Nulla regula sine exceptione
Impromtu for en Præmie i et Selskab
Impromtu for en Præmie i et Selskab
Jeg havde netop lært at gaae,
Og var omtrent saa stor, som saa —
Da een af vore Naboepræster
For Penge blev min Skolemester.
Jeg troer, der blev hvert Aar betalt
For Kost og Lærdom, alt i alt —
Dog hvad jeg kostet har min Fader,
Jeg troer mig Læseren tillader,
At jeg med Taushed gaaer forbi,
Helst da det ingen Deel har i,
Hvad jeg ham vil fortælle siden.
Som før er sagt, saa var jeg liden;
Men (Skam at tale selv derom)
Fornuft hos mig før Alder kom.
Jeg engang en Samtale høre,
Som Præsten og hans Kone førte,
Og strax begreb jeg den min Siæl.
I Aften traf det sig ret vel,
At jeg erindrede den samme,
At jeg ei skulde staae til Skamme
Ved disse Priismaterier,
Som sysselsætter en og hver.
Som knyttet Næve til et Øie,
Sig til Opgaven netop føie
De lykkeligen giemte Ord,
Som udaf Præstefolket foer.
Nu skrider jeg til selve Sagen —
Nu ingen Hosten! ingen Bragen!
Nu hver Tilhører tee sig taus,
Og agtsom høre paa mit Snaus!
Hver anden Dag min Præstes Kone
Var stemt i den umilde Tone.
Jeg tvende Dage ei paa Rad
Saae hende nogensinde glad,
Og ei i Rad jeg tvende Dage
Saae hende opbragt mod sin Mage.
Aarsagen, skulde jeg fast mene,
Var den, hun sov saa godt som ene
Hver anden Nat; thi Rygtet gaaer,
At Præsten var halvhundred’ Aar.
En Morgen, som vi allesammen
I Huset vented’, at Madammen
Var blid (fordi det var den Tour),
Hun meer end nogen Tiid var suur.
Hun hvisked’ ind i Præstens Øre
Et Sprikvort, jeg ei kunde høre —
„Natura,” svarede min Præst,
„Paucis, Madam! contenta est!
Paa Dansk, mit Guld! om du vil vid’et:
Naturen nøier sig med lidet.”
Hun sagde, ganske spodsk og suur:
„Gid Fanden være jer Natur!”