Mads, Jesper, Grete, Mette, Johan.
Mads.
Madam, der staaer en Tyv.
Grete.
Der staaer en Helt, Forræder.
Mads.
Jeg siger nu som før, Madam, der staaer en Skredder.
(Grete faaer lidt Ont.)
Mette (til Johan).
Du mig for liden er, du ellers for min Fod
Udgyde skulde strax det smudsige, som flyder
I dine Aarer.
Mads.
Glad jeg selv mit Blod udgyder,
Men hævnet vil jeg døe, og Grete kiende skal
Den Nederdrægtige, hun gav mig til Rival.
Dog hvad! hun kiender ham. En Brudgom, som kan stiæle,
Ei vælger sig en Brud, som ei forstaaer at hæle.
Naar jeg mig tænker om, jeg heel fornøiet er,
At Grete holdt mig ei den store Naade værd,
At blive hendes Mand. I disse dyre Tider
En Sværm af Haandværks-Folk om Brød indbyrdes strider;
Heltinden klog indsaae, et Haandværk ei forslog,
Og Mads kun havde et. — Jeg mig udbeder dog,
(Til Johan.)
At fra en mere Riig du efterdags vil røve,
Hvad Grete eller du fremdeles kan behøve.
Grete.
Jeg ingen Lyninld seer! ei hører Tordenskrald!
Hvordan er dette fat? En frek Forræder skal
Ustraffet spotte os? Han ryddes ei af Jorden
I samme Øieblik? Naturens hele Orden
Urygget staaer; Johan! hvad skal jeg troe, min Ven,
Til slig Koldsindighed bevæger Himmelen?
Hvor zitrer jeg! mon du — — —
Johan.
Imod saa smaa Insekter,
Mod Maddiker, som den, en Himmel ikke fægter,
Og Helten Himmelhøj, ifald han øined’ den,
Den krybe lod i Fred.
(Til Mads.)
Kryb ind, kryb ud igien,
For mig kryb hvor du vil; kun dette vil jeg sige:
Erindre hvad du er; viid du maa ikke vige
Fra Maddikens Natur; tael ei; dit Væsen er
At krybe, være taus. En Helt befaler her,
Kiend ham, føl dig, og lyd.
Grete.
Nu fløi min Siæl tilbage,
Som vilde nyligen af Angest Flugten tage;
Jeg ustuderet er, saa meget veed jeg dog,
At aldrig nogen Tyv kan føre saadant Sprog.
Hvor Heltemæssig stolt — —
Mads (til Grete).
Jeg tvivler ikke længer
Paa din Uskyldighed, du værdig er, du trænger
Til en Oplysning. Hør — —
Grete.
Forvovne, paa dit Ord,
Du tænker, jeg Johan en lav Misdæder troer?
Johan.
Jeg sagde: Kryb og tie.
Mads (til Grete).
Jeg giør dig her en Eed,
Hvis du mig hører nu, at i al Evighed
Du aldrig af min Mund et Ord skal mere høre.
Grete.
Han paa det ømme Sted forstod mig ret at røre,
Den Fristelse er stor.
Johan.
Jeg har befalet ham
At tie som en Muur; tillad ham ei, Madam,
At handle mod min Lov; min Ære derved lider.
Grete.
Men vinder i sit Tab. Der siden kommer Tider,
Da du mig takke skal, for jeg ulydig var;
Da du bekiende maa, din Ære vundet har
Langt meer, end den har tabt. Din Gretes første Beiler.
Al Maskepi med ham (det ingenlunde feiler)
Giør dig og hende Skam; Den Skam bør vi undgaae,
Vi bør. Siig Eden Mads.
Mads.
Gid gule Erter maae
Udi min sultne Mund til Stene sig forvandle,
Saafremt jeg mod min Eed og Løfte skulde handle,
Med mindre, du mig selv vil løse fra min Eed.
Grete.
Jeg dig vel sverge bød, men der er Maade med.
Graa Erter var vel fælt, men sverge ved de gule!
Hu! Haaret reiser sig.
(Til Mette.)
Bring mig en lille Smule
Af Flesk og Erter ind.
(Mette gaaer.)