Christian Wilster (1797–1840)

        Talt, og ud gjennem Porten sig skyndte den straalende Hektor;

Jevne ham gik Alexandros, hans Broder, og begge tilhobe

Higed i Sindet de stærkt efter Strid og frygtelig Kampgang.

Som naar omsider en Gud tilskikker de smægtende Søfolk

Rask og føielig Vind, naar med glattilhuggede Aarer

Svart de Bølgen har pløiet, til Lemmerne segned af Træthed,

Saa kom Brødrene nu til Fryd for de ventende Troer.

Flux Alexandros Menesthios vog, hvis Hjem var i Arne,

Han var den Konning Areithoos’ Søn, hiin Stridskølvsvingers,

Avlet med Phylomedusa, en Viv storøiet og fager.

Hektor Eioneus traf tæt under den kobberne Hjelmrand,

Stak ham i Halsen det skærpede Spær, og gav ham sin Helsot.

Glaukos, Hippolochos’ Søn, hiin Drot for Lykiens Stridsmænd,

Traf Iphinoos, Dexias’ Søn, i den vældige Kampfærd,

Just som den hurtige Vogn han besteg, i Skuldren med Spydet;

Ned af Karmen han tumled til Jord, brat segned hans Lemmer.

        Men da Gudinden Athene, den lysblaaøiede Jomfru,

Saae, hvor svart Achaierne faldt i den vældige Kampfærd,

Ilte hun ned i stormende Fart fra høien Olympos,

Ned til Ilions Stad, men fra Pergamos skued Apollon

Ud, og foer mod Athene, thi Troerne Seiren han ønsked.

Men da hinanden imøde de kom hist henne ved Bøgen,

Da var det Drotten Apollon, som først tog Ordet og sagde:

        Siig, hvi kom du saa hidsig, du Barn af den høie Kronion!

Atter herhid fra Olymp? dig drev dit ustyrlige Hjerte;

Mon for Danaernes Folk den skiftende Seier at skjenke?

Aldrig med Troerne føler du Ynk, naar i Kampen de falde.

Dog, vil du lyde mit Ord, hvad nok turde være det bedste,

Da vil vi nu for idag al Kamp og Fjendtlighed standse,

Saa kan de dyste herefter, indtil det omsider dem lykkes,

Troias berammede Maal at naae; thi for Eder, Gudinder!

Er det i Hjertet en inderlig Fryd, denne Stad at forstyrre.

        Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:

Det er et Ord, Fjernrammer! selv tænkte jeg just paa det samme,

Derfor jeg drog herhid fra Olymp til Achaier og Troer.

Siig da frem, hvad har du betænkt, for Striden at standse?

        Flux gjensvared Apollon, hiin mægtige Søn af Kronion:

Hektor opmande vi vil, den kraftige Hestebetvinger,

Om han maaskee af Danaernes Folk en Enkelt vil æske,

Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang,

Da vil Achaias beenpandsrede Mænd vel sagtens af Harme

Egge til Strid en Helt at møde den ædelig Hektor.

        Talt; hans Ord adlød den lysblaaøiede Pallas.

Helenos, Priamos’ Søn, fornam i Sindet det Anslag,

Guderne nys havde lagt, da de ginge paa Raad med hinanden.

Frem for Hektor han treen, og tog saalunde til Orde:

        Hektor, du Priamos’ Søn, udrustet med Kløgt som Kronion!

Siig, vil du lyde mig ad, jeg er jo din kjødelig Broder.

Skik da til Roe Danaernes Mænd og samtlige Troer,

Selv udæske du saa den gjæveste Helt blandt Achaier,

Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang,

Ei har Skjebnen endnu bestemt dig til Død og til Henfart,

Efter hvad selv af Gudernes Mund jeg nys har fornummet.

        Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte.

Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,

Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.

Ogsaa Danaernes Folk blev skikket til Plads af Atreiden,

Men paa den øverste Top af Kronions, den høieste Styrers

Kneisende Bøg, omskabte til to bevingede Gribbe

Satte sig Pallas Athene og Fjerntfrarammeren Phoibos,

Glade ved Kæmpernes Færd; tætsluttede sad deres Rækker,

Hjelme med Skjolde og blinkende Spyd fremraged saa stride.

