En vittig Kræmmer fik engang en Kunde,
Som sagde: „jeg min Næring Dem vil unde
Thi jeg ved vist, De ærlig handle vil.
Gid fleere Handlende, som De, var til!
I Dag jeg kiøber just ei meget,
Jeg vil kun Prøver lede ud,
Men Morgens Dag, vil Gud,
De Deres Næring skal see steget;
Jeg har uhyre Commissioner
For Peer og Povl og Venner og Patroner.”
Den Kiøbmand merked’ straks, at det en Spidsbub var,
Og tænkte ved sig selv: jeg bliver ei din Nar.
Den Kunde havde, før han ind i Boden gik,
Igiennem Glas-Dør seet Tafter ligge
Paa Disken, som han ønsked’ sig at faae, og fik;
Han fik dem ikke ved at tigge,
Han bad Kiøbmanden give Prøver
Af alle haande Sorter Tøi;
Men underligt: den Hylde meest er høi,
Hvor det er lagt, som han behøver;
Man griber da til høiest Trappe.
(Og merker! Mandens Folk i Byen var’)
Saa godt som i sin Vold den Spidsbub Disken har;
Saa troede han, og vovede at snappe
Et deiligt Stykke stribet Taft.
Men Manden havde haft
Med ham et agtsomt Øie,
Og ved hvert Trappetrin sit Hoved lumsk at bøie
Var bleven tydeligen var,
Hvad Knegten under Kiolen tar;
Han Prøverne ham høflig giver,
Loed, som han merkede gar nichts,
Og lader gaae min Mester Fiks;
Men efter ham ei længe bliver;
Han ham i Hælene saa længe følger,
Til Tyven selv blev Tingen vaer,
Og siger: „Hør, min søde Faer!
I mig Aarsagen dog ei dølger,
Hvorfor I stedse bag mig gaaer?”
Og dette Svar Hr. Spitsbub faaer:
„I ligegyldigt troer vel det er mig ikke,
At vide, hvor I vil,
Jeg skal henflytte min Boutique.”
Hiin Taftet gav igien, det slutter jeg mig til,
Thi her Historien har Ende,
Men jeg til andet mig maae vende.
Moral
Du troer mig, Læser! ei capabel,
At lede ud af denne Fabel
En skikkelig Moral,
Om jeg blev gal:
Og jeg troer derimod, jeg en har fundet ud.
Saa tørt et Æmne har en bedre aldrig haft,
Saa sød som Honning, skarp som Luud,
Min Ven!
Du sande skal med mig. Hvad siger Du om den:
Min kiære! Stiel ei Taft!