Solen skinner bleg og mat,
Skyen iler mørk og truer;
Al Naturen gruer,
Lig en Vandrer mod den nære Nat.
Taus er Lundens Buegang;
Spurveflokken klynker ene
I de tætte Grene,
Hvor den glade Sangers Tone klang.
Træet hæver sig forladt,
Som et Gjenfærd, i sin Blomsterhave.
Paa Kjerminders Grave
Gror der Skimmel nu og Paddehat.
Over Land og over Sø
Haabets sidste Smil er slukket;
Høstens Fe har dukket
Med sit sidste Smykke under Sø.
Bag den nøgne Nøddehæk
Ligger Skibet træt i Havnen;
Maagen kun og Ravnen
Holder Udkik paa det øde Dæk.
Hvilestunden nærmer sig;
Medens Jorden syg sig vaander,
Komme Søvnens Aander,
Svøbt i Taagens dunkle Flig.
Søvnen klæder Jorden smukt,
Med de mange sære Drømme;
Der er Demantstrømme,
Der er Sølverskov og Perlefrugt.