Siig, svøbt i sorte Stormsky’r, Tordnens Gud!
Af dine Lynilds-flammesvangre Huler,
Laed Helvedes Kanon med sexten Kugler,
Og saluteer med sexten tusind Skud.
Slyng Underverd’nens gnistrende Raketter
I Skokketal mod Skyen op,
Saa de beskinne alle Bierges Top,
Som Himlens Stierner i de klare Nætter.
Træd, alle Luftens Hære, i Geleder,
Formeer Colonner mellem begge Poler
Giv Agt! og præsenteer Gevær!
Fremad Marsch, og retter Eder!
Og nu forkynd det høit, du hule Torden!
For alle Himle og for hele Jorden,
Gientag det Skov og Bierg og Dale,
Saa høit som I var splittergale:
Det er Hr. Herman Anthon Jensens Fødselsdag!
Chor af usynlige Aander
Fem Faar og fire Gieder,
Gid Jensen nyde alle Glæder,
Som følger af at være Skræder,
Med sin Marie i Forening;
Det er saagu vor sande Mening.
Chor af Giesterne (som alle ere drukne.)
Gid han! gid han! — ja gid vi bare kunde,
Men det er som en Prop sad fast i vore Munde,
Saa opfyldt er vor hele Himmelsiæl
Af lutter Ønsker for hans sande Vel.
Gid han! Gid han! det ønsker alle Sole,
Og vi Planeter med, maa kunne flette Been
Og føre Naal og Traad, saalænge der er een,
Som bruger Buxer eller Kiole.
Og naar saa Døden, o! gid sildig, træder
Paa Nakken af den kiere Skræder,
Ja saa! Ja saa!
Lad Verden og forgaae. —
(Der høres Hyl, Tuden og Skraalen af de usynlige Aander.)