Brodne Kar i alle Lande,
Roser sig med Torne blande
andensteds saavel som her.
Landsmand! Roserne Du tage,
og af dem Du Honning drage!
Men, for alting agtsom vær,
kom ei Tornene for nær!
Naar en Tydsker Dig vil lære,
ærlig, grundig, kjæk at være,
Du lærvillig følge ham!
Men naar En Dig stort fortæller
om Doraussens Bagateller,
var det sandelig en Skam,
om Du blindthen tro’de ham.
Naar en Franskmand Dig vil lære,
altid glad og munter være,
bed til Gud, Du ligner ham!
Men adlyde ham som Kongen
for hver Mode og for Tongen,
det var sandelig en Skam;
vi bør ikke hylde ham.
Som en Britte lad Dig være
Patriotens Pligter kjære!
Elske Frihed, lær af ham!
Men, hvis Du seer En og Anden
Overmodig, vild som Fanden,
det var fælt at ligne ham,
bukke for ham var en Skam.
Ved den Vælskes søde Stemme
vi al Sorg, os selv forglemme,
og henrykte høre ham;
men naar han en Grumhed øver,
som ham Børnebørn berøver,
skal vi heri følge ham?
Det var baade Synd og Skam.
Paa Spaniolens Viin og Pjastre
jeg Foragt ei daarlig kaster,
gjerne deler dem med ham;
men, saalænge jeg kan læse
uden Briller paa min Næse,
jeg den Stads vil unde ham;
kunne see, gjør mig ei Skam.
Ham, som boer lidt under Havet,
og med Guld er stærkt begavet,
spare er en Dyd hos ham;
men, naar han, tung af Dukater,
spiser evige Salater
saa gid jeg faae Last og Skam,
om jeg spise vil med ham.
Du! en Skræk for Tyrkens Rige,
al Din Adfærd os kan sige,
stor var Ruslands store Zar;
at Dig Finkeljochum smager
og hver Kopek Dig fradrager,
derom man vel mumlet har;
Herre Gud! om nu saa var
Svensken jeg slet intet ændser,
han for nær er vore Grændser,
og det kunde stikke ham
hvis jeg gav ham mindste Lyde,
at han Freden turde bryde;
fik da Landet Krig med ham,
hvis var Skammen? — Autors Skam.
Jeg den elskte Danske priser,
at Beskedenhed han viser
sjelden Dyd i fremmed Land;
men naar han for vidt den driver,
og alt Fremmed Fortrin giver,
den en Dyd ei nævnes kan,
og fornedrer danske Mand.
Jeg hos kjække Nordmand priser,
at han stedse ivrig viser,
han sit Fødeland har kjær;
men jeg troer, han gjorde ilde,
om han vilde sig indbilde,
at der fødes Mennesker
kun i Engelland og det
Hædre alle Nationer,
hade Feil, men ei Personer,
er vort Selskabs Lov og Lyst.
Hellig Pligt og største Ære
er, vor Konge tro at være;
Statens Ønske er vor Lyst:
Glæden bo i Fredriks Bryst!
Wessel.