1.
De underlige Tegn og Tvefigurer,
Som du, o store Sphinx! har virket ind
Med mørke Træk i halvopfyldte Furer,
Som Mærker paa dit underfulde Sind;
Den dunkle Skrift af mystiske Tinkturer,
Hvis Farvespil har et mangfoldigt Skin;
Din store Hieroglyph vil jeg forklare,
Hvad Billederne er’ og hvad de vare.
2.
Kun eet Begreb er Mærket i det Hele,
Skjøndt overalt det seer forskjælligt ud;
Som Tegn bestaaer det kun af tvende Dele:
Begreb om Evigheden og om Gud.
Af Scepter, Krone, Stok som af det Hele,
Af Tøndebaand, af Kugle, Pind og Tud
Tør jeg mig slutte til, og dristig sige:
Det spiller i det Krumme og det Lige!
3.
En Toga selv den gaadende Sirene
Har hyllet om Kaftanen i sit Flor;
(At den Arabisk er, maa jeg jo mene
Skal jeg forklare Mythen i dens Ord)
Dog kunne begge sig paa ny forene,
Naar Ïo først er fri ved Argi Mord;
Thi hendes Navn kan X’et aldrig blive;
Med Eet og Nul la’er det sig bedre skrive.
4.
Jeg er (saa stod paa Tempelbuen skrevet
Af Isis Helligdom, paa Nilens Bred)
Alt, hvad der er, skal blive, og er blevet!
Og Isis er og Ïo, som man veed.
Saa finder man da her, at Talbegrebet
Indslutter i sit Tegn den Værdighed,
At være Livets Moder og dets Amme,
Og selv naar Alt forgaaer, endnu den samme.
5.
Hvor dette Tempel stod, var hun Gudinde,
(Ægypter er det Folk, der tales om)
Og, som her staaer, for meer end simpel Qvinde
Hun dyrkedes i Hellas og i Rom.
I Mythen kan man letteligen finde,
Hvordan hun did, og andre Steder, kom.
De dunkle Træk, man finder her ved Siden,
Er kun om hendes altforlange Liden.
6.
Her staaer det Ord for Ord: — Den nidske Here
Forfulgte Møen, Zeus forelskes i;
Og, skjøndt han hende strax lod vaccinere,
Var dog den meste Deilighed forbi;
Den milde Rødme var der ikke mere,
Den blegnede i dette Tryllerie:
En sneehvid Qvie paa de lyse Høie
Bevogter Argus med sit Hundred-Øie!
7.
Hun kunde ei, som Procnes stakkels Søster,
Fortælle Faderen sin tunge Nød!
I Sorg han søgte paa de fierne Kyster;
Halvt frygtede han for, at hun var død:
Nu kom den stakkels Ïo som en Trøster,
Men liig en Brølen hendes Tale lød;
Da skrev hun Eet og Nul, sit Navn, i Sandet,
Og kiendtes selv af Søstrene i Vandet.
8.
Unægtelig var det det da Elegier,
Hun skrev med disse Træk i Thracien;
Skjøndt de bestod’ af O’er og af I’er,
Han kiendte neppe Datteren igjen;
Men derimod paa Dansk er for en Frier
Det samme Tegn Idyl-Begyndelsen;
Thi dette Ord den Fordeel med sig fører,
At eengang sagt er nok for den, der hører.
9.
Saaledes kan da dette Mærke sige
Det stumme Jo i visse danske Nik
Det positive Ja er her det Lige,
Nei-Negativet Nullet paa en Prik.
Saa svinder altsaa det Forunderlige,
Der syntes her vel stort ved første Blik:
At det, som siger Ja kun i det Hele,
Er baade Ja og Nei i sine Dele.
10.
Det græske Ïo kan da let forklare
Det fundne Tegn som Sorgs og Glædes Røst:
Ïo Thriumphe! fra den tætte Skare
Var Vidnet om den vilde Grækers Lyst;
Dog var det tidt, naar Sorgerne var svare,
En frigjort Fugl af det beklemte Bryst:
Saa nær var Ïo’s Fryd og Ïos Klage
Beslægtede trods Nid-Gudindens Plage!
