Ottende Sang
Odysseus fremstilles for Phaiakerne.
Odysseus fremstilles for Phaiakerne.
Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
Stod den kraftige Drot Alkinoos op fra sit Leie.
Op stod ogsaa den Ædling, hiin Stadomstyrter Odysseus.
Ham ledsaged den kraftige Drot Alkinoos derpaa
Hen til Phaiakernes Torv, som laae ved Skibenes Stade.
Der de tog deres Plads paa glattilhuggede Stene
Nær ved hinanden; men op gjennem Byen sig Pallas Athene
Skyndte, livagtigen lig Herolden fra Kongepaladset,
Tænkende stedse med Iver paa Helten Odysses’s Hjemfærd.
Trædende hen tiltalte hun saa hver Mand, som hun mødte:
Skynder Jer dog afsted, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
Hen til Forsamling paa Torv, at høre den Fremmedes Tale,
Som til den kløgtige Drot Alkinoos nylig er kommen,
Tumlet paa Havet omkring, en Gud han ligner af Skabning.
Saa hun taled, og Lyst hos Enhver ved sin Tale hun vakte.
Snart opfyldtes med Folk alt Torvet og samtlige Bænke,
Altsom de stimlede sammen; med Studsen betragtede Mange
Drotten Laertes’s kløgtige Søn, thi Pallas Athene
Over hans Hoved og Hænder udgjød vidunderlig Skjønhed,
Rankere gjorde hun Manden, dertil meer fyldig at skue,
For at det hele Phaiakiske Folk han ret maatte tækkes
Ved sit anseelige Væsen, og kjækt bestaae sig i alskens
Dyst, hvori Phaikernes Mænd ham maatte forsøge.
Men da saa Folket var samlet og stod i Vrimmel paa Pladsen,
Hæved Alkinoos høit sin Røst og taled iblandt dem:
Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.
Her er en Fremmed, jeg kjender ham ei, vildfarende kom han
Til mit Palads, om fra Vest eller Øst, veed Ingen at sige;
Hjelp til sin Reise han ønsker, og beder, at denne ham sikkres.
Lader os da, som tilforn vi pleiede, fremme hans Hjemfærd.
Aldrig endnu behøved en Mand, som kom til min Bolig,
Her at tøve langsommelig Tid bekymret for Hjemfart.
Ud paa det hellige Dyb vil et Skib vi flux lade trække,
Tjæret og nyligen bygt; til at roe skal vælges af Folket
To og halvhundrede Gutter bekjendte som dygtige Sømænd.
Naar I saa Alle tilgavns Eders Aarer paa Toft har befæstet,
Stiger saa atter i Land, og holder i Hast Eders Maaltid
Hjemme hos mig; for samtlig Mænd skal der godt blive sørget.
Ungersvendene byder jeg Sligt; i øvrige Alle,
Drotter med Konningestav, til min glimrende Vaaning I komme,
For at den fremmede Mand i min Sal kan mildt vorde gjæstet;
Ei unddrage sig Nogen! Demodokos hente man ogsaa
Hid, den hellige Skjald, hvem en Gud forlenede Sangen
Alle til Gammen, hvad Hjertet ham end tilsiger at qvæde.
Talt; selv gik han foran, og samtlige Drotter ham fulgte.
Bort Herolden sig skyndte, den hellige Sanger at hente.
Ogsaa de to og halvhundred udkaarede Gutter begav sig
Ned til Stranden, som Kongen befoel, til Havet det golde.
Men da til Havet de ned vare komne, hvor Skibet var qværsat,
Ud paa Bølgernes Dyb den tjærede Snekke de haled,
Bragte saa Mast og Seil ombord i det tjærede Fartøi.
Dernæst lagde de Aarerne fast i Stropper af Læder
Alt med Orden og Skik, og Seilene hvide de heised;
Høit fortøied de Skuden, hvor Vandet var smuult, og begav sig
Til den forstandige Drot Alkinoos’ prægtige Hofgaard.
Snart var Hallerne, Gaarden og Stuerne oppe paa Slottet
Fyldte med Folk, thi Stimlen var stor af Unge som Gamle.
Slagte nu Konningen lod to dorskfremvraltende Stude,
Sex Par Faar og fire Par Sviin, hvidtandede, fede.
Huden man krænged, og syslende travlt tillaved man Maden.
Ind Herolden nu treen med den yndede Sanger ved Haanden;
Sanggudinden ham elsked, men Ondt med Godt hun ham skjenked,
Røved ham Øinenes Syn, men gav ham den liflige Sangkunst.
Først Pontonoos tog ham en Stol, som med Sølv var beslagen,
Midt i Gjæsternes Kreds han stilled den op mod en Sule,
Og paa en Knag han hængte dernæst den klingende Lyre
Over hans Hoved, og leded hans Haand, at han kunde den finde;
Satte derefter for Skjalden en Kurv og et stadseligt Madbord,
Dertil et Bæger med Viin, at drikke naar Lysten ham paakom.
Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked,
Men da saa Lysten var stillet til Mad og Drikke, da vakte
Sanggudinden den Skjald til en Sang om Heltebedrifter.
