Naar den smilende, sollyse Dag er død,
Og Skyggerne spørgende stiger og skjælvende smelter tilsammen,
Da svinger sig Skumringens Hersker til Hest,
Og rider paa Heden ud som til Fest
Under tusinde Stjærnekjærters taaretindrende Flammen.
Jeg stod der en Aften, i Skovens Bryn
Og stirrede ud efter Tusmørkekongens voxende Følge,
Da mødte mit Øje et sælsomt Syn:
En spøgelseagtig, taagelet, slangebugtende Bølge.
Den bugted sig ud, den bøj ed sig ind,
Men forrest red Mulmets Drot paa lynsnar, fnysende Ganger,
Og bævende bragte den hviskende Vind
Skjærende Lyd som af Sang fra en fredløs, vanvittig Sanger.
Der lød graadige Raab efter leflende Lyst
Og halvkvalte Skrig, som af evigt knugende Angst for at miste,
Der lød fældende Ord, som fra angerpint Bryst
Paa Trods over blegnende, viljefast sluttede Læber sig liste.
Der lød Hvisken om Udaad, øvet og skjult,
Og om Midnatsbrøde, som aaben, lysfrejdig Dag aldrig vidste,
Og Haanlatter klang over Heden hult
Gjennem Jammer og taarekvalt Hulken af fejlende Hjærter, der briste.
Da bruser den stigende Disharmoni
Henimod Skovens Rand, hvor rædselsbunden jeg venter;
Hujende drager mig Følget forbi —
Og med hæse Hungerskrig vaagner i Natten de sovende Glenter.
Jeg skjælner i Rækkernes lette Dunst
Grinende Læber og magre, krampagtigt foldede Hænder,
Og Gjenfærd, der sitrer af Brødebrunst,
Med søgende, stirrende Blikke, som misgjærningsgraadige brænder.
Og — vé mig! — i Hoben mig vinker en Haand,
Et Blik søger mit, et giftigt, sugende Blik, som jeg kjender —
»Hvad vil du mig, grufulde, fristende Aand?«
»Oho! Jeg er glemt! En Tid jeg dog tidt laa
dit Hjærte nær — vi var Venner!«
Under isnende Minder stivner mit Blod,
Og i Nerverne vaagner en rasende, vanvittig Lyst til at dræbe,
Og jeg griber, som drukken af djævelsk Mod
Om den knoklede Hals — — — — — — —
— — — Saa svandt Synet bort for et Skrig, der sprang fra min Læbe.
Jeg hørte kun Vindens hvirvlende Vals,
Saá kun fjærnt det søgende Lys af en flimrende Kjærte —
Og den Haand, som jeg klamret om Spøgelsets Hals,
Holdt jeg knuget i Angst mod mit eget, febervildt bankende Hjærte.