Johann Clemens Tode (1736–1806)

Tode, Johann Clemens, 1736—1806, Læge, skjønlitterær Forfatter, fødtes 24. Juni 1736 i Toldstedet Zollenspieker ved Elben i de saakaldte Vierländer og var en Søn af Tolder Johann Dietrich T. og Agnesa Maria f. Schlöpke; Farfaderen, Borger i Hamborg Hans T., var gift med en Kjøbmandsdatter fra Bergen, og der flød saaledes ogsaa norsk Blod i J. C. T.s Aarer. Ved Faderens Død 1744 flyttede Enken til Hamborg, og den opvakte Søn kom i den latinske Johannisskole. 1752 kom han i Lære hos sin ældste Søsters Mand, der var dansk Kirurg og Regimentsfeltskær i Tønder, og ved dennes Forflyttelse til Haderslev og derpaa til Rensborg fulgte Lærlingen med og fungerede paa sidstnævnte Sted ved en Lejrsamling som Eskadronskirurg. 1757 kom han til Kjøbenhavn med god Anbefaling fra Svogeren til dennes tidligere Lærer i Kjøbenhavn Wohlert, som med faderlig Omhu og Nidkjærhed tog sig af den videbegjærlige og aandslivlige Ynglings videre Uddannelse baade i Lægevidenskab og i anden Kundskab. Wohlert var ham, siger han i sin Selvbiografi, i alle Henseender et ædelt Mønster til Efterfølgelse, «af ham har jeg lært at foragte det Charlataneri, som endnu er alt for gængse, at spille den tavse Orakelrolle, som om man saa gjærne vilde holdes for en af de vise Mestre». Wohlert benyttede ham som Assistent i sin store kirurgiske og medicinske Praxis, bl. a. ogsaa til at vaage hos syge af Stand, og Nætterne anvendte han da med Iver til Læsning i saadanne Familiers Bibliotheker. Særlig Tilfredsstillelse for sin uudslukkelige Læsetrang fandt han ved at komme i Forbindelse med den bibliofile Samler Klevenfeldt. Skjønlitteratur dyrkede han med samme Iver som lægevidenskabelige Skrifter, og i de forskjellige fremmede Sprog blev han ved sit store Nemme hurtig hjemme.

1763 opnaaede han ved Wohlerts Hjælp Ansættelse som Rejsekirurg ved Hoffet og kom derved i nær Forbindelse med Livmedikus v. Berger og Livkirurg Braun, hvis Yndest han snart vandt ved sit lyse Hoved og sit altid muntre og spøgefulde Sind. Saaledes fik han 1765 bevilget et kongeligt Rejsestipendium for i Udlandet at studere Medicin, i det hans Velynder Wohlert fandt, at «hans Hoved var bedre end hans Haand», hvorfor han skulde bort fra Kirurgien og ind paa den lærde Medicin. Sammen med J. H. Schønheyder (XV, 446) rejste han nu først til Leiden, senere til Edinburgh og London og endelig til Paris, overalt studerende ivrig, tilegnende sig alt nyt og trædende i Forbindelse med de forskjellige lægevidenskabelige Celebriteter. Hjemkommen 1768 fik han en ny Understøttelse for at kunne tage sin Examen og Doktorgrad (1769), hvorefter han straks begyndte at læse akademiske Kollegier og indledede samtidig sit senere saa frugtbare Forfatterskab ved at udgive Oversættelser paa Tysk af engelske medicinske Forfattere.

I v. Berger havde han en trofast Velynder og blev ved dennes Anbefaling Assistent hos den gamle Hofmedikus Clausen med Titel af Hofmedikus; selve Embedet erholdt han 1771 ved Clausens Død og blev derved et virksomt Medlem af Collegium medicum. 1770 blev han Læge ved Vartov og ved Børnehuset, kort efter ogsaa ved det franske Skuespillerselskab, og 1771 blev han en af de 3 Læger ved den nyoprettede Plejeanstalt. Han blev nu i Stand til at indgaa Ægteskab og ægtede 1771 Johanne Sophie Schønfeldt, Datter af en kjøbenhavnsk Borger. Som Hofmedikus ledsagede han 1772 Dronning Caroline Mathilde til Helsingør.