11.
At Tallets Chiffre ei endda de samme
I Grækenland og Romerstaten var,
(Skjøndt vel man seer en nærbeslægtet Stamme,
Hvorfra hver af de to sit Mærke har)
Den Flue kan man letteligen ramme,
Da man paa Næsen næstendeels den har;
Thi sikkert er det Øie lidt forhexet,
Der finde kan, at Kappa ligner X’et.
12.
Men Kappa’s Titalstegn er noget andet,
End dette Doppeltegn, der skriver ti,
Der eengang skrev selv Ïo’s Navn i Sandet,
Da hun blev kjendt trods Qviens Mummerie;
Thi hverken Fad’ren selv, der stod ved Vandet,
Ei heller Søstrene, som svam deri,
Ved Synet af et Kappa kunde sige,
Det var den søgte og begrædte Pige.
13.
Men lidt vi gik forbi, som stod foroven
Om Jøderne, der dyrked dette Tal:
Først under Moses selv i Tibudsloven,
Og siden, efter Tempelstadens Fald,
Til Cabbalisterne det steg fra oven,
Som Helligdommenes det store Tal.
Af Israels Børn endnu i alle Riger
Titals-Systemet dyrkes, som man siger!
14.
Om det, som Romertal, kan man vel sige,
Trods Eet og Nul, trods Positivitet
Og Negation, at Trækkene er’ lige,
Skjøndt der er tvende Tal i Form af eet;
Men Lyden derimod (paa Dansk, at sige,
Thi paa Latin er det just ei saa let)
Kan man et Qvarteerstid paa Gaden høre,
I Vagterraabet, med det halve Øre.
15.
Heel underligt den mørke Traad er tvunden,
Og danner her et sælsomt Malerie:
Harpocrates med Fingeren paa Munden,
En Søn af Isis selv, os byder: Ti!
Bag ham staaer Ïo hist; og, see vi Lunden,
Den hvide Qvie græsser end deri!
Med stærke Farvers Spil i gyldne Straaler
Staaer China-Guden Ti som Himlens Maaler.
16.
Som Gaaders Gaade, Sphinx! kan jeg dog ene
Forklare mig det Syn, jeg her har seet:
Her staaer jo alt — og Trækkene er’ rene —
Betegnet hvad først senere er skeet.
Har Isis skjult sit Blik i disse Stene? —
Er Du maaskee og Isis ikkun Eet? —
Thi disse Tegn og disse dybe Streger
Ikkun paa Roma’s Decemvirer peger.
17.
Her fordres det, at Decem man betragter:
Af tvende Stavelser er Navnet her;
Det er den ene af de kjendte Dragter,
Der agtes i Europa her og der;
Med sin Kaftan og østerlandske Fagter
Den anden falder ingen til Besvær;
Dog i sin Pynt den synes variere
Af dix, ten, zehn og ti og mange flere.
18.
Og X’et selv bestaaer af tvende Dele,
Saavist som ellers fem og fem er ti!
Og omvendt ligt sig selv er dog det Hele;
Et yderst sjeldent Tegn-Maskinerie!
Den anden Form har ogsaa tvende Dele,
Der dog i ders Stilling ei er’ frie,
Et mandligt Tal det ene, og det andet
Et qvindeligt, og, sammensat, et blandet.
19.
Skjøndt Tibegrebet altid er det samme,
Har det, som Isis, dog et stort Symbol
Paa alt det Skabtes Moder og dets Amme:
Paa Universet, som den Herrens Stol,
Der hæver sig bag Soles laante Flamme,
Og støtter sig paa Dybets Poles Pol:
Kun Himlens Herre kan det Ene sige;
Mod Ham er blot et Nul Naturens Rige.
20.
Naar man nu følger Dækkets brede Bræmme,
Og nøie paa hvert Mærke giver Agt,
Saa vil man studsende med Lyst fornemme,
At der i Alt er en Betydning lagt.