Ret som de riflede Vover, der vælte sig hen over Dybet,

Naar det begynder at kule fra Vest, og Vandene sortne,

Saaledes sad Achaierne her, og Troerne hisset

Trindt paa Marken i Rader, da mælede Hektor til Begge:

        Hører mig Troer og I, beenpandsrede Mænd af Achaia!

At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.

Zeus, den høie Behersker, har ei fuldkommet vor Eedspagt;

Ilde mod begge tilsinds beskærer han Folkene Jammer,

Indtil I enten bestorme det taarnbeskjermede Troia,

Eller betvinges af os ved de havbefarende Skibe.

Visselig findes blandt Eder Achaias fortrinligste Helte,

Hvo blandt disse der lyster en Kamp med mig at forsøge,

Træde nu frem til standende Strid med den ædelig Hektor.

Dette jeg siger dernæst, og Zeus vort Vidne skal være:

Fælder i Striden han mig med den langtfremragende Spydsod,

Da maa han tage min Rustning, og bort til Flaaden den bære,

Men til mit Hjem skal han skikke mit Liig, at mit livløse Legem

Skjellig kan stedes til Baal af Troer og Troiske Qvinder.

Fælder jeg ham derimod, og Apollon forunder mig Hæder,

Da vil jeg tage hans Rustning, og hjem til Staden den bringe,

Der vil jeg hænge den op i Phoibos Apollons Tempel,

Men til de bugede Skibe jeg hjem vil skikke hans Legem,

For at Achaias de haarfagre Mænd kan jorde den Faldne,

Og ved det vildene Hav Hellespont opkaste hans Gravhøi;

Sige da vil med Tiden en Mand i kommende Slægter,

Naar paa sit toftede Skib det blaalige Hav han befarer:

Der staaer Graven, som gjemmer en Helt, der forlængst er afdød,

Tapper han var, men fældet han blev af den straalende Hektor;

Saa vil han visselig sige, mit Rye skal aldrig forgjettes.

        Saa han taled, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.

Vægring de bluedes ved, men gjøs for at tage mod Kampen,

Til Menelaos omsider stod frem, og hæved sin Stemme,

Haanlig han talte dem til, og dybt fra Hjertet han sukked:

        Ha! I skrydende Mænd, Achaiinder, ei længer Achaier!

Vorde det vil forsand en uafstrygelig Skamplet,

Hvis ei nogen Danaer har Mod til Hektor at møde.

Gid I vorde til Vand og til Jord, I Kæmper tilhobe!

I som sidde forsagte, og slet ikke tænke paa Hæder;

Thi vil jeg selv til Kamp bevæbne mig; hisset foroven

Hviler det end i Gudernes Haand, hvem Seier skal times.

        Saa han taled, og slutted om Krop den deilige Rustning.

Nu forsand, Menelaos! din Død for den drabelig Hektors

Haand du havde dig hentet, thi han var dig langt overlegen,

Naar ei Danaernes Konger paastand havde holdt ham tilbage.

Frem tilhobe de foer, og den mægtige Drot Agamemnon

Greb Menelaos’s Haand, tog Ordet, og taled saalunde:

        Raser du, gudopfostrede Drot! dig sømmer sig ikke

Slig en vanvittig Id, thi styr dig, hvorvel det dig græmmer.

Lad ei din Iver dig egge til Strid med en gjævere Kæmpe,

Hektor, Priamos’ Søn, for hvem selv Andre maae skjælve;

Selv Achilles, en Helt, dig langt overlegen i Manddom,

Gruede dog for at gaae ham tillivs i den hædrende Kampgang.

Gak nu tilbage til Brødrenes Flok, og skik dig til Sæde,

Da vil Achaierne stille til Kamp mod Hektor en Anden,

Er han end aldrig saa kjæk, og umættelig gridsk efter Krigsfærd,

Vil han dog frydes i Hu, naar til Rast sine Knæe han kan bøie,

Slipper han blot fra den rædsomme Strid og mordiske Kampgang.

