Jeg frygter ej Vætte, ej truende Trold,
Eller formfager, fristende Huldre;
Jeg har om min Knippel et nævefast Hold
Og to brede, kraftige Skuldre.
Vel længes min Læbe, vel brænder mit Blod,
En Smule for stærkt, kan det tykkes —
Men at lokke fra Stien min ilende Fod,
Skal aldrig for Huldrekvind lykkes.
Huldren er djævelblændt skjøn, det er sandt —
Det vil hende lidet dog nytte;
Thi hist i Skovens modsatte Kant,
Der ligger en straatækket Hytte,
Og mere end huldrefager og fin
Der sidder og venter derinde
Min Fé i sin Kjærligheds Brudelin,
Den eneste, kjæreste Kvinde.