Ud af et Qvad, hvis Rye dengang havde bredt sig til Himlen,
Valgte han Konning Odysses’s Kiv med Peleiden Achilles,
Hvordan de skjendtes engang ved Gudernes yppige Maaltid
Heftig med knubbede Ord, og Mændenes Drot Agamemnon
Fryded sig høit ved den Strid mellem Hærens fortrinligste Drotter;
Thi det var spaaet ham saalunde tilforn af Phoibos Apollon,
Da i det hellige Pytho han treen over Tempelets Steengulv,
Guden at spørge tilraads; alt da trak Jammerens Uveir
Over Danaer og Troerne op, efter Zeus’s Beslutning.
Derom han qvad, den herlige Skjald, men Konning Odysseus
Tog med de kraftige Hænder og trak sin Skarlagenskappe
Sammen omkring sit Hoved, og skjulte sit deilige Ansigt,
Thi for Phaiakernes Mænd han skammed sig Taarer at fælde.
Men da den hellige Skjald sit Qvad havde sunget til Ende,
Visked han Taaren af Kind, trak Kappen igjen fra sit Ansigt,
Greb en Tvillingpokal, og offred til Himmelens Guder.
Dog da han atter begyndte sin Sang, og Phaiakernes Drotter,
Froe ved at høre hans Qvad, havde muntret ham op til at synge,
Hylled Odysses paany med et Suk sit Hoved i Kappen.
Dog for de øvrige Mænd sine trillende Taarer han dulgte,
Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende nær ved Odysseus
Mærked han snart at han græd, og dybt han hørte ham sukke.
Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
Nu da vi alle har qvæget vort Sind ved et rundeligt Maaltid,
Dertil ved Lyren, som slutter sig huldt til det festlige Gilde,
Lader os da gaae hen, og alskens Dyste forsøge,
For at den fremmede Mand, naar engang han kommer til Hjemmet,
Kan sine Venner fortælle, hvor høit vi staae over Andre
Ei blot i Baxen og Brydning, men og i Springen og Løben.
Saa han taled og iilte foran, ham fulgte de Andre.
Op paa Knagen da hængte Herolden den klingende Lyre,
Greb Demodokos’ Haand, og førte ham ud af Paladset,
Ledende Sangeren frem den Vei, ad hvilken de andre
Mægtige Herrer var gangne, at see de forskjellige Dystspil,
Rask til Torvet afsted, en mylrende Skare dem fulgte.
Flux sig reiste til Dyst en Flok af de ædleste Gutter:
Frem Akroneos stod, Okyalos, Helten Elatreus,
Anabesineos, Thoon, Anchialos, Nautes og Prymneus,
Ponteus, Eretmeus og Proreus; frem treen Amphialos ogsaa,
Som var den Helt Polyneos’s Søn, hvis Fader var Tekton,
Samt Euryalos, tapper og stærk som den blodige Krigsgud,
Og Nauboliden, den fagreste Mand af Skabning og Ansigt
Næst Laodamas, Konningens Søn, blandt alle Phaiaker.
Ogsaa der reiste sig tre af den Konning Alkinoos’ Sønner,
Først Laodamas, Halios saa, og den Helt Klytoneos.
Disse forsøgte nu først et Løb omkap med hverandre.
Rask fra Stadet nu frem de løb, og Alle tilhobe
Fløi afsted i en Fart, saa det støvede tykt over Sletten.
Men der var Ingen saa rap tilbeens som den Helt Klytoneos.
Ligesaa langt som Mulerne gaae hen over en Brakmark,
Ligesaa langt han løb forud, og de Andre bagefter.
Frem de traadte dernæst at forsøge den rædsomme Brydning,
Og over alle de dygtigste Mænd Euryalos seired;
Men i behændige Spring var Amphialos raskest af Alle,
Og i at kaste med Diskus var Ingen saa flink som Elatreus,
Men i at baxes var Konningens Søn Laodamas Mester.
Dog da samtlige Mænd havde Sindet forlystet ved Kampspil,
Tog Alkinoos’ Søn Laodamas Ordet iblandt dem:
Venner! velan, lad os spørge vor Gjæst, om der gives en Kampleeg,
Som han har lært og forstaaer; ei svag han tykkes af Skabning,
Hverken af Laar eller Been saalidt som af Arme foroven.
Nakken er kraftig, og stærkt er han bygt, ei heller paa Ungdom
Skorter det Manden, men haardt af Kummer og Sorg er han bøiet.
Der er dog Intet, jeg troer, som mægter en Mand af forknuge
Meer end det vildene Hav, om han end er aldrig saa kraftig.
Ham gjensvared Euryalos flux, og talte saalunde:
Ja! et Sandhedens Ord, Laodamas, haver du talet;
Træd da frem, udæsk ham til Dyst, og siig ham din Mening!
Da nu den modige Søn af Alkinoos hørte hans Tale,
Treen i Kredsen han frem, og talede saa til Odysseus:
Fremmede Fader! velan, træd frem, og forsøg dig i Kampleeg.
Hvis du est dreven i nogen, og kyndig forsand du mig tykkes.
