Hør, hvor de raaber og larmer og skriger:
»Du gaar galt, Du gaar vild, Uforsigtige!«
Men hvad — om jeg trods eders Raaben siger,
At den gale Vej er den rigtige!
Jeg er kjed af at vandre ved Dag og Nat
I vort Hverdagslivs pudsede Gyde;
Jeg vil ind i Skovens vildsomme Krat
Og Vej gjennem Tykningen bryde.
Jeg vil ind iblandt Skovblomster, Ege og Tjørn
Og Caprifoliens Ranker,
Jeg vil spejde paa Ugle, paa Ulv og Bjørn
Og gjætte de stumme Tanker.
Jeg vil skrige hver Følelse ud — uden Ord —
Vil med Ulvens min Stemme forene —
Ja, hellre med tudende Ulve et Kor,
End i Spidsborgervrimlen alene.