der jo bør altid luges,
Hvor ægte Frøe skal skyde op,
Saa send en dygtig Lugekone,
Der kjender Ukruds Rod og Top,
Og skeler ei til Blomstens Krone.
See! Dana, før en heldig Mo’er
Har Sønners Færd i Hjertet skaaret,
Og det saa dybt, at fast jeg troer,
Der snart vil Koldbrand gaae i Saaret.
O kom da hid, før der blier Byld,
At du den Syges Mod kan hæve,
Læg Saaret, men for Himlens Skyld,
Kureer det ei med Spindelvæve!