Greffuens Daatters aff Vendel
11
11
1.
Ieg bleff født saa sped vdi Bur,
blant Fruer oc andre Møer:
Suøbte de mig vdi Silcke lagen,
ocsaa vdi Skarlagen rød.
Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.
2.
Saa tidlige fick ieg Stiffmoder,
hun vaar mig icke god:
Hun lagde mig i it forgylte Skrin,
hun skød mig vd for Flod.
3.
Den ene Bølge bar mig til Land,
den anden hun slog mig fra:
End giorde Herre Gud min Lycke saa god,
ieg kom paa Grunden at staa.
4.
Den Flod dreff mig met til Land,
den Ebe tog mig der fra:
Aldrig hørde nogen it Konge Barn,
der saadane Bør monne faa.
5.
Paa sidste giorde Gud min Lycke saa god,
at Søen bleste mig til Land:
Der kom gangendis saa vild en Ulff,
alt paa den huide Sand.
6.
Der kom gangendis Ulffuen hin graa,
hand tog mig i sin Mund:
Saa førde hand mig saa listelig,
hen ind i grønen Lund.
7.
Den samme Ulff vaar mig saa blid,
hand lagde mig vnder it Træ:
Der kom løbendis saa rask en Hind,
den baar mig i sin læ.
8.
Saa fostrede hun mig vdi Vinter,
ocsaa vdi Vinter To:
først nam ieg at krybe,
og siden nam ieg at gaa.
9.
Der vaar ieg vdi Otte samfelde Aar,
vdi den vilde Skow:
Ieg soff saa mangen søder Søffn,
for inden den Hinde Bow.
10.
Ieg haffde icke andet til Klæder oc skiul,
end som den grøne Lind:
Icke saa haffde ieg anden Fostermoder,
end som den vilde Hind.
11.
Der kom ridendis frem en Ridder,
en Ridder meget bold:
Hand skød min Fostermoder ihiel,
alt paa den grøne vold.
12.
Hand skød ihiel min kiære Fostermoder,
oc giorde oss denne vold:
Han suøbte mig i sin Kiortel blaa,
oc lagde mig i sit Skiold.
13.
Den samme rigeste Ridder,
fostred mig i sin egen Bur:
Der vaar ieg hoss hannem saa lenge,
ieg bleff hans egen Brud.
14.
Hand haffde sig om spurt oc ledt,
min Fader vaar en Greffue:
Vdi Vendels Land offuer Slotte oc Borg,
en Herre der hand monne leffue.
15.
Den første Nat wi sammen soff,
kom mig til megen Quide:
Der komme hans Fiender ridendis i Gaard,
de sloge hannem ved min side.
16.
Den første Nat wi sammen laa,
bleff mig til angist oc harm:
Hans Fiender brøde den Brudehuss Dør,
de sloge hannem i min Arm.
17.
Saa ginge da mine Venner i Raad,
gaffue mig en anden Mand:
Prioren vaar hand aff Closteret,
Her Nilaus saa hede hand.
18.
Det første ieg vdi Closteret kom,
de Nonner mig vel kiende:
De sore om den øffuerste Gud,
at Prioren vaar min Frende.
19.
Saa fulde de hannem for offuen den By,
der stenede de hannem ihiel:
Ieg stod saa nær ieg saae der paa,
ieg lide icke meget vel.
20.
Paa ny da ginge mine Venner i Raad,
gaffue mig min Tredje Gifft:
Kongens Søn aff Engeland,
hand hede Her Engelbret.
21.
Saa vaare wi sammen vdi Vinter,
ia vel i Vinter Ni:
Det vil ieg for Sanden sige,
ieg fødde de Sønner Ti.
22.
Saa kom der Orlog paa det Land,
mig til stoer Sorg oc Quide:
De sloge ihiel Herr Engelbret,
oc saa mine Sønner Ni.
23.
De sloge ihiel baade Sønner oc Mand,
det maa ieg høyligen kære:
Den Tiende Søn de aff Landet tog,
ieg seer hannem aldrig mere.
24.
Nu er min Sorg saa mangefold,
som Jomfruer de spinde Guld:
Herre Gud glæde Herr Engelbret,
hand vaar saa dydefuld.
25.
Nu vil ieg mig i Closter giffue,
i Closter vnder Ø:
Ieg vilmig ret aldrig mandgiffue,
ieg vil i Sorgen sø.
Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.