        Saa han mæled, og Broderens Sind han talte tilrette

Ved sit forstandige Raad, ham lød Menelaos, og derpaa

Trak hans Svende saa froe af hans Skuldre den prunkende Rustning.

Frem i Danaernes Kreds stod Nestor paastand og begyndte:

        Ha! forsmædelig Sorg over al Achaia vil komme.

Peleus forsand vil jamre sig svart, den bedagede Vognhelt,

Dygtig som Taler og snild af Raad, Myrmidonernes Konning.

Fordum engang i sin Borg han fryded sig høit ved min Tale,

Dengang han spurgte mig ud om Argeiernes Slægter og Afbyrd;

Hører han nu, at de kryber i Skjul for Hektor tilhobe,

Da vil han fromt sine Hænder opløfte til Himmelens Guder,

At dog hans Sjel af Lemmerne bort maa fare til Hades.

Gid dog, Zeus Alfader, Apollon, og Pallas Athene!

Gid jeg var ung, som dengang en Hær af Pyliske Kæmper

Dysted ved Keladons rullende Bæk med Arkadiens Spydmænd

Tæt under Muren om Pheia, ei langt fra Iardanos’ Strømme.

Forrest blandt dem Ereuthalion stred, en Mand som en Guddom;

Kring de mægtige Hærder han bar Areithoos’ Vaaben,

Drotten Areithoos’ Vaaben, den mægtige Stridskølvsvingers,

Som han benævntes af Mænd og af skjøntombeltede Qvinder,

Thi han var aldrig den Mand, som stred med Sværd eller Armbrøst,

Men med en Kølv af Jern han Fylkerne hærged i Kampen.

Selv blev han dræbt af Lykurgos ved List og ikke ved Manddom

Dybt i en Huulveis Snevring, hvor Kølven af Jern imod Ufærd

Ei kunde skjerme hans Liv, thi Lykurgos i Forkjøbet kom ham,

Jog ham i Livet sit Spyd, saa han styrtede baglænds til Jorden,

Trak hans Vaaben af Krop, en Skjenk af den kobberne Ares,

Og i den vildene Krig han bar dem bestandigen siden.

Men da Lykurgos var selv bleven gammel og graae udi Hallen,

Gav han sin elskede Svend Ereuthalion hele sin Rustning.

Væbnet med denne han æsked til Strid de dygtigste Kæmper,

Svart de bæved for Helten, og Ingen til Kamp sig fordristed,

Mig derimod det vovsomme Sind, opflammet af Tillid,

Drev til en Dyst at prøve, hvorvel jeg var yngst af dem Alle;

Kampen med ham jeg bestod, og Athene forundte mig Hæder,

Ham, den høie, den vældige Mand, jeg vog udi Striden,

Lang og bred ved Veien han laae med sit uhyre Legem.

Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som dengang,

Da skulde snart en Mand staae frem mod den straalende Hektor.

O men af Eder, som dog er Achaias fortrinligste Helte,

Drister sig Ingen til freidig en Dyst med Hektor at prøve.

        Saa lød Gubbens bebreidende Ord; ni Kæmper sig reiste,

Først og fremmest Atreiden, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,

Derpaa Tydeus’s Søn, den vældige Helt Diomedes,

Dernæst Aianterne begge, to kraftudrustede Kæmper.

Næst efter dem Idomeneus kom, og Idomeneus’ Væbner

Helten Meriones, drabelig stærk som den mordiske Krigsgud,

Frem Eurypylos treen, den herlige Søn af Euaimon,

Endelig Helten Odysseus, og Thoas en Søn af Andraimon.

Disse tilhobe sig bøde til Kamp mod den ædelig Hektor.

Da tog Nestor til Orde paany, den Gereniske Vognhelt:

        Kaster tilhobe nu Lod om hvo der skal træde til Kampen!

Glæde han vil forsand Achaias beenpandsrede Helte,

Og han vil selv høit glædes i Hu, saasandt han forresten

Slipper fra denne forfærdende Strid og mordiske Kampgang.

        Saa han taled; Enhver sin Lod med et Mærke betegned,

Og i den Drot Agamemnons Hjelm de kasted dem alle.

Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;

Mangen da taled saalunde med Øiet mod Himmelen vide:

        Zeus! gid Lodden maa falde paa Tydeus’s Søn eller Aias,

Eller paa Kongen, det guldrige Land Mykenes Behersker.

        Men da nu Bønnen var endt, tog Nestor og rystede Hjelmen;

Ud af Hjelmen da sprang den Lod, som Folket sig ønsked,

Aias’s Lod; en Herold den bar fra Venstre til Høire

Rundtom i Kredsen, og viste den frem til Achaiernes Drotter;

Ingen dog kjendtes ved Lodden, paa Hovedet rysted de Alle.

Men da Herolden kom hen til den Helt, som selv havde mærket

Lodden med Tegn, og i Hjelmen den lagt, den straalende Aias,

Rakte han frem sin Haand, og Herolden i Haand ham den kasted;

Mærket han saae, vedkjendtes sin Lod, og blev glad i sit Hjerte.

Ned for sin Fod han den kasted til Jord, og taled saalunde:

        Lodden er min, mine Venner! selv frydes jeg høit i mit Hjerte,

Saasom jeg haaber forvist, over Hektor i Kampen at seire.

Dog, velan! imedens til Strid jeg axler min Rustning,

Beder imedens en Bøn til Zeus den høie Kronion

Sagtelig ved Eder selv, at Troerne ikke det høre,

Eller med lydelig Røst, endda jeg ræddes for Ingen;

Ingen, saa gjerne han vil, skal drive mig bort mod min Villie

Enten med Kraft eller List, til slig en Stymper i Kampfærd

Blev jeg forsand paa Salamis’ Øe hverken fød eller fostret.

        Saa han taled, og Folkene bad til Drotten Kronion,

Mangen da taled saalunde med Øiet mod Himmelen vide:

        Zeus Alfader, Idaiske Drot, priisværdige, høie!

Seier og glimrende Rye forunde du Aias at vinde!

Dog, hvis Hektor du elsker, og huld for ham er bekymret,

Skjenk dem da Begge i ligeligt Maal baade Hæder og Styrke!

        Saa de taled. Med straalende Malm bevæbned sig Aias,

Men da nu Rustningens Plader han trindt om Krop havde sluttet,

Styrted han frem saa kjæk i sin Gang som den uhyre Ares,

Naar han til Mændenes Kamp gaaer hen, dem Fader Kronion

Egged til Strid med hinanden ved sindsfortærende Tvedragt,

Saa fremstormede Aias, Achaiernes uhyre Skytshelt.

Over hans truende Aasyn var Smiil udbredt, og hans Fødder

Treen heel mægtige Skridt, mens han svang den vældige Landse.

Gammen det var for Achaiernes Folk, den Helt at betragte,

Men en forfærdelig Skræk sig sneg gjennem Troernes Lemmer;

Om det endog var Hektor, saa klapped ham Hjertet i Barmen;

Dog, unddrage sig ræd, og hen til Krigernes Skare

Flye, det kunde han ei, da han selv til Kamp havde æsket.

Frem treen Aias paastand, som en Muur sad Skjoldet paa Armen,

Skjoldet af Malm og af syv Lag Skind; en Kunstner i Hyle,

Tychios kaldet, den dygtigste Mand til Huder at snide,

Havde det glimrende Skjold af syv velnærede Tyres

Huder ham gjort, og som ottende Lag beklædt det med Kobber.

Dette han bar for sit Bryst, den straalende Telamonide,

Frem mod Hektor han skred, og truende tog han til Orde:

        Hektor! Mand imod Mand ret strax du klarlig skal lære,

Hvad for Helte der findes iblandt Achaiernes Drotter,

Selv efter Peleus’s Søn, den løvebehjertede Drabsmand.

Hist han sidder endnu ved de havbefarende Skibe,

Slagen i Sindet af Harm mod Folkenes Drot, Agamemnon.

Dog er vi Mænd endnu, til freidig at gaae dig imøde,

Og der er fleer end jeg; velan, lad Kampen begynde!

        Ham gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:

Aias! du Telamons Søn, du gudopfostrede Hærdrot!