Kun maa man her for Alting ikke glemme,
Hvad hidindtil om hvert et Tegn er sagt.
Thi næsten alt, hvad her jeg har at sige:
Kun spiller i det Krumme og det Lige.
21.
Her staaer det selv i Billedskriftens Ramme!
I Hat og Stok det hilser aabenbart,
I Pen og Blækhorn vinker og det samme;
Som Teleskop og Kugle himmelklart.
Eet er, og Nul en Billed-Doppelstamme,
Der vexler Skikkelse for Tankens Fart,
Snart i et Søe-Compas, og i en Alen,
Og snart i Vægtens Skaal, og Linialen.
22.
Det ranke Eet er jo Magnetens Bane,
Den lige Linie mod Maalets Prik;
Og Jorden selv, som Nullet, har den Vane
(Som den har havt saalænge som den gik)
Omkring sin Sol at vælge Kredsens Bane;
Og Tiden gjorde Vanen til en Skik.
Saa store Tal, omsonst man ellers søger,
Kun findes her i Tidens Udgiftsbøger.
23.
Og denne store Mand og lille Kone
Henvise knu til det, som alt er sagt:
Bag Kongespirets Guld og gyldne Krone
Staaer Eet og Nul hver i sin Galladragt:
Dog her, paa Lykkens grønbemalte Throne,
Er’ de som Dreng og Hjul end meer i Agt.
Behøver jeg vel meer om Mund og Hale,
Om Bagerovn, Pierrot og Næse tale’?
24.
Her, langsmed Folden rundtom Halsens Dække,
Staae de som Tøndebaand og Skaft og Tud;
Og her i Brudedragt fremtrine begge,
Først som Peer Eriksen og som hans Brud —
Derpaa, med Ehrenpreisers Skræderlægge,
(Kun Marvepiber og en Smule Hud)
Johan i Nød vil Mettes Strømper bruge,
Skjøndt ”hver af dem ti Skræderbeen kan sluge!”
25.
Nu følger der et stort og sælsomt Billed,
Skjøndt kun Copie af hints Original:
Propheten Jonas selv er her fremstillet,
Som, da hver Fart paa Land ham fandt fatal,
Blev kastet over Bord, og drak og spilled’
I Maven, som man siger, af en Hval —
Til slig en Fisk man ellers kaster Tønder;
Men Lodden traf Propheten som en Synder!
26.
Men, hvad vil Jonas her? — Hvad skal det sige?
Hans Navn! — lad see! I Navnet er det lagt!
Hans Navn begynder med den stakkels Pige,
Der blev forfulgt af Nid-Gudindens Magt;
Naar hendes Navn vil fra Propheten vige,
Staaer Resten vaad igjen i Tydskens Dragt:
Forneden vaad — foroven Qvie-Nykker —
Hvad Under om Propheten gaaer i Stykker?
27.
Prophetens Navn i Jonas ei staaer ene,
Som Prophetinde staaer den første Part;
Thi Billedet af denne Spaadoms-Scene
Henhører til den blandte Mythus-Art:
Selv blev hun spaaet fra Klippens haarde Stene;
Her staaer det heelt for mig, og ganske klart:
Din Slægts den trettende, du hvide Qvie!
Saa lød Prometheus’ Ord, skal mig befrie!
28.
Det gamle Eet og Nul igjen fremtriner
Som Heneæg og Brød, og gaaer omkring
Med Kjæp og Pose, stivt og huult i Miner,
Og tænker kun paa gyselige Ting:
I Midgards eddergrønlige Ruiner
Staaer Stangen nu som Eet ved Ormens Ring.
Det Magre, Fede, Pinden selv og Hullet,
Er kun et Spil paa Stregen og paa Nullet.
29.
Det høie Monument ved Evalds Kjelder
Som Eettal staaer ved Gravens sjunkne Nul,
Hvor Harpen, der var ubehængt med Bjælder,
Forlængst er smuldnet i det sorte Muld:
Hvor Aanden toner ned i Herthas Nælder,
Om Hother, Nanna, Baldur, Rolf og Skuld’ —
Der staaer endnu det store Blækhorn henne;
I det vi mange dyppe deres Penne!