Han havde nu naaet en smuk Stilling i den medicinske Verden og fik rig Lejlighed til at udfolde sin store og altid lige livlige Aktivitet. 1772 var han Medstifter af det medicinske Selskab og fungerede i Begyndelsen som dets Sekretær, s. A. oprettede han det kirurgiske Disputerselskab, der i en Aarrække under hans vedblivende Førerskab førte et virksomt Liv, 1774 stiftede han som medicinsk Pendant til det foregaaende et «Societas exercitatoria medica Hauniensis», s. A. paabegyndte han sit mest betydende lægevidenskabelige Tidsskriftsforetagende med Udgivelsen af sit «medicinisch-chirurgische Bibliothek», hvori han publicerede talrige Afhandlinger, til Dels af recenserende og kritisk Indhold med Polemik mod forskjellige, navnlig udenlandske Forfattere og særlig mod den ligeledes stærkt polemiske Professor Gruner i Jena. Tillige lod han sine Disputerselskaber og det medicinske Selskabs Forhandlinger tilflyde talrige Meddelelser og Disputationer over forskjellige Æmner.

1774 erholdt han Designation som medicinsk Professor ved Universitetet og virkede derefter i en lang Aarrække som en utrættelig, livlig og paaskjønnet medicinsk Docent i forskjellige Discipliner. Ved de akademiske Disputationer udmærkede han sig stadig ved sit Lune og sin Vittighed, sit hurtige og skarpe Blik og sine omfattende Kundskaber. Hans litterære Produktion blev i dette Tidsrum overvældende, om ikke just i Kvalitet saa dog i Kvantitet, i særskilte Skrifter og i af ham udgivne Tidsskrifter, og omfattede baade egentlig Lægevidenskab, med Gjengivelse af, hvad han havde lært og tilegnet sig i Udlandets Litteratur, som det væsentligste Indhold, og Skrifter og Artikler af populariserende Karakter, ligesom ogsaa – last, not least – Belletristik og æsthetiserende Kritik (s. ndfr.). Med Forkjærlighed kastede han sig, navnlig i den lange Række af ham udgivne Tidsskrifter (Sundhedstidender) med forskjellige Titler (hver enkelt af dem bestod kun en kort Tid), over Hygiejnen, og utallige ere de mere eller mindre gode og nyttige Raad og Anvisninger, han i disse smaa Tidsskrifter har givet Publikum, ofte isprængte med pudsige Anekdoter eller en gemytlig Vise. Heller ikke Polemik gaar han her af Vejen for, saaledes i «Nye Sundhedstidender» 1782 en stor Polemik med Dr. Buchhave (III, 217); mest er den dog af en ret harmløs Karakter – Humoristen fornægter sig næsten aldrig – ligesom han ogsaa til Trods for sin livlige Oppositionslyst og stærke Selvstændighedstrang paa alle vigtigere Punkter væsentlig forholder sig konservativ og rettroende, baade paa det medicinske og paa andre Omraader. Fra Midten af Halvfjerdserne begyndte han at skrive paa Dansk.

Viser han sig i disse velmente hygiejniske Reformbestræbelser ganske som et Barn af Oplysningstidens Filanthropi, saa træder det samme frem og det paa en mere vægtig og frugtbringende Maade i forskjellige praktiske, til Borgerheld sigtende Foretagender, som hans Aktivitet ligeledes samlede sig om, og som han til Dels virkelig fik sat i Værk. Saaledes var han Hovedstifteren af «Selskabet for Borgerdyd» (1785), og da han blev uenig med sine Bestyrelseskolleger i Selskabet, stiftede han snart efter «Selskabet for Efterslægten». Han var end videre Medstifter af Pigeskolen i Kronprinsensgade og Drengeskolen i Pilestræde, af hvilken det senere Schouboeske Institut (XV, 268) udviklede sig.

I o. 23 Aar blev han staaende som designeret Professor og saaledes uden Lønning. Først 1796, samtidig med at han med sine øvrige Ansættelser forenede Lægeposten ved Tugthuset, opnaaede han et aarligt Gratiale af 300 Rdl. for at holde praktisk-medicinske Forelæsninger for Kirurgerne, og da han det følgende Aar blev svagelig efter et apoplektisk Anfald, fik han Gratialet forhøjet; s. A. rykkede han endelig op i normeret Plads ved Rottbølls Død. 1800 valgtes han til Universitetets Rektor. Trods Svageligheden bevarede han endnu sin Aands Spændstighed og Liv, og da højre Haand vedblev at være lammet, øvede han sig ufortrøden i at skrive med venstre Haand. Lidt efter lidt toge dog Svageligheden og Svækkelsen Overhaand, og dertil kom Trykket af de bestandig sørgeligere og mere derangerede huslige Forhold. Hustruen forfaldt efterhaanden til Drik, og heller ikke af de 2 Børn, en Søn og en Datter, fik han nogen Glæde. 1805 fik han sin Afsked fra Universitetet, dog med Bibeholdelse af sine Indtægter og kun med Fradrag af 200 Rdl. til det akademiske Fond. Hans hele Stilling blev imidlertid ogsaa i økonomisk Henseende bestandig mere fortvivlet – nogen god Økonom havde han aldrig været –, og under tiltagende Nød og Elendighed sygnede han hen, indtil Døden 16. Marts 1806 befriede ham fra Kvalerne.

