For Øllet vi glemmer den glødende Vin,
Vi synger ej mere om Druen,
Men ser jeg en Vinranke, rødmende, fin,
Saa tar jeg ærbødigt til Huen,
Og stemmer med Glæde min lille Guitar
Og synger en kjæk Serenade
Til Pris for den Tryllemagt Vinen har
At gjøre os Mennesker glade.
Naar Visen er endt, og jeg tar mig en Hvil,
Kommer Vinbjærgets solbrændte Datter,
Hun nærmer sig frygtsomt, men vover et Smil
Jeg nikker — hun smiler atter.
Hun bringer en vinfyldt, landlig Pokal,
En Drik til den vandrende Sanger,
Hun rødmer — o, Himmel, hvor frisk! — er jeg gal? —
Mit Blik hendes Øje fanger.
Jeg slaar om den slanke Midje min Arm,
At flygte forgjæves hun stræber —
»Et Øjeblik først mod din bølgende Barm
Og et Kys paa de svulmende Læber!«
Saa løber hun muntert skjændende bort,
Men vender sig oppe ved Huset —
Aa, solvarme Øjeblik — dejligt, men kort,
Din Glød har mig ganske beruset!
Men Skaal! Jeg maa vandre. En Skaal for dit Kys,
Og Skaal for din Vin, min Pige! —
Der er Sol overalt, hvor det skumrede nys,
Solskin i Digterens Rige!