Jeg synger, som jeg kan, om en ebraisk Skiønhed,
Hvis Øines muntre Glands og Ungdoms ferske Grønhed,
Hvis purpurrøde Mund og Kind, Kulør de Lax,
Har de Ulykker voldt, som skal jeg sige strax.
Dog ikke just saa strax; thi Læseren tillader,
Jeg falder først paa Knæe for alle Skialdes Fader.
Jeg veed vel, mellem os, det ikke nytter stort;
Men jeg dog giøre maae, hvad Folk for mig har giort.
Du, alle Skialdes Gud, og Vittighedens Dommer,
Som kaldes paa saa tidt, og som saa sielden kommer,
Indblæs du selv min Sang, ifald du haver Tid,
Og om du ingen har, saa send en Muse hid.
Men send mig ikke een af disse Gadetøiter,
Som strax paa Pinde staaer, naar en Josias fløiter;
Men fremfor alle Ting (jeg taler til en Ven,
For Guds Skyld, søde Faer! ei mine Ord igien)
For alting send mig ei den smageløse Luder,
Som indgav Langebek sit Juleaftens Sludder. — — —