30.
Modsætningen i Eets og Nuls Naturer,
(Hvad man i Billederne selv har seet)
Er tegnet her i disse Snerkelfurer,
Hvor Slør og Bræmme løber ud i Eet;
Og under disse stridende Figurer,
Staaer Jeg og Ikke-jeg — Polaritet —
Nødvendighed og Frihed, Rum og Tiden,
Som indre Tanke-Billeder paa Striden.
31.
Og Eethed strider her med Alheds Slange,
Som Mennesket imod Fornuften selv,
Et Minus, der en Plus-Værdie vil fange,
Mod Fa’er Oceanus en lille Elv —
Som hun, der vilde gjøre Fanden bange,
Og greb den største Slev og raabte: Skjælv!
Saa Fichteschellingkampen uforfærdet,
Slaaer Boltetræ mod Boldt, mod Skjoldet Sværdet.
32.
I Dig, som taler, ΣΙΝΧ! er alt dit Eie
Til Skue lagt, hver Maske, Halvdeel, Part,
Ja Tusind selv, og fleer; vil man kun dreie
Dit Sigma halvveis om, saa staaer det klart.
Hos Halvpart Nul boer Stregen kun tilleie;
I Navnet, Ordet, maa den flytte snart.
Hvis græske Χ for Ξ, som her staaer skreven,
Har nogen Feil, det torde være ”Skæven!”
33.
Men dette X har dog ei aabenbaaret
Det sande Selv i din Femfoldighed:
Paa tvende Piller staaer det uopklaret
(For uhebraiske Syn paa sidste Sted)
I Dimensioners Tankekors bevaret
Er den Fugl-Rok, hvorom saa lidt man veed!
I N er sammengroet de tvende Vinger,
Hvorpaa, i X’ets Form, dens Kraft sig svinger!
34.
Og dette femte Blik, den sidste Straale
Selv af dit Navn, staaer som en Oldgestalt;
Men Grundfiguren selv kan ingen maale,
Da den indfatter meer end Rummets Alt;
Dens Alfigur kan intet Øie taale,
Endskjøndt dens Billede staaer overalt:
Den staaer i X som alle Gaaders Gaade —
Jeg seer det fjernt, men kan det ikke raade.
35.
Her vil jeg derfor stille X-Figuren,
Som Tegn paa det, ”der undgaaer Støvets Blik;”
Men selv for hvad man kjender i Naturen,
Det tidt i Regningen, som ukjendt, gik:
Som fierne Soles Mærker i Azuren,
For et Atoms Atom, Deel i en Prik:
Det staaer ved Graven selv, som Dødens Finger,
Og gjennem Nøglehullet Fanden tvinger! —
36.
Til Korsets Tegn kan findes allevegne
Meer eller mindre straalet synligt Spor:
I Stjernens Glands, naar Solens Roser blegne,
I Sneekrystallen paa den frosne Jord,
I Guldets Strøm i Perus Ophir-Egne,
I Fjeldets Øst og Vest og Syd og Nord —
I hver en Draabe Blod af Hjertets Aare
Staaer Korset plantet dybt, som i hver Taare!
37.
Paa Himlens Melkevei i Stjerners Flamme,
I Vovens Rullen paa den klare Aae,
I Bækkens Speil ved Bøgens gamle Stamme,
Som Gjenskin af det mørke Himmelblaa —
I Hæderstegnets Glands man seer det samme;
Som Hvidt paa Rødt i Dannebrog det laa;
Det staaer, som Misdaads Tegn med Farver stærke,
Som blodigt Rødt paa Hvidt i Straffens Mærke!
38.
Det Ubekjendte kun vil Bremsen sige,
Som Xets Taageslør for Støvets Syn,
Der vil forstaae det Ubegribelige,
Som kun kan ahnes i et Tankelyn.
