Man ved et velmeent Raad af Ven tit Fiende skaber.
Ved giorte Tienester tit Venners Omgang taber.
Ifald du i dit Huus en Skurk ugierne seer,
Skil dig ved ham honet! Laan ham — han kommer aldrig meer.
Man seer, at Delene i min Diskurs er trende.
Jeg til den første mig da vil henvende.
Der var en David og en Jonathan.
Den første var en ærlig, from og sindig Mand,
Den sidste ligesaa, undtag et hidsigt Blod!
Han sær forfalden var til Spil,
Hans David ham advare vil,
Dog neppe torde.
Hans varme Venskab dog saameget giorde,
At han omsider ham tilskrev
Et meget høfligt, meget kierligt Brev:
„Ven! jeg vil ei Hofmester være;
Men som din Ven jeg skylder dig,
Som Mand af Ære mig,
Dig at advare,
Dit gode Navn staaer Fare.
Jeg haver tit hørt tale om,
At flittig Spiller sielden kom
Uskyldigen til sine vundne Penge,
At han dem vinder tit fra taabelige Drenge,
Som, for han vandt, til Jøders Hielp maae trænge.
Hos dig kun Tidsfordriv, det Vindelyst er ei;
Men mon det hver Mand veed, saa godt som jeg?
Jeg veed, du altid høit vil spille,
End om en Rad af Uhæld skulde skille
Dig ved alt, hvad dig Lykken haver bragt,
Og du udsættes for Medborgeres Foragt?
Jeg dig erindre vil endnu til Slutningen:
Jeg ei Hovmester er, men David er din Ven.”
Forbittret Jonathan strax Brevet sønderrev,
Og Svar med samme Bud tilbageskrev,
Hvori kun stod: „Min Skoletid er længst forbi.”
Saa ufortient et Svar ei David kunde støde,
Han kun bedrøvet saae sin Vens Ruin i Møde.
For Jonathan imidlertid kun Spil,
Ei anden Tidsfordriv var til.
Tit David ønskede: gid Jonathan
Maae snart forarmet blive,
At ei Exempler ham Forargelse skal give,
Og nedrig Vindelyst ham stikke an!
Han lod ham passe op, og inden Aar
En Morgen han det glade Budskab faaer:
„I Gaar din Jonathan sin sidste Skierv forspilte.”
Ved denne Tidende vor David smiilte,
Han strax sig klæder paa,
Gaaer hen til Jonathan, og ham tiltaler saa:
„Du har mig voldt Fortred, du tøved alt for længe,
Før du forspilte dine Penge.
Det glæder mig, min Ven!
At du har ikke fleer igien.”
Ham Jonathan knap kunde svare:
„For grusom Spot du mig dog spare!”
Ham David strax om Halsen faldt:
„Jeg længtes efter dig, jeg har dig alt.
Velsignet stedse vær, du blide Øieblik,
Da om min Vens Ruin jeg Efterretning fik!
Nu Fristelsen dig meer ei river hen,
Kom med mig hiem, min Ven!
Saa meget har vi dog igien,
At vi kan leve selv, og levne lidt til Næsten;
Ei leve just som før, men Venskab skal erstatte Resten.”
Her David Jonathan sig saae at skamme.
Et simpelt Tak han kunde knap udstamme.
Da hans oprørte Bryst tillod hans Læber Ord:
„Hvor er du,” raabte han, „hvor er du, David, stor!" —
„Saa stor er Jonathan, ifald han, som han bør,
Forglemmer alt, og er min Ven, som før.”