Hun gik saa stille — det var Dagfaldstid —
Hun gik saa ene, fjærnt fra Haab og Klage,
Og plukked gule Roser — gule kun —
De røde Rosers Tid laa langt tilbage.
Og medens Solen sank i blodrødt Vest,
Hun ordned Blomsterne de blege, triste,
Og Tanken svæved til det Skumringsland,
Hvor Engle rundt blandt syge Minder liste.
Og Vemod blanded sig med Bitterhed,
Mens Længsler vaagned, som forlængst var døde
Paa furet Kind faldt Lyset af et Smil —
Paa gul Buket et Skjær af Roser røde.