Aldrig en Mand indlægger sig dog, saalænge han lever,
Stoltere Roes end ved Armenes Kraft og Føddernes Raskhed.
Vel, saa forsøg det engang, og slaae dine Sorger af Sindet,
Ei ret længe det vare nu skal, før hjem du kan reise,
Skibet er trukket i Søen, og Mandskabet klart til at lette.
Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning og sagde:
Hvor kan I dog saa spodsk, Laodamas, byde mig dette?
Sorgerne ligge mig nu langt meer paa Hjertet end Kampspil,
Jeg, som tilforn allerede har liidt og døiet saa meget,
Og i Forsamlingen nu med Længsel i Sind efter Hjemfærd
Her blandt Eder jeg sidder, bønfaldende Kongen og Folket.
Ham Euryalos svared, og haaned ham op i hans Øine:
Ja! du seer ikke heller mig ud som en Mand, der er øvet
I de forskjellige Dyste, dem Mændene drive saa flittig,
Men som en Mand, der seiler bestandig omkring med sin Skude,
Stillet i Spidsen for Svende, der fare paa Handelens Vegne,
Ene bekymret for Ladning og Gods, som han har under Opsigt,
Og for den fristende Vinding, men ei du ligner en Kæmpe.
Ham gjensvared med rynkede Bryn Odysses den snilde:
Ei du taler mig smukt; fripostig forsand du mig tykkes.
Dog, deres yndige Gaver ei Guderne give til alle
Mennesker, Skjønhed saalidt som Vid og veltalende Tunge.
Een er nemlig af Skabning kun uanseelig at skue,
Dog en Gud ham Veltalenhed gav, som paa Grimheden bøder,
Folket betragter ham froe, han taler med Fynd og Bestemthed,
Dog med fortryllende Blu; som en Pryd i Forsamlingen staaer han,
Og naar i Staden han gaaer, som en Gud ham Alle betragte.
Een derimod er af Skabning saa skjøn som de salige Guder,
Dog slet ikke han veed sine Ord at pryde med Ynde.
Saaledes har ogsaa du en Skabning saa skjøn, at en Guddom
Knap kan skabe den bedre, men stærkt paa Forstand det dig brøster.
Nu har i Røre mit Hjerte du bragt, saa det svulmer i Brystet,
Ved din uartige Tale, thi ei er jeg Stymper i Dystleeg,
Som du formoder, nei! mene jeg tør, jeg var Een af de Første,
Medens jeg end kunde stole paa Ungdom og Armenes Styrke;
Nu jeg drages med Jammer og Sorg, thi meget jeg udstod,
Enten jeg dysted med Mænd, eller foer paa de farlige Bølger.
Dog endda, trods Alt hvad jeg leed, vil en Dyst jeg forsøge,
Bidende lød dit Ord, du har egget mig op ved din Tale.
Talt; og med Kappen om Krop fra sit Sæde han sprang og en Diskus
Greb han med Haand, baade vægtig og tyk og mærkelig større,
End det var Skik hos Phaiakernes Folk at bruge ved Kampleeg.
Denne han svang med sin senede Arm, og slynged den fra sig,
Huult gjennem Luften den sused, og ned mod Jorden sig bøied
Hine tilsøes saa berømte, til Roening saa flinke Phaiaker
Brat som han kastede Stenen, og ud over Maalene fløi den,
Løbende let af hans Haand; et Mærke da stilled Athene
Hist hvor den faldt, omskabt til en Mand, og talte saalunde:
Fremmede! selv en Blind kunde let med famlende Hænder
Hitte dit Mærke, thi mellem de øvrige findes det ikke,
Nei! langt fremmere staaer det; vær rolig for denne din Idræt,
Ingen Phaiaker vil række saa langt eller kaste forbi dig.
Talt; da fryded sig høit den kraftige Konning Odysseus.
Glad ved at see i Kredsen en Mand, som var venligen sindet.
Derpaa med lettere Hjerte han saa til Phaiakerne talte:
Kaster mig Mage til Kast! Grønskollinger! strax skal en anden
Diskus jeg slynge, vel fuldt saa langt, ja muligen længer.
Hvem der forresten har Lyst eller Mod af alle de Andre,
Træde nu frem til en Dyst, thi grovt I har mig fornærmet,
Enten til Baxen, til Løb eller Brydning, til Alt er jeg villig,
Hvem af Folket der lyster, undtagen Laodamas ene,
Han er jo her min Vert; hvem ønsker en Dyst med sin Gjæstven?
Det var i Sandhed en uselig Mand og en Taabe tillige,
Som til en Kamp udæsked sin Vert, der huser ham gjæstmild
Midt blandt fremmede Folk, sig selv han vilde jo skade.
Men af de øvrige Mænd forkaster og vrager jeg Ingen,
Gjerne jeg prøved dem Mand mod Mand, for at see hvad de due til,
Thi jeg er ikke saa stakkels endda til alle Slags Kampspil.
Skikkelig vel jeg forstaaer at haandtere den blankede Bue;
Jeg vilde være den Første, hvis Piil en Mand skulde ramme,
Skjød paa Fiender vi løs, om endog en Flok Kamerater
Stod i Stimmel omkring mig, og sigted paa fiendtlige Krigsfolk;
Kun en eneste Mand, Philoktet, var min Mester i Buen,
Hist i Troernes Land, naar Achaierne skjøde med Armbrøst.