Efter hans Død viste det sig, hvor skattet han havde været. Fra alle Sider kappedes man om at hædre hans Minde i varmtfølte Nekrologer og Mindedigte; for en sammenskudt Kapital modelleredes hans Buste til Anbringelse i det anthropologiske Musæum, og et smukt Gravmonument rejstes paa Assistens Kirkegaard for «Lægen, Digteren, Menneskevennen». Hans bekjendte, af Juel malede Portræt (1787) er gjengivet i Kobberstik i Lahdes Samlinger.

Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen II, 515 ff. Smith og Bladt, Den danske Lægestand, 4. Udg. Nyt Bibl. f. Læger III (1818). Kjøbenhavns Skilderi V, 721. 737. Iris 1793, I, 262. Iris og Hebe 1796, II, 385; III, 257. Lahdes Samling af fortjente danske Mænds Portraiter III. Theol. Maanedsskr. 1806, I, 435. Øst, Archiv f. Psychologie, Hist. osv. IV, 19. 99. 165; V, 112. Mag. f. Natur- og Menneskekundskab 1853, I, 193. Rønning, Rationalismens Tidsalder III, 160 ff. Hosp. Tid. 3. R. X, 64 ff. Hist. Tidsskr. 4. R. IV. (Norsk) Hist. Tidsskr. 2. R. IV, 334.

– J. C. Tode blev en moden Mand, før han kom ind paa den skjønlitterære Bane. I 1772 begyndte han Udgivelsen af et kritisk Tidsskrift: «Blandinger». Det indeholdt bl. a. en Kritik af Wessels «Kjærlighed uden Strømper»; T. er ikke sikker paa, om dette Stykke skal være alvorlig ment eller en Parodi. Det synes ikke at spaa godt om hans fremtidige Virksomhed som Kritiker; heldigvis gik Spaadommen ikke i Opfyldelse. T. griber ganske vist ogsaa senere adskillige Gange fejl i sin Dom over litterære Arbejder, men i mange Tilfælde virke hans Kritikker saa velgjørende ved den sunde Sans, som de røbe; og ét Fortrin endnu havde han: han var ingen Partimand og hørte ikke til nogen Klike. Da Baggesens «Ungdomsarbejder» udkom (1791), var Kritikkens Tone over for dette ejendommelige Arbejde gjennemgaaende noget kølig; men T. erklærer i en Anmeldelse, at Baggesen «vil nok blive mest berettiget til at kaldes de levende danske Poeters Konge», og han spaaede jo rigtig. T. var ikke bange for at binde an med de mest forskjelligartede Æmner; han anmeldte religiøse Skrifter, filosofiske Afhandlinger m. m. Gamborgs «Nysa» (V, 558) vakte ved sin Fremkomst (1790) en stærk Bevægelse; T. tog den under Behandling i en Anmeldelse, pillede dens løse Paastande fra hinanden, men bemærker samtidig med et lunt Smil: «at give den Dada for Alvor, det var Synd.»

