Et Eventyr
af Krønikedigteren Münchhausen.
af Krønikedigteren Münchhausen.
M.
Ja, Herre, uden denne Mynde der,
Som Puselankerne saalænge maatte slide,
Indtil de stumpedes, saa han en Tax nu er;
Og uden Træet, hvor De vist alt vide
Totusind Nattergaler boer i Fred; —
Jeg har endnu en større Sieldenhed:
En Dam, hvortil jeg ingen Mage kiender;
Som føder tivetusind vilde Ænder.
C.
Den gad jeg selv nok seet; saa Skam,
En herlig Jagt De har paa denne Dam.
M.
Det giør mig ondt, min Ven. Alt for en fiorten Dage
De skulde kommet til mig her.
Nu kan de Jagtens Fryd ei mere smage;
Det hele tivetusind slagtet er.
C.
Nu det beklager jeg. Men siig, hvor mange Uger
De vel til denne Jagt og denne Slagten bruger.
M.
Hvor mange Uger? Ih, nu maa jeg lee!
De for en Kludrer jo maa Deres Ven ansee.
I et Par Timers Tid det lod sig giøre.
C.
Vær da saa god og lad mig høre.
M.
Ja gierne, og De vist bekiende vil,
Den Sag gik ganske simpelt til. —
Jeg kaldte paa min Karl. “Johan, jeg har i Sinde
At fange Ænderne derude paa den Dam.” —
“Godt, naadig Herre.” Saa jeg flydde ham
En Rulle Seglgarnstraad, lod ham ved Enden binde
Lidt Fleskesvær. Dermed vi gaae;
Til Dam og Andejagt vi haster.
Jeg giver Ordre, og han Traaden kaster
Med Fleskesværen paa.
Strax kommer Ænderne; han fire maa.
Een napper Rovet, men det glatte Næbfuld volder,
At graadig Fugl ei længe det beholder.
Som omskabt Odin det med Saften gik,
Saa hændtes Flesket. Anden And det fik,
Men flux det lod for hungrig Søster rende;
Den tog, og atter slap. Det havde ingen Ende
Med at opsluge slibrig Lokkemad,
Før tivetusinde paa Traaden sad.
Nu seer jeg Karlen slaae en Knude
For første og bag sidste And,
At ingen, Perler liig, fra Snoren dratte kan;
Dermed er Jagten ude.
Saa havde jeg den Snees med trende Nuller fat,
Og saae den ordentlig paa Traaden sat
Som Lærker paa et Spid. Dog giorde disse
Paa deres Hampespid tilvisse
En Pokkers Støi. Vi trækker, hvad vi kan,
Og faaer dem lykkeligt i Land.
Men nu et Spørgsmaal er: hvad skal vi giøre,
En Fangst saa vægtig hiem at føre?
Der ingen Vogn ved Haanden var.
Dog leve den, der Hierne har!
Münchhausen aldrig saae sig saa i Knibe,
Han vidste jo, hvortil han skulde gribe.
Ja uudtømmelig er min Présence d’esprit.
“Hør,” siger jeg, “en heel Sæk Rug at bære
Var jo for dig vel før kun Lapperie;
Det maa da og kun Smaating være,
Den hele Række om din Krop at snoe.”
Saa sagt, saa giort. Men nu vi har, min Troe,
Langt større Nød. Som Fyren hiemad vender
Paa eengang flagrer alle Ænder,
Og lig’ harmoniske i Vingeslag og Skrig,
Med min Johan i Luften reise sig.
Den arme Dievel alt af Dødsens Angest brøler;
Men Equipagen ikke nøler;
Den løfter snart uvillig Krop
Langt over Skyerne til renest Æther op.
C.
Saa kunde han med Blanchard sige:
“Da jeg begyndte først at stige,
Vor Klode under mine Fødder laae,
Som om jeg grønne Bal i Caroline saae.
Jeg stiger høiere, og den forsvinder.
Og da jeg heel forbauset finder,
Jeg intet mere seer;
Jeg veed slet intet meer;
Jeg intet er;
Thi nu jeg kommer — Himlens Skaber nær.”
M.
Ja, min Johan — saa høit jeg saae ham stige —
Det samme vist nok kunde sige.
Hvad havde De vel giort?
C.
I Karlens Sted?
M.
Jo mænd! i mit.
C.
Jeg selv det ikke veed.
M.
Det troer jeg, paa min Ære.
I slige Ting man bør homme à resources være.
Jeg, uden længe at betænke mig,
Ham raabte til: “Hør, een Ting maa du giøre,
Saa skal den Flagren snart ophøre,
Og snart ned kommer du igien;
Tryk Panden paa hver Fugl itu.
Men hør, for Guds Skyld ikke paa dem alle
Paa eengang; ellers, Kiære, gaaer det dig
Paa en Pilatres Viis, lidt alt for pludselig.”
Det Indfald, haaber jeg, De vil fornuftig kalde.
C.
Unægteligt. Et Barn indseer det vist.
Dog paa det Simple falder man tilsidst.
M.
Ja deri er Münchhausen saare heldig.
De tivetusind Pandeknæk
Tog os imidlertid en Klokketime væk.
Men derfor kom han og gradatim og lemfældig
Til Jorden ned, og lever denne Dag.
Og nu vi fik ved dette Fær i mag
De Ænder hiem, og, før en Dag var omme,
Halvparten saltet var, Halvparten hængt i Røg.
Vil De ad Aare til mig komme,
Saa skal De være med ved morende Forsøg.