Ja, det er sandt, jeg aldrig ynded
At spille den moralske Nar,
Jeg tusind Gange hellre synded,
End hykled Dyd, jeg ikke har.
Jeg kan ej binde mig til noget? —
Deri har Du vel ogsaa Ret;
Jeg vilde aldrig taale Aaget,
Nej, selv om det var nok saa let.
Du dadler mine frie Vaner, —
At jeg for eget Vel er blind —
Jeg ser dog længre, end Du aner,
Jeg skuer langt i Himlen ind.
Vel sandt! Jeg er lig Fugl i Skoven,
Kan dø af Sult en Vinterdag,
Men nyder Sommersol fra oven
Med overjordisk Velbehag.