Forbundet
1832
1832
Der hvile Sky’r om Klippens Tinde,
Der bygge Ravne ved dens Barm,
Og hvor dens klare Kilder rinde,
Der vaier Lyngen svag og arm.
En Helt den stod i Seklers Mørke,
Og Syden skjalv for Kæmpens Staal;
Men Syden sløvede hans Styrke
Og rakte ham sin Valmu-Skaal.
Skal Kæmpen stige karsk paa Dvalen,
Da bryd hans Drøm om Skjoldets Brag!
Der staar en anden Kamp paa Valen,
En Kamp for Mørkets Dommedag.
Thi bort med Styrkens vilde Brammen, —
Den skal ei kue Aandens Flugt;
Den skal ei dæmpe Guddoms-Flammen,
Der bryder frem i Blomst og Frugt!
Op Brødre! Os har Klippen baaret,
Vi skylde Gubben al vor Lyst;
Og os har Nornens Vilje kaaret
At sprede Mulmet fra hans Bryst,
At slynge trindt om Kæmpens Plader
En Blomsterflor mod Rust og Veir,
Og plante stærke Landserader
Af Laurer til en evig Leir.
Og mens vi tømme Festpokalen
Til Minde om et ærligt Med,
Mens Glæden runger høit i Salen,
Ei glemme vi vort Forbunds Ed:
Vi sværge varmt, ved Druens Gløden,
Den lede Raahed evigt Had;
Vi sværge Klippen Tro til Døden,
Og Enighed i Brødres Rad!