Tænk dog ei mig at skræmme, som var jeg en uselig Pebling,

Eller en Qvinde, som ei sig forstaaer paa krigerisk Syssel,

Jeg derimod forstaaer mig tilgavns paa Kamp og paa Mandslæt,

Svinge jeg kan til Venstre saa godt som til Høire mit tørre

Tyreskinds Skjold, thi vorder jeg ei udmattet i Kampen;

Grandt jeg forstaaer i standende Strid at dandse for Ares,

Grandt, at styrte mig ind i Stimlen af hurtige Heste.

Dog, en Kæmpe saa bold som du vil ikke jeg fælde

Lønlig ved List, men ved aabenlys Daad, saasandt jeg dig rammer.

        Talt; med et Sving udslynged han flux sit Spyd med det lange

Skaft, og Aias’s stærke syvhudede Skjold han traf paa

Pladen af Malm, det ottende Lag, som bedækkede Skjoldet.

Gjennem de sex med Kraft sig trængte det knusende Kobber,

Men i den syvende Hud det stoppede. Derpaa sig hæved

Telamons ædelig Søn, og slynged sin mægtige Spydstang

Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;

Gjennem det skinnende Skjold sig trængte den holdige Landse,

Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser;

Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker.

Flux han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.

Ud med Hænderne trak de paastand de mægtige Landser,

Foer saa hinanden tillivs; to glubende Løver de ligned,

Eller ubændige Vildsviin, hvis Kraft ei lettelig kues.

Flux drev Priamos’ Søn sit Spær mod Midten af Skjoldet,

Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied.

Frem foer Aias og slog mod hans Skjold, og heelt gjennem Skjoldet

Løb den kobberne Od, og rokked ham midt i hans Fremfart,

Streifende ridsed den Halsen, og sort fremsprøitede Blodet.

Dog endda han gav ikke tabt, den straalende Hektor;

Lidet tilbage han foer, og greb en Steen med sin brede

Næve, paa Marken den laae, den store, den kantede Graasteen,

Og imod Aias’s stærke, syvhudede Skjold han den kasted,

Lige paa Midten ved Buklen, og Kobberet klirred ved Rammet.

Derpaa løftede Aias en Steen, betydelig større,

Svang den, og strængte sin Kraft umaadelig an, da han kasted;

Skjoldet i Qvag han slog med Stenen saa stor som en Qværnsteen,

Kom hans Knæe til at vakle, saa ned han segnede baglænds,

Kastet med Skjoldet omkuld, dog flux Apollon ham reiste.

Nu var de gangne hinanden tillivs med Glavind ihænde,

Var ikke tvende Herolder, Kronions og Menneskens Iilbud,

Een fra Troernes Folk, og een fra Danaerne, komne,

Begge forstandige Mænd, Talthybios samt Idaios.

Frem de Stavene rakte midt mellem de stridende Kæmper,

Medens Idaios, den vise Herold, tog Ordet saalunde:

        Kjæreste Sønner! med Fægtning og Kamp I holde nu inde!

Begge forsand er I elsked af Zeus, hiin Skyernes Herre,

Begge fortrinlige Helte, det veed vi jo Alle tilhobe.

Alt det lakker ad Nat, godt er det, Natten at lyde.

        Ham gjensvarede Telamons Søn, den vældige Aias:

Hektor I først, Idaios! opfordre til Sligt at forkynde!

Det var jo ham, der æsked til Strid de dygtigste Kæmper,

Han maa begynde, men lyder han Raad, saa lyder jeg ogsaa.

        Ham gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:

Telamons Søn! saasandt en Gud har givet dig Høide,

Kraft og Forstand, og du bruger dit Spyd som ingen Achaier,

Lad os da nu for idag ophøre med Strid og med Kampfærd!

Mødes vi kan til en Dyst en andengang, indtil en Guddom

Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.

Alt det lakker ad Nat, godt er det, Natten at lyde,

At du ved Skibene hist Achaiernes Sønner kan glæde,

Ingen af Alle dog meer, end de elskede Venner og Frænder,

Og at jeg selv, hjemkommen til Priamos’ mægtige Kongstad,

Troernes Mænd kan fryde og langtbeslørede Qvinder,

Som for at bede for mig henginge til Gudernes Høisal.

