En Kone havde fyldt 70 Aar,
En Junker neppe tyve.
Een yngre sig, en ældre vilde lyve.
Hvem løi sig yngre, og hvem ældre, du forstaaer;
Den Ældre havde vakre Penge;
Den Yngre kunde til dem trænge,
Og hvad giør ikke Trang?
Det kom paa Snak engang
I Sælskab mellem Kamerater
Og Junker,
At lidt opofres maae for Grunker.
En Ven sligt Raad ham gav:
„Prøv Mutter Pips, hun snart maae pikke af,
Og efter alt, hvad man udvortes seer,
Forinden gad nok giftes meer,
Tag hende, snart du blomsterklæder hendes Grav.”
Saa meget om den Sag blev for vor Junker talt,
At han Forslaget fandt meer klogt end galt
Han gaaer til gamle Mutter,
Og siger det, hvortil erfaren Mand sig slutter.
Men uerfaren ei saa let,
For denne jeg anfører det:
„Ærværdige!” begyndte han,
„Jeg er vel ung, og er af Stand;
Men Standens, Ungdoms Feil mig aldrig har befængt.
Uroest, jeg tænker og har tænkt,
Trods, hvad de modens Knøse mene,
At sig med Dyden at forene,
Er vores Gavn og Pligt.
I høiest Grad hos Dem jeg finder sligt,
Sligt, som ved Ærbarhed og Dyd
Kun skabe kan den sande Fryd
I Ægteskabs Forening.
Jeg haaber,
At De forstaaer min Mening:
At unge, sandseløse Taaber
En Nar kun sig forgaber i,
Jeg efter Dyd kun gaaer paa Frierie.
Hvem jeg nu frier til, De let vil giette.”
„Jeg gietter,” svarte hun, „men vil erindre dette,
Skiønt varig Skiønheds Træk hos mig har trodset Tiden,
Paa vores Alder er Forskiellen dog ei liden,
Og nødig vilde jeg mig lade falde ind,
At mine Midlers Skyld det er, og ikke min,
At jeg af Dem modtager slig Proposition.”
„De Deres yndige Person,
Og min, fornærmer høit ved saadan Tvivl.
Min, Notabene,
Fordi De synes mene,
Jeg Deres Værd ei kan indsee.”
Han neppe barede sig for at lee.
Hun med indfaldne Læber drog et Smiil.
Indfaldne, for de havde ingen Støtte,
Thi gamle Tænder pleier gierne fløtte.
Han fandt sin Kiereste ei smuk,
Og ofrede sin Fattigdom et Suk.
Det Suk hun paa sin Regning skrev,
Og stolt lidt mere peen og lækker blev.
Hun med en Mine,
Som alt ham haabe lod,
Ham sagde: vær saa god,
Min Ven,
Her ind at trine
I Morgen Formiddag igien.
Han treen.
Hun havde giort sig alt for peen.
Forrædere mod hendes Ansigt er.
Hun Beileren nu gav sit Ja,
Hvorpaa han svarte nei,
Og gik sin Vei.