Der ovre, et Sted langt borte, hist
Hvor Solen gaar ned for Mængden,
Der bor jeg højt paa en femte Sals Kvist
Og bytted med ingen Konge, saa vist
Som jeg har det bedst i Længden.
Jeg bor i et Slot, som Alfer har bygt
I et Land, hvor ej Blomsterne dø;
Hvor Skoven er altid med Blade smykt,
Og Hjærtet er jublende ungt og forrykt —
Det er Sagnets og Drømmenes Ø.
Lad Morgen kun gry og lad Sol gaa ned
Over Sorgernes gamle Verden!
Jeg aldrig af nogen Aften véd —
Vel var Vejen lang og Kampen hed,
Men nu er der Sejr i min Færden.
Lad kun uforstaaende Øjne se
Med haanligt Blik, og lad Dumhed le —
Sligt kan ej min Stemning trykke,
Jeg har jo det magiske Guld i min Haand
Og Frihed for tusinde trykkende Baand
Og min straalende Æventyrlykke!