En navnløs Stemning — lig en Drøm —
En Lysreflex paa Nattens mørke Lærred,
Lig Lygtemænd, der viger først og kalder saa,
Lig Bølgeskum, der stiger først og falder saa,
Et anet, følt, men aldrig sunget Kvad,
Et Øjeblik, som Vej for Tiden spærred,
Et himmelsk Noget — ak, jeg véd ej hvad!
I Ensomhed og Nat det kommer listende,
Som Engle trøstende, som Djævle fristende,
Saa helt betagende, saa stærkt, saa blødt,
Og Sjælen glider ud i Stjærnedrømme,
Og Følelserne voxer dobbelt ømme,
Men Hjærtet banker ikke — det er dødt.
Alt hvad jeg elsker synes koldt og fjærnt,
Alt hvad jeg ejer synes tomt og lidet,
Og alvorsblaat blir Livets Rosenrødt.
Jeg løftes højt, som af to stærke Arme,
Og synes god og stor, men uden Varme,
Thi Hjærtet banker ikke — det er dødt.
Det er som vinked Himlen alt for tidlig
En Sjæl, som elsker Jorden end i Løn,
Som endnu finder Roserne saa røde,
Og stjaalne Kys paa friske Læber søde,
Og Hjærtets Banken — aa, saa underskjøn!