Jeg græder i Søvnen, jeg vaander mig, sørger —
Og vaagner og véd ej — men ængstelig spørger
Jeg Hjærtet: Hvad var det? Hvi léd Du?
Og Hjærtet det banker, men svarer mig ikke
— Forgjæves at true, forgjæves at tigge —
Hvi tier Du? — Visheden frygted jeg aldrig, det véd Du.
Er Du syg? — Det kan læges — er Tiden ej vor!
Eller ønsker Du noget tilbage?
Aa, saa tal dog! Din Tavshed skjælver jeg for,
Og gribes af Angst, for de kommende, skjæbnefuldbyrdende Dage.