Nu en Opsang, frisk som Nordsøens salte Sprøjt!
Vi staar hjemefter, mod Danmark —
For en Storm! Alle Dybets Jætter brøler højt,
Men bag Storm og Uvejr ligger Danmark.
Hist i Taagen, véd jeg, venter mig din Strand,
Dine Klitter, Skov og Hede,
Og mit Trækfuglehjærte blir ganske blødt, forsand,
Ved Tanken paa den hjemlige Rede.
Højt jeg elsker Stormen, Havets vilde Sang
Med Klange som af Buestræng og Pile, —
Men hvor er det dog dejligt ogsaa engang
I sit Hjem at gaa med Vindene til Hvile.
Saa vær hilset, Danmark, min Hjemvés favre Brud!
— Aa, jeg længes, længes fraborde! —
Jeg er din, indtil Stormen atter kalder mig derud
Til det Ukjendte, Lokkende, Store.