Den fri Vognleie
Ode
Ode
I.
For Synd er intet Rige,
Og saa ei Sverrig frie.
Vee dem, som sig berige
Ved Ran og Tyverie!
Den svenske Krigens Tiener,
Som jeg nu skriver om,
Bebyrdet Pung ei nænner
At see, men giør den tom.
Det værste i Affairen
Var, at det ei var hans.
Han slap ei med Træemæren,
Men dømtes til en Dands.
I Naade Himlen skaane
Hver ærlig Moders Barn
Fra Ryg til Pidsk at laane,
Og fra at blive Skarn!
Da Dommen blier forkyndet,
Saa svarer Synderen:
Han har sig ei forsyndet
Til Dom, saa haard som den.
Han vilde og bevise,
At den, han Mynt stial fra,
Den Godhed burde prise,
Han tog ei Pung endda.
Men merk! hos Militære
Man raisonerer ei;
De Dom vil exeqvere,
Først fører ham paa Vei.
I Knæ’rne segned’ Knegten;
Jeg deraf slutte maae,
Han bar alt forud Vægten
Af hvad han skulde faae.
(Det er min Grund; kan andre
En bedre hitte paa,
Min Troe jeg vil forandre,
Og tænke ligesaa.)
Med Møie de dog slæbe
Ham til opstilte Rad,
Som Stielelysten dræbe
Med myge Grene gad.
Men han gad ei spadsere
Imellem mordisk Pak,
Som grusomt harcellere.
Han sagde tusind’ Tak.
„O intet for at takke,”
Var Officerens Svar.
„Træk Linned ned ad Nakke,
Og ingen Tyven spar!”
Profossen vrænger Linnet,
Men Fyren vil ei gaae.
Han bange var for Skindet,
Saa vidt jeg kan forstaae.
For at opfylde Loven,
Til Pæl han klynges maae;
Ulykken var, at Skoven
For langt afsides laae.
„Hvad giør man her, for Pokker?”
Saa sagde den Major;
Men just fik see en Klokker,
Som tæt forbi dem foer,
Og lod Kommando høre:
„Skil Vogn og Klokker ad!
Paa Vognen vil vi kiøre
Vor Tyv igiennem Rad.”
II.
En frit tilbuden Vogn er god,
Skient man iblandt ei tager derimod.
Min Helt fik en, han gad havt ingen.
Hvorfor? Enhver begriber Tingen.
Den Klokker blev forfærdet,
Da man ham lætted’ af;
Thi sielden imod Sværdet
Sig Klokker holder brav.
(Kiek Klokker man hukommer
Vel i mit Fødeland;
Men Svaler giøre Sommer,
Een Svale ikke kan.
Jeg hver brav Klokker beder,
Han ikke Spotters Træk
Af dette Spøg udleder;
Thi jeg er selv ei kiek.
Men lad, hvad jeg bekiender,
Ei bringe Ting derhen,
At Stok man mod mig vender,
For jeg slaaer ei igien!)
Men til min Mand tilbage.
Han dem tiltalte saa:
„I mig for ringe tage,
Men jeg kan ikke gaae.
Jeg slet og ret er Klokker,
Det gaaer jeg aldrig fra;
Men under disse Sokker
Jeg huser Podagra.”
Hvad Svaret blev paa dette,
Jeg siger med to Ord
Til dem, det ikke giette:
Man tavs med Vognen foer.
Den Klokker blev paa Marken,
Han nødtes sidde ned,
Og Bonde-Patriarken
Saa hviskede skumvred:
„Gid Pokker ta’ Soldaten,
Hvis Finger ei var kort,
Og saa den blaa Krabaten,
Som kiørte Vognen bort!”
For Alvor at fortvivle
Han havde just begyndt,
Da han saae mod sig ile
Sin Vogn, og modtog Mynt.
Man kan ei troe, hvad tales;
Een siger, Daler to,
Een, at ham tre betales
I Sølv. Hvem skal man troe?
For at oplyse Sagen,
Jeg har ei sparet Fliid;
Men spildt blev al Umagen
Og min kostbare Tid.
Det fik jeg dog udlusket
(Thi jeg er god Spion):
At de hans Vogn bekusked’,
Ei angred min Kujon.
Nei tvertimod, han takked’
Og bukked’ sig til Jord;
Og veed du, hvad han snakked’? —
Hør Piesens egne Ord:
„Jag fodrar ingen Penning;
Är flera Herrar her,
Som åka täks ä Vänning,
Min Vagn til Tienst då är.”
Moral
Major! naar din Soldat vil ikke dandse,
Og du har ingen Pæl,
Du Klokkers Fart maae gierne standse,
Naar du betaler vel.