Dog vil en glimrende Gave vi først hinanden forære,

At man kan sige som saa i Achaiernes Land og i Troia:

Svart de kæmped forsand, optændt’ af nagende Fiendskab,

Dog med hinanden forsoned de blev, og skiltes som Venner.

        Talt, saa tog han og gav ham sit sølvbenaglede Glavind,

Gav ham det baade med Balg og den veltilsnittede Sværdrem;

Derimod Aias sit Belte ham gav af straalende Purpur.

Saaledes skiltes de ad, til Achaiernes Skare den Ene

Gik, den Anden til Troernes Folk; høit fryded sig disse,

Nu da de komme ham saae i Behold og ilive tilbage,

Sluppen med Held fra Aias’s Kraft og farlige Hænder;

Hjem de til Staden ham førte, mistvivlende fast om hans Frelse.

Men de Danaiske Mænd ledsaged den straalende Aias

Hen til den Drot Agamemnon, som fryded sig høit over Seiren.

Og da de stod udi Telt hos Atreus’s Søn Agamemnon,

Da lod Mændenes Drot paastand til den høie Kronion

Slagte til Offer et Nød, femaarigt det var og af Hankjøn;

Huden de krænged, og syslende travlt adskilte de Kræet,

Kjødet i Skiver behændig de skar, og stak det paa Bradspid,

Risted det derpaa forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.

Men da de saa havde endt deres Dont, og lavet til Maaltid,

Spiste de; Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde.

Heel og holden blev Høvedets Ryg som hædrende Gave

Skjenket til Aias af Atreus’s Søn, den Drot Agamemnon;

Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,

Fremmest og først da tolked sit Sned den bedagede Nestor,

Han, hvis Raad saa mangen en Gang dem bedst havde baadet,

Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:

        Atreus’s Søn! og ypperste Mænd i Danaernes Krigshær!

Mangen en Mand af Achaiernes Folk blev nylig i Striden

Dræbt, hvis sortladne Blod den hidsige Ares har udøst

Kring Skamandros’s Strøm, og hvis Sjel nedvandred til Hades;

Und da, saasnart det gryer ad Dag, Achaierne Kampfrist!

Selv vil vi samles, for Ligene hid at kjøre paa Vogne

Baade med Oxer og Muler; et Stykke fra Skibenes Stade

Ville vi brænde de Døde, at Hver kan bringe de Faldnes

Been til Børnene hjem, naar til Fædrenelandet vi stævne.

Trindt om Baalet paa Sletten optue vi dernæst en Gravhøi

Fælleds for alle de Døde; en Muur med kneisende Taarne

Bygge ved Høien vi flux til Bedækning for Snekker og Mandskab,

Muren en Port vi give med fasttilsluttede Fløie,

At der for Ganger og Vogn en Vei kan være til Kjørsel;

Uden om Muren en Grav heel dyb vi kaste, og rundtom

Løbe den skal til Værn mod fiendtlige Kæmper og Heste,

At de behjertede Troer os ei overvælde ved Angreb.

        Saa han talte; godt hued hans Ord de Konninger alle.

Ogsaa det Troiske Folk holdt Raad ved Priamos’s Hofgaard

Oppe paa Ilions Borg, men vildt Forsamlingen støied.

Først Antenor, den kløgtige Drot, tog Ordet og sagde:

        Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!

At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.

Helena selv og alt hendes Gods vi Atreiderne give

Atter tilbage; som troløse Mænd mod den hellige Eedspagt

Gaae vi mod Fienden i Kamp, thi frygter jeg svart, at det tager

Sørgelig Ende med os, hvis mit Raad ei vorder iværksat.

        Saa han taled, og satte sig ned, men frem udi Kredsen

Stod Alexandros paastand, den haarfagre Helenas Husbond;

Flux med bevingede Ord han gav ham dette til Gjensvar:

        Ordet, du her haver talt, Antenor! slet ikke mig huer,

Vistnok et andet og snildere Raad udtænke du kunde.

Hvis du for Alvor har virkelig meent, hvad nylig du sagde,

Da maae jo Guderne selv dig al Forstand have røvet.