Flinkere Skytte jeg kalde mig tør, end Nogen af alle
Mænd, som leve paa Jord og Markernes Grøde fortære.
Ei dog vil jeg mig maale med Mænd fra forrige Tider,
Ei med Herakles, og ei med Oichalernes Konning Eurytos.
Som med de salige Guder endog omkap kunde skyde;
Derfor en bradelig Død jo timedes Helten Eurytos,
Ikke til Alders han kom i sin Borg, thi Apollon i Vrede
Slog ham ihjel, fordi han til Dyst paa Buen ham æsked.
Ogsaa med Spyd jeg længere naaer, en Andre med Pile,
Ikkun i Løben jeg frygter, at en eller anden Phaiaker
Kunde mig komme forbi, thi min Fart vidt hen over Bølgen
Tog mig urimelig med, da den Kost, jeg havde paa Skibet,
Slap før Reisen var endt, thi mattedes svart mine Lemmer.
Saa han talte, da taug de qvær og forstummed tilhobe;
Ikkun Alkinoos svared igjen og talte saalunde:
Fremmede Mand! da du her har talt saa vakkert iblandt os,
Og er beredt til at vise den Dygtighed, som du besidder,
Egget til Harm af Ynglingen hist ved fornærmelig Tale
Her i vor Kreds, og saasandt din Dygtighed Ingen skal laste,
Som i sit Hjerte forstaaer at tale tilbørlig og retviist;
Vel! saa hør da dette mit Ord, at i kommende Dage,
Naar i dit Hjem med Hustrue og Børn du sidder ved Maaltid,
Og vore Dyder du kommer ihu, du da kan fortælle
En eller anden berømmelig Helt, for hvilke Bedrifter
Zeus bestandig har givet os Sands fra Fædrenes Dage.
Ei kan vi Mestere kaldes i Baxen saalidt som i Brydsmaal,
Men vi har hurtige Fødder til Løb og er flinke til Skibsfart;
Altid ved festlige Gilder, ved Cithar og Dands vi forlystes,
Klæder til Skiftning og rygende Bad og mageligt Leie.
Op da! Phaiakiske Mænd, I flinkeste Dandsere blandt os,
Træder en Dands, at den fremmede Mand, naar han kommer til Hjemmet
Kan sine Venner fortælle, hvor høit vi staae over Andre
Ei blot i Dands og Sang, men i smidige Fødder og Skibsfart.
Bud skal tillige der gaae, for at hente den klingende Lyre
Flux til Demodokos hid, den hænger etsteds i Paladset.
Saa Alkinoos taled, og flux sig skyndte Herolden
Hen til Kongens Palads, at hente den klingende Lyre.
Ni Kampordnere stode nu frem og treen udi Kredsen,
Selv var af Folket de valgte, for Alt at ordne ved Kampleeg,
Plads de jevned til Dands og vided den festlige Rundkreds.
Nu kom ogsaa Herolden, og bragte den klingende Lyre,
Som han Demodokos rakte; i Kredsen han treen, og om Skjalden
Stilled de blomstrende Knøse sig rundt, som dandsed fortrinligst.
Rask de sprang paa den hellige Plads, og Helten Odysseus
Saae paa de spillende Fødder, og undred sig saare derover.
Skjalden i Strengene greb og besang med fortryllende Toner
Ares’s Elskovsfærd med den krandsede Viv Aphrodite,
Hvordan de favnedes lønlig engang i Hephaistos’s Boelig;
Mangen Foræring han gav, og skændede Egteskabsleiet.
Solen, som snart havde seet, at de favned hinanden i Elskov,
Skyndte nu flux til Hephaistos sig hen, at melde ham dette.
Men da den snilde Hephaistos fornam sligt harmeligt Budskab,
Iilte han ind i sin Smedie med snedige Rænker i Sindet,
Stilled sin mægtige Ambolt paa Blok, og smedded et Fanggarn
Fast og ubrydelig stærkt, for ret at hilde ham sikkert.
Da han sit listige Værk havde endt, forbittret paa Ares,
Skyndte han strax i sit Kammer sig ind, hvor hans Seng stod opredt;
Der sit kunstige Garn han rundt om Stolperne spændte,
Og under Loftet tillige mangfoldige Traade han slynged,
Fine som Edderkops Spind, saa de ei kunde sees af Nogen,
Ei af Guder engang, saa snildt han havde dem lavet.
Men da han rundt om Sengen det listige Garn havde udspændt,
Vandred han bort, som det lod, til det velbebyggede Lemnos,
Hvilket han elskede meest af samtlige Lande paa Jorden.
Ei sad Ares iblinde paa Luur, Guldtømmernes Styrer;
Aldrig saasnart blev han vaer, at den kunstberømte Hephaistos
Havde sig givet paa Vei, før han skyndte sig hen til hans Bolig,
Tændt af Lyst til at favne den skjønbekrandsde Kythere.
