Lette Taager, gyldentrøde Skyer,
Aftenlyde døende paa Dagens brustne Strænge —
Duggens Perlegraad vemodigt blødt
Falder lydløst over Mark og Vænge.
Hjærtets Dug, de milde blanke Taarer,
Slører Blikket til, men Sjælens Øje ser
Alle Minder, Alt som er ej mer,
Sorg, som svandt, og Smil, som hurtigt døde —
End en Straalestund, og Dagens Lys er slukt,
End et graadigt Blik, og saa er Øjet lukt,
Mørket falder, Tavsheden sig breder — —
Er der Drømme mon i Nattens Følge?
Drøm om det, som danned Dagens Liv:
Pligt saa tung og Synder — ak, saa søde?
Om saa er, saa skjænk din Drømmevin
Bægret fuldt, Du gaadefulde Guddom!
Smyk min Pande, smyk den som til Fest
Med en Krans af Valmuer glædesrøde!
Jeg vil daares, nyde Daarers Trøst,
Tro i Drømmerus, at Vest er Øst,
Og at Aftenskjæret er min Morgenrøde!