T. var meget frugtbar som Udgiver af Tidsskrifter, men adskillige af dem vare temmelig kortlivede; af «Blandinger» kom der saaledes kun 7 Numre. Derefter fulgte: «Kjøbenhavns Universalmagasin» (1784), «Hertha» (1789), «Freya» (1789—90), «Valhalla» (1790—91). Disse ere nærmest af blandet, underholdende Art. Af egentlig recenserende Tidsskrifter udgav han, i Forbindelse med nogle andre, «Kritik og Antikritik»; han fratraadte dog som Redaktør allerede ved Slutningen af 1. Bind (1787), dels fordi nogle meget konservative theologiske Medarbejdere fik den afgjørende Indflydelse, dels vel ogsaa fordi han var for meget af en Enspændernatur til at kunne arbejde sammen med andre. Saa begyndte han i 1790 alene paa et nyt kritisk Tidsskrift: «Kritik og Analyse»; Aaret efter startede han et litterært Maanedsskrift: «Iris» (1791—95), der blev fortsat under Navnet «Iris og Hebe» (1796—1800). – T. var, som allerede bemærket, en Løsgænger i Datidens litterære Verden; han afskyede Klikevæsenet. «Fremskridtsmændene» havde i Midten af Firserne erobret det eneste betydelige kritiske Tidsskrift, som den Gang fandtes, «Lærde Efterretninger», og derved kunde de næsten ganske beherske den litterære Kritik. Dette Enevoldsherredømme harmedes T. over, og han rettede i «Et lidet Bidrag til den danske Litteraturs og Kritiks Historie i de sidste 7 Aar» (1788) et skarpt Angreb paa den Kreds, som regerede i «Lærde Efterretninger», og det var som en Modvægt mod det, at han det foregaaende Aar havde begyndt «Kritik og Antikritik». Rahbek, særlig hans Virksomhed som Dramaturg, bekæmpede han ivrig, bl. a. i sine «Dramatiske Tillæg». – T. var ved sine Kritikker og litterære Afhandlinger en virkelig Kraft i Datidens Litteratur; han var det paa Grund af sin sunde, ligevægtige Natur, sit friske Lune og sin uafhængige Stilling, der tillod ham at rette sine Hug i begge Retninger, baade mod de stokkonservative og de radikale.

T. begyndte som skjønlitterær Kritiker, men endte med selv at optræde som Digter. I 1782 udgav han et Skuespil, «Søofficererne»; det var med dette Stykke og Rahbeks 2 Aar i Forvejen udgivne «Den unge Darby», at det moraliserende Drama holdt sit egentlige Indtog i vor Litteratur. «Moralen» stikker da ogsaa hvert Øjeblik frem gjennem det poetiske Overtræk. Stykket vakte Opsigt; i samme Aar, i hvilket det blev udgivet, udkom der 2 forkortede Udgaver af det, og det følgende Aar blev det oversat paa Tysk. – Da T. først havde begyndt, blev han en meget frugtbar dramatisk Forfatter; han skrev baade moraliserende Skuespil og Syngestykker, baade paa Dansk og paa Tysk: «Raadførslerne» (1783), «Ægteskabsdjævelen ell. Bankerotten» (1783), «Halmkuren» (1784), «Mændenes nye Skole» (1784), «Husarerne, et Syngestykke» (1794), «Natur u. Liebe» (1794) o. a.; men intet af disse Arbejder kjendes mere, og intet af dem kom til at spille en Rolle i vor litterære Udvikling.

Dette er derimod Tilfældet med et andet Arbejde af ham. Allerede i 1771 var han begyndt paa en Oversættelse af Smollets Romaner, og han oversatte efterhaanden de fleste af dem. Dette Bekjendtskab med de engelske Humorister, som han var aandelig i Slægt med, fik stor Betydning for hans Udvikling; det satte sit Præg paa hans Stil og Fremstillingsmaade, hvad der da særlig er kjendeligt i en Roman, som han i 1791—92 offentliggjorde i sit Tidsskrift «Iris»; han kaldte den «Kjærligheds Nytte». Som allerede Titelen antyder, er ogsaa her det moraliserende Element stærkt fremtrædende; Fortællingen skal godtgjøre, at en ren, sand Kjærlighed er det bedste Middel til at bevare et Menneske fra at komme ud i sædelige Forvildelser. Trods sin moraliserende Tendens er Romanen fri for den sentimentale Tone, der f. Ex. præger Rahbeks moraliserende Fortællinger. Der er adskillige Steder Kraft og Friskhed over Skildringen og ikke faa Udslag af et drøjt Lune. Bogen vakte Opsigt og fortjente det; allerede den samtidige Kritik var klar over, at her havde vi faaet den første danske originale Roman. T. udgav den senere i Bogform paa Tysk under Titelen: «Die drei Charlotten od. Geschichte dreier Tage» (1798). Aaret efter udgav han et Bind «Moralische Erzählungen». – Endnu kan tilføjes, at T. – man kunde fristes til at sige: selvfølgelig – var en frugtbar Visedigter; den mest bekjendte af hans Sange er: «Vi Sømænd gjør ej mange Ord». – Hans samlede danske Skrifter ere udgivne 1793—1805 i 8 Dele (I—II Poetiske Skrifter, III—VI Prosaiske Skrifter, VII—VIII Supplementbind). Et Udvalg af hans Skrifter (2 Bind) er givet af J. C. Lange 1834.