Hun var kommen fornys fra sin Fader den stærke Kronion,
Og i sit Kammer hun sad, da treen han ind i Paladset,
Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet og talte saalunde:
Elskede! kom, lad paa Leiet og ømt forenes i Elskov;
Ei er Hephaistos i Landet, vist alt er han dragen til Lemnos
Hen til de Sintiske Mænd, der tale saa raat og barbarisk.
Saa han taled, og Længsel hun selv fornam efter Leiet.
Begge nu Sengen besteg, og lagde sig ned, men paa Stedet
Slynged Hephaistos’s kunstige Garn sig tæt om dem Begge,
Ei at løfte de mægted et Lem, eller røre det mindste,
Og de bemærked det først, da Flugt ei længer var mulig.
Hjem til disse nu vandred den høistnavnkundige Lamfod,
Thi han var alt vendt om, forinden han naaede Lemnos;
Solen, som speidede grandt, havde bragt ham Melding om Sagen.
Hjem til sin Bolig han iilte da strax, grimslagen i Hjertet,
Men ved sin Port han standsed, og fuld af den vildeste Harme
Skreg han med frygtelig Røst, saa samtlige Guder det hørte:
Fader Kronion og alle I salige Guder tilhobe!
Kommer og seer et latterligt Syn, som dog ei kan fordrages!
Seer, hvordan Aphrodite min Viv vanærer bestandig
Mig, fordi jeg er halt, men elsker den mordiske Ares,
For han er smuk og hurtig tilbeens, men jeg er en vanfør
Stakkel fra Fødselen af, og Skyld deri er jo Ingen
Uden min Fader og Moder, o gid de mig ei havde avlet.
Seer dog engang, hvor kjelent og ømt de favnes i Elskov,
Hvilende her i min Seng, af Harm jeg forgaaer ved at see det.
Knap dog skal de herefter, hvor ømt de saa elske hinanden,
Ligge saalunde tilsammen, snart, haaber jeg, Lysten til Bolskab
Vil dem forgaae; men nu mit listige Garn skal dem hilde,
Indtil min Fader tilbage mig alle Foræringer giver,
Dem jeg som Beiler ham gav for hans uforskammede Datter,
Thi hun er rigtignok smuk, men ei kan hun styre sin Kaadhed.
Talt; da samled sig Guderne snart ved hans kobberne Hofgaard.
Der indfandt sig blandt Andre den Jordomslynger Poseidon,
Hermes, Velsignelsens Gud, og Phoibos Apollon tillige,
Men af Blufærdighed blev Gudinderne hjemme tilhobe.
Ude ved Porten nu stod de fryduddelende Væsner,
Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter,
Over at see den snilde Hephaistos’s kunstige Paafund.
Mangen da talte saalunde med Øinene vendt mod sin Naboe:
Aldrig det Onde kan trives, den Langsomme fanger den Rappe,
Saaledes har ogsaa nu den langsomme halte Hephaistos
Krigsguden fanget ved List, endskjøndt han er rappest af alle
Guder, som boe paa Olymp, og nu maa Boleren bøde.
Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
Derpaa til Hermes sig vendte Fjernskytten Apollon og sagde:
Hermes! du Søn af Zeus, Budbringer, Velsignelsens Giver!
Gjerne du lod forvist i holdige Strikker dig snære,
Naar du tilsengs maatte gaae med den gyldene Viv Aphrodite.
Ham gjensvared paastand Budbringeren, Argos’s Bane:
Ja! gid sligt kunde skee! Fjerntrammende Phoibos Apollon!
Om saa et Garn, tre Gange saa stort, ja uendeligt, holdt mig,
Og baade Guderne saae derpaa og alle Gudinder,
Sov med Glæde jeg dog hos den gyldene Viv Aphrodite.
Saa han talte, da brast de salige Guder i Latter.
Ene Poseidon fra Latter sig holdt, bestandig han bønlig
Trygled den Kunstner Hephaistos, og bad ham, Ares at løse,
Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
Løs ham! jeg lover dig for, at selv han, som du forlanger,
Bøde dig vil, hvad der agtes for Skjel blandt salige Guder.
Ham gjensvared Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod:
Jordomfavner Poseidon! af mig ei sligt du forlange!
Borgen, som stilles til Svage, kun svag Betryggelse giver.
Siig, hvordan skulde jeg blandt Guderne dig kunne binde,
Flygted nu Ares herfra, og sneg sig fra Baand som fra Bøde?
Ham gjensvared Poseidon, den mægtige Ryster af Jorden:
Vel! hvis Ares nu flygter herfra, og fra Bøden sig sniger,
Da vil jeg selv, Hephaistos! for ham tilsvare dig Alting.
Ham gjensvared paastand den høistnavnkundige Lamfod:
Ei er det muligt, og ei er det Skjel, din Begjæring at afslaae.
Talt; da løsnede Garnet han flux, den stærke Hephaistos.
Men af det holdige Garn knap Guderne løs vare slupne,
Førend de svang sig bort; til Thrakien Ares sig skyndte,
Medens den smilende Viv Aphrodite til Kypros begav sig,
Hen til den hellige Lund og det duftende Alter i Paphos.