Men ogsaa jeg har et Ord til de hestebetvingende Troer,

Lydt erklærer jeg her, ei giver jeg Qvinden tilbage,

Dog, hvad Skatte jeg hjem til min Borg medbragte fra Argos,

Dem vil jeg give, og føie dertil en Deel af mit Eie.

        Saa han taled, og satte sig ned, da stod Dardaniden

Priamos frem udi Kredsen, i Kløgt selv Gudernes Lige,

Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:

        Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!

At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde.

Holder i Leiren nu først Qvælsmaaltid, altsom I pleie,

Værer dernæst betænkte paa Vagt, og holder Jer vaagne!

Men til de bugede Snekker Idaios skal vandre ved Daggry,

Mændenes Drot Agamemnon og Kong Menelaos at melde,

Hvad Alexandros, som først gav Løsen til Krig, har erklæret.

Melde han skal desuden det høistforstandige Forslag,

Om de vil standse den buldrende Kamp, mens vi brænde de Døde;

Mødes vi kan til Strid en andengang, indtil en Guddom

Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.

        Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig.

Derpaa i Leiren de holdt Qvælsmaaltid, Fylke for Fylke;

Men til de bugede Snekker henvandred Idaios ved Daggry.

Samled’ paa Thing ved den agtere Stavn af Kong Agamemnons

Skib Danaernes Kæmper han fandt, da traadte Herolden

Frem i Mændenes Kreds, høimælet han talte saalunde:

        Atreus’s Sønner, og ypperste Mænd i Danaernes Krigshær!

Priamos skikked mig hid, og Troernes ædleste Drotter,

Eder at melde, o maatte mit Ord Eder tækkes og hue!

Hvad Alexandros, som først gav Løsen til Krig, har erklæret:

Alt det Gods, Alexandros engang paa bugede Skibe

Førte til Troia — o gid han sin Død havde fundet forinden!

Det vil han give, og føie dertil en Deel af sit Eie;

Dog den deilige Viv, Menelaos sig fæsted til Hustrue,

Vil han ei give tilbage, skjøndt Troerne raade ham dette.

Videre har de mig givet det Hverv, at melde det Forslag,

Om I vil standse den buldrende Kamp, mens vi brænde de Døde,

Mødes vi kan til Strid en andengang, indtil en Guddom

Skiller os ad, og et af Folkene Seiren forunder.

        Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe,

Indtil omsider den vældige Helt Diomedes tog Ordet:

        Lad Alexandros beholde sit Gods, ja lad ham beholde

Helena selv, thi Enhver, om han end er svag paa Forstanden,

Mærker jo alt, at Fordærvelsens Stund sig Troerne nærmer.

        Saa han talte, da jublede høit Achaiernes Sønner,

Studsende froe ved det Ord, som Gangerbetvingeren sagde.

Flux til Herolden Idaios sig vendte den Drot Agamemnon:

        Selv, Idaios! fornummet du har Achaiernes Tykke,

Selv har du hørt deres Svar, og jeg bifalder det ganske.

Men at man Ligene bringer paa Baal, tilsteder jeg gjerne;

Ei bør Mennesket trevent og nidsk forholde de Døde,

Strax naar Livet er borte, at times Forbrændelsens Hæder.

Heres Gemal, Høittordneren Zeus, bevidne mit Eedsord!

        Talt, og i Veiret sin Stav han rakte mod Himmelens Guder;

Men til den hellige Iliske Stad hjemvandred Idaios.

Hist i Forsamlingen sad endnu Dardaner og Troer

Alle tilhobe, og ventede svart paa Idaios’s Hjemkomst.

Endelig kom han tilbage, treen frem udi Kredsen, og meldte

Lydt Achaiernes Svar, og flux man gjorde sig rede,

Deels for at hente de Døde, og deels tilskovs efter Brændsel.

Ogsaa Danaerne skyndte sig bort fra de toftede Skibe,

Deels for at hente de Døde, og deels tilskovs efter Brændsel.

        Just som Solen paany sit Lys over Markerne kasted,

Da den var stegen paa Himmelen op fra Okeanos’ dybe

Sagteligrindende Strøm, da mødtes Achaier og Troer.

