Rosmer Haffmand
6
6
1.
Der boer en Frue i Danmarck,
frue Hillerslille lader hun sig kalde:
Hun lader bygge en Borg aff ny,
den skinner offuer Danmarck met alle.
De maa saa vel i Danmarck.
2.
Hendis Døttre bleffue hende staalne fra,
hun ledte effter dem saa vide:
Diss lenger hun ledte diss mindre hun fant,
sig selff til angst oc Quide.
3.
oc hun lader bygge it Skib aff ny,
met sine forgyldene Brand:
Oc det lader hun saa vel besette,
met Riddere oc raske Hoffmend.
4.
Stolt Hillerslille fulde sine Søner til Strande,
alt baade met Tuct oc ære:
Oc de seilede vilde i otte Aar,
det vaar hendis høyelig kære.
5.
Oc de seilede vilde i otte Aar,
de Tider giordes dem saa lange:
Oc de seilede for saa høyt it Bierg,
paa Landet monne de gange.
6.
Oc det melte Jomfru Suanelille,
i Bierget som hun kunde best:
Huo ere oss disse fremmede Suenne,
oss haffue i Afften gest.
7.
Oc det melte den yngste Broder,
hand vaar i Talen saa snilder:
Wi ere Tre fattige Enckers Sønner,
saa lenge da seile wi vilde.
8.
Vdi Danmarck ere wi fødde oc baarn,
Frue Hillerslille heder vaar Moder:
Vore Syster bleff oss staalne fra,
wi hende endnu icke finder.
9.
Oc est du fød i Dannemarck,
Frue Hillers lille heder din Moder:
Det kand ieg for dig ey dølie,
du est min yngste Broder.
10.
Oc hører du min yngste Broder,
hui bleff du icke hiemme:
Haffde du Hundrede oc Tusinde Liff,
du beholder icke it aff dem.
11.
Hun satte hannem vdi den mindste Vraa,
hun kunde i Husit see:
Hun bad hannem for den øffuerste Gud,
hand skulde huercken græde eller lee.
12.
Rosmer kom aff Seland hiem,
oc hand tager til at bande:
Ieg lucter det paa min høyre Haand,
at her er Christen Mand inde.
13.
Her fløy en Ful hen offuer vort Huss,
met Christen mands Been i Munde:
Hun kaste det ind ieg kaste det vd,
det snariste som ieg kunde.
14.
Hun redde til hannem saa gaat it Bad,
hun klapper hannem met liste:
Her er kommen min Syster Søn,
oc hanem kand ieg icke miste.
15.
Her er komen min Syster søn,
fra begges vore Fæderne Lande:
Min Herre i giffue hannem trygen Tro,
i ville hannem icke bande.
16.
Er her kommen din Syster Søn,
fra begges eders Fæderne Lande:
Ieg suer det ved min høyste Eed,
ieg giører hannem aldrig vaande.
17.
Det vaar høyen Rosmer Kong,
hand heder paa Suenne To:
I bede stolten Suane lilles Syster Søn,
for mig i Stuen indgaa.
18.
Det vaar Suane lilles Søster Søn,
hand skulde for Rosmer indgange:
Hans Hierte røstet hans Krop den skalff,
saa ræddeligen monne hand stande.
19.
Saa tog Rosmer hendis Syster Søn,
satte hannem paa sine Knæ:
Klappet hand hanem saa listeligen,
Det bleff baade gult oc graa.
20.
Der da suarede stolten Suane lille,
i drages Herr Rosmer til minde:
At i haffue icke Finger smaa,
at klappe saa lidet it Kind.
21.
Der vaar hand paa det Femte Aar,
Saa lengdis hannem hiem til Lande:
Hielp nu Syster Suane lille,
Ieg settis paa huiden Sande.
22.
Det vaar stolte Frue Suane lille,
Hun ganger for Rosmer at stande:
Suenden haffuer saa lenge i Haffuet værit,
Nu lengis hannem hiem til Lande.
23.
Haffuer den Suend saa lenge i Haffuet værit,
Oc stunder hand hiem til Lande:
Ieg skal giffue hennem en Kiste met Guld,
Gaar hennem saa vel til Haande.
24.
Giffue i hannem en Kiste met Guld,
Gaar hannem saa vel til Haande:
Høre i det min ædle Hiertens kiære,
I bære dem begge til Lande.
25.
Det giorde stolte Frue Suane lille,
Alt met saa megen liste:
Hun tog der aff det røde Guld,
Hun lagde sig selff i Kiste.
26.
Oc hand tog Manden paa sin Bag,
Oc Kisten i sin Mund:
Saa gick hand den lange Vey,
Alt op fra Haffsens Grund.
27.
Nu haffuer ieg dig til Landet baaret,
Du seer baade Soel oc Maane:
Ieg beder dig for din øffuerste Gud,
Du neffn icke Jomfru Suane.
28.
Rosmer sprang i Haffuet vd,
At Vandet stoed op i Sky:
Der hand kom i Bierget ind,
Stolt Suane lille kunde hand icke see.
29.
Der hand kom i Bierget ind,
Da vaar hans kiæriste borte:
Saa sprack han saa vijt om Bierget,
Til Flintestee læde oc sorte.
30.
De vaare glade i stolten Hillers lilles Gaard,
De glæddis saa mangelund:
Hendis Børn vaare kommen til Venner hiem,
Som lenge haffde værit aff Lande.
De maa saa vel i Danmarck.