Havet er koldt,
Vilde lyder dets Sange —
Dog dybest i aldrig loddede Dyb
Slumrer de skjønneste Verdner —
Men Solen, Solen maa til
For at farve de sovende Undere,
Og vække til Livets straalende Fest
Havdybets aldrig besejrede Kjæmper.
Det er Nat;
Lurende Lyde
Lumskelig lister i Mulmet;
De blinkende Fyrglimt
Magter ej Mørket at sprede.
Men ud over Havfladen hvisker det tyst
Om undfanget Liv, som skal fødes;
Thi Natten er svanger — —
Hist over Hav
Rejser sig rødmende
Rosenfavr Morgen,
Og henne paa Heden
Vaagner den hvilende Vind,
Kommer paa krusede Kamme
Af bærende, brusende Bølger
Sin Elskte i Møde — —
Og Solen, Solen stiger,
Og Vinden falder for dens Fod i Fryd,
I Elskovsfryd, som al Naturen føler;
Og dybt i Havbundsriger straaler stolt
Den hele Pragt, som Gud har skabt dernede,
Og Havet er ej mer den kolde Flade,
Men evig-ungt og levende og dybt.