Huldgudinderne der hende strax baade baded og salved
Med den ambrosiske Olie, som dufter fra Gudernes Legem,
Og i den yndigste Dragt hende hylled, et Under at skue.
Saaledes qvad den herlige Skjald, og Konning Odysseus
Fryded sit Sind ved at høre derpaa, saavel som de Andre,
Hine tilsøes saa berømte, til Roening saa flinke Phaiaker.
Konning Alkinoos bød nu Laodamas træde til Springdands
Ene med Halios frem, thi med dem kunde Ingen sig maale.
Dandserne toge paastand en stadselig Bold udi Haanden,
Som den forstandige Polybos smukt havde syet dem af Purpur.
Hvergang den Ene den slyngede høit mod de mørkende Skyer,
Bøiende Kroppen tilbage, da sprang den Anden i Veiret
Op, og greb den behændig, før Fødderne Jorden berørte,
Men da de Legen med Bolden tilveirs en Stund havde prøvet,
Dandsed de let omkring paa den alternærende Jordbund,
Hyppig hinanden forbi, mens Knøsene rundtom i Kredsen
Klapped i Hænder af Fryd, og stor var den Støi, som sig reiste.
Derpaa den Konning Odysseus sit Ord til Alkinoos vendte:
Ypperste Mand i Folket, Alkinoos, høie Behersker!
Nys dine Dandsere priste du mig som de bedste paa Jorden,
Nu stadfæstes dit Ord, jeg har seet dem med største Forundring.
Talt, og den kraftige Drot Alkinoos fryded sig saare;
Flux da talte han saa til de aarebevante Phaiaker:
Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
Saare forstandig den fremmede Mand mig tykkes at være,
Gjæsteforæring vi give ham da, som Billighed kræver!
Tolv stormægtige Drotter med Konningemagt over Folket
Raade jo her i vort Land, og jeg selv er den trettende blandt dem.
Hver af os til Foræring en veltoet Kjortel og Kappe,
Og en Talent af kosteligt Guld den Fremmede skjenke.
Dette vi bringe herhid paastand, at vor Gjæst det ihænde
Strax kan faae, og fornøiet i Sind hjemvandre til Nadver.
Dernæst Euryalos søge, med Ord ham igjen at formilde,
Og med en Gave, thi ei har han talt som sig egner og anstaaer.
Saa han taled, og Alle hans Ord gav lydeligt Bifald.
Hver hjemskikked paastand en Herold for Gaver at hente;
Dernæst Euryalos hæved sin Røst og gav ham til Gjensvar:
Ypperste Mand i Folket, Alkinoos, høie Behersker!
Gjerne formilde jeg vil den Fremmede, som du befaler.
Dette mit Sværd forærer jeg ham, af Malm er dets Klinge,
Hjaltet af skinnende Sølv, og beklædt er Balgen med Filsbeen,
Nysudskaaret og blankt, stort Værd for ham vil det have.
Talende saa han ham rakte det sølvbenaglede Slagsværd,
Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
Hil dig, Fader og Gjæst! undslap et fornærmeligt Ord mig,
Gid da Vindene brat maae veire det hen gjennem Luften!
Guderne give dig, atter at see din Viv og din Hjemstavn,
Siden du længe har fristet Gjenvordighed, skilt fra de Kjære!
Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
Hil ogsaa dig, min Ven! alt Godt dig Guderne skjenke!
Gid du aldrig i kommende Tid maa savne dit Slagsværd,
Som du mig nu med formildende Ord til Foræring har givet!
Talt, over Axel han hængte det sølvbenaglede Slagsværd.
Midlertid dalede Solen, da kom de fortrinlige Gaver,
Og til Alkinoos hjem de vakre Herolder dem bragte.
Der tog Konningens Sønner nu selv mod de deilige Gaver,
Ginge saa hen, og gav dem den elskede Moder i Værge.
Forrest i Skaren den Drot Alkinoos gik med de Andre
Hjem til Paladset; der toge de Plads paa prunkende Høistol.
Flux til sin Dronning Arete nu stærken Alkinoos talte:
Gak, min Hustrue! og hent det skjønneste Skriin, som du eier,
Lægge du skal i det Skriin en veltoet Kjortel og Kappe.
Lad saa en Kjedel med Vand blive sat paa Ilden at varmes,
For at vor Gjæst, naar han kommer fra Bad og seer sine Gaver
Ordnede smukt, som bragtes ham hid af Phaiakernes Fyrster,
Glad kan sidde ved Gildet og høre de tonende Sange.
Her er en prægtig Pokal af Guld, den tage han ogsaa,
At han af den kan offre til Zeus og de øvrige Guder
Hist i sin Sal, og tænkte paa mig, saalænge han lever.
Saa lød Konningens Ord, og Arete befoel sine Terner,
Flux at stille paa Ild en rummelig trebeens Kjedel.
Over den blussende Ild paastand Badkjedlen de stilled,
Fyldte den derpaa med Vand, og stak saa Brændsel derunder;
Luerne spilled om Kjedelens Bug, og i Kog kom Vandet.
Midlertid hented Arete det prægtige Skriin af sit Kammer
Ud til Gjæsten, og lagde deri de herlige Gaver,
Baade det Guld og de Klæder, Phaiakerne havde ham givet.
