Han standser — Blikket søger ned mod Jorden
Og møder Skyggen af en bøjet Olding
Med skarpe Linier, kantet — og alene;
Og med et Suk hans trætte Tanker lister
Den vante Vej — de kjender kun den ene —
Tilbage til en Dag, da Sol paa Græsset
Med Skumring tegned tillidsfulde Tvende.
Hin Dag — lig denne — hilste Sol med Skygger,
Og Byger kom og veg igjen for Solskin,
Men Skyggerne var levende og lette
— Af friske Blade vuggende i Vinden —
Og det var milde, foraarsfriske Draaber,
Der faldt hin Dag for længe, længe siden.
Men nu en Høstregns Draaber, kolde, tunge,
Har revet Blomstens sidste Blad til Jorden,
Og nøgne Træers dødningstive Skygger
Har over Gruset Snarer lagt for Foden,
Og skarpt paa Kirkegaardens Mur der henne
Den kolde Sol en Silhuet har tegnet
Af Korset, som han sætte lod paa Graven.