Fast umuligt det var, fra hinanden at skjelne de Faldne,

Derfor de tvætted med Vand det styrknede Blod af de Døde,

Og under strømmende Graad de op paa Vogne dem løfted.

Priamos standse dem bød Begrædelsens Raab, og i Stilhed

Dynger af Liig de lagde paa Baal, med bedrøvede Hjerter,

Og efter Ligenes Brand til det hellige Troia de ginge.

Midlertid sysled paa lignende Viis Achaiernes Sønner;

Dynger af Liig de lagde paa Baal, med bedrøvede Hjerter,

Og efter Ligenes Brand til de bugede Snekker de ginge.

        Inden det gryed ad Dag, og det end var dæmrende Mørke,

Samledes alt ved Baalet en Flok udvalgte Danaer.

Trindt om Baalet paa Sletten de først optued en Gravhøi,

Fælleds for alle de Døde; en Muur med kneisende Taarne

Bygged ved Høien de saa til Bedækning for Snekker og Mandskab,

Muren en Port de gav med fasttilsluttede Fløie,

At der for Ganger og Vogn en Vei kunde være til Kjørsel.

Uden om Muren en Grav heel dyb de kasted til Slutning.

Bred og betydelig lang, og trindt nedrammed de Pæle.

Saaledes syslede her de haarfagre Mænd af Achaia.

        Guderne sad imedens hos Zeus, Lynstraalens Behersker;

Studsende saae de den svare Bedrift, Achaierne øved.

Ordet nu tog Jordrysteren først, den stærke Poseidon:

        Findes der end, o Zeus! nogen Mand over Jorderig vide,

Som til de salige Guder betroer sin Id og sit Forsæt?

Seer du ei selv, at nys de haarfagre Mænd af Achaia

Bygged en Muur til Skibenes Værn, og uden om Muren

Kasted en Grav, men Guderne ei Hekatomber de bragte.

Denne skal nævnes med Priis saavidt Dagslyset sig breder,

Medens man glemmer den Muur, som jeg med Phoibos Apollon

Bygged med megen Besvær for Laomedon, Troernes Konning.

        Sukkende dybt Skysamleren Zeus gjensvared saalunde:

Ha! Jordryster, du vældige Gud! hvad var det, du sagde?

Gyse for denne Danaernes Id vil lettelig mangen

Ringere Gud, som er svag mod dig af Kræfter og Arme.

Du derimod skal prises, saavidt Dagslyset sig breder.

Dog velan! naar engang de haarfagre Mænd af Achaia

Stævne paa Skibene hjem, til Fædrenelandet tilbage,

Styrt da Muren i Gruus, udskyl den i Havsens Bølger,

Dæk saa atter med Dynger af Sand Søkysten saa vide,

Da vil Achaiernes mægtige Muur udslettes af Jorden.

        Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.

Midlertid dalede Solen, og endt var Achaiernes Arbeid.

Rundtom i Teltene slagted man Nød, og laved til Nadver.

Skibe fra Lemnos med Viin ombord var landed i Mængde,

Samtlige sendt derhen af Euneos, en Søn af Iason,

Hvem Hypsipyle bar den mægtige Konning Iason.

Særlig til Mændenes Drot Agamemnon og Kong Menelaos

Skikked han tusinde Maal af den lifligste Viin til Foræring;

Viin tiltusked sig nu de haarfagre Mænd af Achaia,

Somme for blinkende Jern, og Andre for straalende Kobber,

Somme for Huder af Tyre, og Andre for levende Hornqvæg,

Eller for Slaver; flux ordned de Alt til det yppigste Maaltid.

Natten igjennem forlysted Achaiernes Folk sig ved Gilde,

Ligesom Troernes Mænd og Ledtogskæmper i Staden;

Natten igjennem den mægtige Zeus bebuded dem Vanheld

Ved sin forfærdende Torden, og bleg Forskrækkelse slog dem;

Viin af Bægre de stænked paa Jord, slet Ingen sig dristed,

Vinen at smage, før Offer var bragt den vise Kronion.

Derpaa til Hvile de gik, og nød den qvægende Slummer.