Kappen hun lagde deri, og den prunkende Kjortel tillige,
Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
See nu selv efter Laaget, og luk det strax med en Knude,
At underveis ei Nogen bestjæler dig, medens du mulig
Hviler i sødelig Søvn ombord paa det tjærede Fartøi.
Og da han sligt havde hørt, den kraftige Konning Odysseus,
Slutted han Laaget i Fals, og lukked det strax med en kunstig
Knude, som Kirke den mægtige Viv havde lært ham at binde.
Skaffersken treen nu ind, og bød Odysses at stige
Flux i Karret til Bad, og inderlig glad i sit Hjerte
Saae han det rygende Bad, thi han nød kun maadelig Pleie,
Siden den fagre Kalypso han havde forladt, i hvis Bolig
Pleiet og qvæget han blev som en Gud under hele sit Ophold.
Men da nu Ternerne havde ham toet og salvet med Olie,
Gav de ham Kjortelen paa og axled hans deilige Kappe.
Ud af Badet han treen, og gik til de drikkende Gjæster;
Der han Nausikaa mødte; guddommelig fager af Aasyn
Stod ved Stolpen hun just i den fastopbyggede Høisal;
Heel forbauset hun blev, da hun skued Odysses for Øine,
Og med bevingede Ord hun talede til ham og sagde:
Hil dig, vor Gjæst! ei glemme du mig naar hjem du er kommen.
Mig dog først og fornemlig du skylder jo Tak for din Frelse.
Hende da svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
Hulde Nausikaa du, den Ædling Alkinoos’ Datter!
Heres Gemal, Høittordneren Zeus, saasandt mig forunde,
Atter at finde mit Huus og Hjemfærdsdagen at skue,
Da skal jeg ogsaa derhjemme bestandig i kommende Dage
Hylde dig som en Gudinde, thi du har frelst mig, o Pige!
Talt; ved Alkinoos’ Side han satte sig nu paa en Høistol.
Maden blev deelt omkring, og i Kummerne blanded man Vinen.
Ind Herolden nu treen, og leded den elskede Sanger
Folkenes Yndling Demodokos frem; ham fik han til Sæde
Midt i Gjæsternes Kreds, saa han støtted sig op mod en Sule.
Flux til Herolden da talte den sindrige Konning Odysseus,
Som af en Galt, hvidtandet og feed, havde snittet et Stykke
Bævrende Flesk af Ryggen, selv nok beholdt han tilbage:
Bring dette Kjød, Herold, til Demodokos beed ham det spise!
Venlig jeg sender ham Hilsen, skjøndt dybt bedrøvet i Hjertet.
Vidt paa Jorden omkring, overalt hvor Mennesker bygge,
Times jo Skjaldene Hæder og Agt, thi Sangens Gudinde
Lærte dem selv deres Qvad, og Skjaldene huldt hun beskjermer.
Talt; Herolden det tog, og Helten Demodokos gav han
Kjødet i Haand, og inderlig glad annammed han Gaven.
Alle nu langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Vendte den Konning Odysseus sit Ord til Skjalden og sagde:
Dig Demodokos! priser jeg høit over Mennesker alle,
Vist har Apollon dig lært din Kunst, eller Sangens Gudinde,
Da du saa klart og saa grandt besynger Achaiernes Skjebne,
Alt hvad de virked og leed, og al den Trængsel de fristed,
Ret som om Alt du selv havde seet, eller hørt det af Andre.
Gak nu videre, Skjald! og syng til Priis om den Træhest,
Som af Epeios blev tømret ved Hjelp af Pallas Athene,
Og som med List til Borgen blev bragt af Konning Odysseus,
Fuld af bevæbnede Mænd, som forstyrred den Iliske Kongstad.
Hvis du saasandt formaaer at besynge mig dette nøiagtig,
Da vil jeg strax overalt blandt Menneskens Sønner fortælle,
At dig en Gud i sin Naade den hellige Sang har forlenet.
Talt; af en Gud henreven begyndte Demodokos Sangen.
Først, hvordan Achaiernes Mænd paa de toftede Skibe
Seilede bort igjen, da de først havde brændt deres Telte,
Medens en Flok i Hob med den hædrede Konning Odysseus
Sad i Hesten i Skjul, omringet af Troernes Stimmel;
Thi det var Troerne selv, som paa Borgen den op havde trukket.
Der stod Hesten, og Mændene sad tætved i Forsamling.
Snakkende frem og tilbage; tredeelt var Raadets Beslutning:
Enten med Malmen at splintre den huultsammenfældede Træhest,
Eller at trække den op paa et Fjeld, og fra Skrænten den styrte,
Eller at lade den staae til Guders Forsoning og Ære,
Og det var denne Beslutning, som skulde tilsidst vorde fuldført,
Ilions Fald var af Skjebnen bestemt fra den Stund, man til Staden
Førte den vældige Hest, hvor de gjæveste Mænd af Achaia
Sad i Skjul til Død og Fordærv over Folket i Troia.
