Dette Første Psalme er en ydmyg bekiendelse / i huilcken hand bekiender for Gud / at hand aff egen fri villie oc vidskab er henfalden vdi Synd oc Ondskab / Oc der met førd sig selff baade vdi Liffs oc Siæls fare / Oc opuact Gud til Retferdig vrede oc heffn offuer sig. Huilcket hand ocsaa affbeder / oc begerer Barmhiertighed til Syndernis forladelse / oc hielp oc bistand til at afflegge Syndsens Aag / oc affskilies fra Syndsens forargelige væsen oc seduane.
AH ieg elendige Menniske / at ieg haffuer fortørnit min Frelsere / Oc traadselige foractit hans Bud.
Met villie oc vidskab / haffuer ieg forlat den rette vey / oc er vijt oc bret omført paa den vildfarende vey.
Allehaande wføre oc vanskelighed haffuer ieg igennem gaait / oc alleuegne møtte mig Arbeide oc Banghed.
Jeg vaar lige som enten it eller it andet iblant wskrickelige Bæst / Oc min Bolig vaar mit iblat vilde Diurs værelse.
Jeg glædde mig i igienuordighed / Oc beridde min Huilested udi Torne.
Jeg soff mit vdi Forderffuelsen / oc foruente mig Rolig udi Pinen.
Huad skal ieg da giøre? Huort skal ieg henuende mig udi saadanne stor fare? All min Vngdoms deylighed oc anseelse ere forfaldne.
Jeg er vorden ligeuis som en Skibbruden Mand / huilcken der suømmer nøgen til Lands: Effter at hand er lang tid dreffuen hid oc did aff Veir oc Vand / oc haffuer myst baade Skib oc Gods.
Ieg er saare vijt hensat fra den rette Haffn / oc er icke paa Salighedsens vey / men trengis oc affføreris paa den venstre Haand.
Jeg seer vel nogit / men der offuer yppis mig en stor Kamp: Thi ieg harmis offuer mig selff / oc vredis paa min Siel.
Jeg hader vel mine synder / Men alligeuel nedtryckis ieg saa dybt aff elendigheds Byrden / at ieg neppelige kand komme til at drage min Aande.
Offte haffuer ieg hafft i Sinde / at ieg vilde fly / Oc offte haffuer ieg oplagt met mig selff / at ieg vilde kaste det gamle Aag aff mig / men det henger mig inderst vdi mine Been.
Ah / at det maatte en gang falde aff min Hals. Strax affalder det / der som du Allerhøyeste / det ickon befaler.
Ah / at ieg kunde saa hade oc mishage mig selff / for mine Synders skyld / at ieg maatte (end ocsaa paa det sidste) elske dig.
Men ieg befrycter mig saare / fordi mine egne Hender haffue forgiort oc forkast min Frihed.
Jeg straffis tilbørlige. Jeg samtyckte det onde / derfaare er mødsommeligheds Plage min fortiente løn.
Hvad haffuer ieg Daare selff beredt mig for wlycke? Selff smidde ieg min Boye oc Lencke / Oc falt friuillig vdi Dødsens snare.
Min Fiende stracte sine Garn for mig / oc lagde sine Stamper for mine Fødder / paa alle de Veye som min gang falt frem.
Oc alligeuel foractede ieg saadant / Oc vandrede tryggelige paa det Hale / oc holt der til megit aff mig selff / vdi mine misgierninger.
Jeg meente at min smucke Vngdom knde icke fare vild / Oc derfaare slo ieg paa / alt det som ieg fick vdi Sinde.
Jeg sagde ved mig selff / Huorfaare gremmer du dig for Afftenen / Effterdi Middagen er icke endnu kommen? Huer Alder haffuer sit Maal oc visse Terminer.
Gud seer det vel / oc leer ickon at dig / Hand skal altid vere redebon at tage dig til Naade. Du kant altid giøre Penitenz naar dig selff lyster.
Fra denne tid / da fangede mig den onde seduane oc giorde mig til sin Træl / oc kaste Haanden paa mig / at beholde mig hos sig / oc det halp mig icke / at ieg stillede mig til værn oc modstand.
Jeg veed nu ingensted / til huilcken ieg kand fly / thi ieg er bunden / oc min Tilfluct er langt borte.
Jeg maa dø vdi mine Synder / vden saa skeer / at ieg fanger Vndsetning aff det Høye.
Jeg bekiender vel / at ieg haffuer det icke forskylt / Men forbarme dig alligeuel offuer mig O HERRE / oc reck mig fortabte din naadige Haand.
Tenck paa dine Foriettelser / oc frelss mig fra Helffuedis Affgrund.
Ære vere Gud Fade / Søn / oc hellig Aand / som verit haffuer aff begyndelsen / oc nu er / altid oc euindelig / Amen.