Til Kong Carl Johan
1837
1837
Da Mulmet dækked Olafs Rige,
Og Folket stod paa Nattevagt,
Saa det en Glands bag Klippen stige,
Der brød de tunge Skyers Magt;
Af Heltens Sol, hvis Straale tindred
I Middagsglands fra Fjeldets Borg,
Gik der et fagert Skjær, der lindred
De dunkle Dales dybe Sorg.
Og se, den lyste over Norden,
Mens Mulmet veg med sagte Flugt,
Og Sæden faldt i Agerjorden,
Og Snekken gled fra Fjord og Bugt.
Den gød sin Ild i Folkets Barme,
Den vakte Løvens Mod paany;
En Æresvagt med frie Arme
Omhegned atter Mindets Ry.
Nu skue vi dens Aftenrøde,
Og nu gryr Norges Morgensol;
Det er det høitidsfulde Møde,
Der skinner over Nordens Pol.
I Glæden over Morgenflammen
Og over Aftnens Herlighed
Slaa Folkets Hjertebølger sammen
Og bringe Ham dets Kjerlighed.
Og denne smeltende Forening
Har Himlen til et Varsel sat,
At nu har Drotten i Forlening
En Glands, der trodser Livets Nat,
En Glands, der evigt sig fornyer,
Der gløder gjennem Landets Liv,
Der blinker under Kampens Skyer
Fra Dølens Øie og hans Kiv.
Nu blide Aander trindt sig leire
Og vaage om den kronte Helt,
Mens Minderne om Kamp og Seire
Fremsvæve i hans Kongetelt.
Hans Sølverlokker Kronen bære,
Og Vaaren leger om hans Fjed.
Et Bæger, Brødre, til hans Ære,
Og for hans Aftens søde Fred!