Videre sang han, hvordan Achaierne styrted af Hesten
Ud som en Strøm fra det snedige Skjul, og Byen forstyrred,
Og paa forskjellige Kanter udplyndred den kneisende Kongstad,
Medens den Konning Odysseus saa vild som den mordiske Ares,
Gik til Deiphobos’ Huus med den herlige Drot Menelaos;
Sang saa tilsidst om den rædsomme Kamp, han der maatte friste,
Og om den Seier, han endelig vandt ved Pallas’s Bistand.
Derom han qvad, den herlige Skjald, men Konning Odysseus
Smelted, og Taarerne randt ham fra Øinenes Laag over Kinden.
Ret som en Qvinde med Graad nedstyrter sig over sin Husbond,
Naar han er falden i Kamp for sin fædrene Stad og for Landsmænd,
Medens mod Jammerens Dag sine Børn og sin Bye han forsvared;
Hulkende lydt, naar for Øie hun seer den gispende Dødning,
Segner hun mat ned over hans Liig, men Fjenderne bagved
Slaae hende vildt med Spydenes Skaft paa Ryg og paa Skuldre,
Og hende slæbe til Trældom afsted, til Slid og til Qvaler;
Snart udtæres da Kindernes Huld af ynkelig Kummer;
Saaledes randt heel ynkelig Graad fra Odysses’s Øine.
Dog for de øvrige Mænd sine trillende Taarer han dulgte,
Ikkun Alkinoos saae det, thi siddende nær ved Odysseus,
Mærked han snart at han græd, og dybt han hørte ham sukke;
Flux da taled han saa til de aarebevante Phaiaker:
Hører nu Alle mit Ord, Phaiakiske Drotter og Raadsmænd!
Nu skal Demodokos lade sin klingende Lyre forstumme,
Ei for os Alle til Gammen og Fryd har dette han sunget;
Siden vi ginge tilbords, og den hellige Sanger begyndte,
Hører den fremmede Mand ei op med Suk og med Jamren.
Sikkerlig er der en Sorg, som tungt bespænder hans Hjerte;
Vel, saa høre Demodokos op, at vi alle kan glædes,
Gjæsten saavelsom hans Verter, langt bedre forsand er jo dette;
Det var jo dog for vor værdige Gjæst, at det Hele blev ordnet,
Skibet til Reisen og al den Skjenk, vi venligen gav ham.
Eier en Mand blot ringeste Gran af Ømhed i Hjertet,
Maa han betragte som Broder en ydmygbedende Fremmed.
Derfor ei længer fordølge du mig under snedige Paaskud,
Hvad jeg vil spørge dig om, Frimodighed klæder dog bedre.
Nævn mig det Navn, hvormed du blev kaldt af din Fader og Moder,
Og af dem alle derhjemme i Stad saavelsom i Omegn;
Ei er der Nogen af Menneskens Æt, som aldeles er navnløs,
Høi eller lav af Byrd, naar han først er kommen til Verden;
Fødes et Barn, strax faaer det sit Navn af de kjære Forældre.
Ogsaa dit Fædreneland, din Stad og dit Folk du mig nævne,
For at mit Skib paa sin Fart kan vende sin Hu mod din Hjemstavn.
Ei har Phaiakernes Skibe behov enten Lods eller Styrmand,
Roer ei heller de bruge, som ellers et Skib har fornødent,
Men af sig selv de forstaae Sømændenes Tanker og Forsæt;
Ogsaa de veed overalt hvor Folkenes Byer og Lande
Ligge paa Jord, og i strygende Fart over Dybet de seile,
Hyllede trindt i Taager og Mulm, og aldrig de frygte
Hverken i Storm af forgaae, eller blot at komme til Skade.
Ofte dog selv jeg min Fader Nausithoos hørte fortælle,
Hvordan Poseidon engang mod os vilde vende sin Harme
Nidsk, fordi vi saa trygt kan Enhver til Hjemmet befordre.
Naar nu Phaiakerne styred engang paa et stateligt Fartøi
Hjem fra saadan en Fart, da vilde Poseidon paa Havet
Slaae det i Qvag, og skjule vor Stad bag mægtige Fjelde.
Saa har Gubben fortalt, dog sligt fuldbyrder vel Guden,
Eller han lader det fare, alt eftersom selv han behager.
Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
Hvor blev du tumlet omkring? til hvad for Menneskers Lande
Kom du? fortæl om dem selv og de velbefolkede Stæder,
Hvor der var raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
Hvor der var gjæstfrie Folk, hvis Sind for Guderne frygted.
Siig mig dernæst, hvi du græder og sukker af inderste Hjerte,
Naar om Argeier du hører, Danaer og Ilions Skjebne;
Sligt var Gudernes Værk, og Mændene lod de tilgrunde
Gaae, at Sang derom blandt kommende Slægter maa lyde.
Siig, har du mistet en Frende maaskee for Ilions Mure,
Enten en elskelig Maag, hvad eller din Hustrues Fader,
Hvilke man næst sin Slægt og sit Blod meest skatter og ærer,
Eller en redelig Ven, der forstod at glæde dit Hjerte;
Thi naar man eier en Ven, som er snild og mener det ærlig,
Sandelig ei tilbage han staaer for en kjødelig Broder.