Til
Til
I Ægtestandens Rosenkiæder,
I traadde ind, o kiære Par!
Men husk, man ei paa Roser træder
Bestandig; — de og Torne har;
Deel troelig Livets Sorg og Glæder,
Ved fælleds Hielp let alting var.
Naar Mand, Du træt af Dagens Plage,
Tyer hiem til Konens hulde Barm;
hun Dig da ømhedsfuld modtage,
med kiælne Smiil i aabne Arm.
Du stedse finde glad din Mage,
i Livets Pligter huld og varm.
Og Kone! naar Din Arm omslynger,
i mødig Stund Din beste Ven,
naar Du til elskte Bryst Dig klynger,
da gid han stedse Dig igien,
med samme Ild sin Arm omslynger,
som første Dag han blev Din Ven.
Gaae Livets Skiebner da imøde;
dets Glæder, dets Bekymringer,
I for hinanden ømt forsøde,
ved troefast Hielp let alting er;
ej Soelskins Dage stedse møde,
hinandens Ven, Raadgiver vær.