Pluk dem ej de himmelblaa Kjærminder,
Skaan det spæde, foraarsbaarne Liv!
Lad dem blomstre hist, hvor Bækken rinder,
Dræb dem ikke, blot til Tidsfordriv!
Der er maaske en Aand, en bange Tanke
I Blomsterkalkens rene, dybe Blaa,
Maaske en Sjæl, der længes — aa, Du véd det ikke!
De skjælvende Kjærminder — lad dem staa!
De himmelblaa Kjærminder — pluk dem ikke!