Der risler en Understrøm af Ild
Gjennem de blodfyldte Aarer,
Der klinger en Sang, forunderlig, vild,
Med jublende Toner, der daarer,
Igjennem min Tanke, igjennem mit Sind,
Og renser for Mindernes Edderkopsspind
Min Sjæl, og tørrer de Taarer,
Som Fortiden krævede ind —
— Og alt for min søde Veninde.
Der risler en Strøm af begjærende Ild
Gjennem de svulmende Aarer,
Og Nerverne sitrer,
Og Følelser knitrer
Som Lyn gjennem Legemets skjælvende Væv.
Jeg glemmer min Ryg er krum og skjæv,
Og Brystet fladt
Og Foden mat —
— Og alt for min søde Veninde.
For hejsa, hop! Ja, smil I kun!
Lad klinge jer dumme Latter!
I ser vel, at Maanens Skive er rund,
Men dette I næppe fatter:
Naar Skumringen kom, jeg lukked os ind
I Kammeret mit,
— Der dvæled vi tidt,
Jeg og min søde Veninde.
I saa’ hende aldrig, og dog var hun der,
Og jeg var en Ridder — hun havde mig kjær,
Og Bryllupet stod derinde.
— — — — — — — — — — — — — — —
Det var Drøm, det var Digt
Saa berusende smukt!
En lysende Stjærne,
Som Morgnen har slukt —
— Og alt for min søde Veninde.
Bryllupskjærter og Festmusik!
Blænder Jer Lyset? Hører I Larmen?
Den unge Svend Aagesen Krummedik
Følger sin Brud til Karmen.
Men Had og Hævn er ubuden Gjæst
Ved den straalende Fest —
Dværgen har Djævlen i Barmen.
Og Staalet er skjærpet og koldt og blankt
— Til en Medbejlers Hjærte var aldrig for langt! —
Der er Smil idag — der blir Død inat,
Og Bødlen har Fest imorgen.
— — — — — — — — — — — — — — —
Elskov drog mig, Elskov vog mig,
Fred er ej mere at finde.
Elskov lokked og bedrog mig —
— Og alt for min søde Veninde.