Det dumme Dyr er kun den arme Pige,
Og X de Vises Steen for Mængdens Syn;
Kun Stjerneblod i Himmelløven flyder,
Og Stjernens Kors paa X-Figuren tyder!
39.
I fulde Pryd som alle Dukkers Dukke
(Mizraims Præsters gamle Malerie)
Staaer Isis her som i en Syltekrukke
Med Bryster blot ei tre, men ogsaa ni.
Hun ligner her et svøblagt Barn i Vugge,
Hvis Overdeel vil gjerne være fri;
Og var det ei saa smukt, man skulde sige,
Det var en Mumie foruden’ Lige!
40.
Det X, som stod her, kort før dette Billed,
Af Græker blev paa visse Steder sat:
I Bogens Rand det blev som Mærke stillet,
Naar ei med Stedet det var rigtigt fat;
Og tidt — som i Peer Paars — har det vel drillet
Den dreie Critiker i mangen Nat! —
Som X for U, og andre Herlighede r,
Man finder det endnu paa mange Steder.
41.
Det store Eet og Nul var, maa jeg mene,
Da intet var, foruden disse To,
Før Chaos selv, da Jehovah var ene —
Da Sol og Maane laae i bedste Roe;
Da Rummet selv ei ret var i det Rene,
Før der var tænkt paa Tidens store Troe:
Eet staaer som Tegn paa Gud, og Nullets Slange
Var Evigheds Symbol i gamle Sange.
42.
Men — ei for mig, og ei for mine Lige,
Blev X’et just et Kors, da Adam sov, —
Hvis ellers jeg forstaaer, hvad det vil sige:
Et lille Eva-Huuskors? — med Forlov.
Men, denne Grundlov i Despotens Rige,
Og Summen selv af hele Mose-Lov?
Hvo ikke hiin, ei heller denne kjender,
Han tælle Fingrene paa sine Hænder!
43.
Den første af Titallets tvende Dele,
(En General med sin Comandostav.)
Er paa sit ene Been dog i det Hele
En Mand, der staaer, og altid holdt sig brav!
Om selv i Navlen man ham vilde dele
En Herrenstater lig i Tyboe-Drav,
Der vilde blive strax to Generaler,
Og hver saa kjæk som den, om hvem jeg taler.
44.
Naar selv han foran staaer og følges efter
Ni — selv af Nul-Soldaters Ingenting —
Da seer man først de drabelige Kræfter,
Og det i lige Marsch, foruden Sving;
Kun, hvor han foran gaaer, gaae de bagefter,
Og blive Nuller kun ved hans: Omkring!
Den ligeste, endskjøndt vel ei den største,
Er han sin Skares souveræne Første.
45.
Til denne Fordeels Pragt vil jeg kun føie:
Den største Souveren er Kraftens Gud!
Og, hvo der Ham kun stedse har for Øie,
Kan rolig sea at Faklen slukkes ud.
Skjøndt Tallets Bag i Nul jeg kjender nøie,
Saa kan jeg dog — thi Stenen har et Brud —
Af Nullets lutter Rand kun det forklare,
Hvad jeg med Sikkerhed tør selv forsvare:
46.
Ja! — kunde Nuls Figur paa Kant man skue,
Lig Herschels Syn paa Stjernebanens Ring,
(Ham syntes lige det, der dog var Bue,
Da han kun Grændsen saae af Kredsens Sving)
En stor Revolution da vilde true
Logik, Geometrie, samt alle Ting:
Modsætningen i Alt, i Eet og Nullet,
Forsvandt naar Hun blev Han, og Pinden Hullet.
47.
Thi da blev Intet pludseligen Noget,
Da blev det Fede mavert i Gestalt;
Og, for at rykke ud med hele Sproget:
Da blev der ingen Forskjel meer i Alt!
I Alts Indifferents blev Lyset taaget;
Tilbage selv i Døden Livet faldt;
Og Jordens Kreds blev da for Himlens Fugle
Ei længer selv end Axen i dens Kugle.
48.
Da Evighed og Tiden bleve lige,
Da blev den mindste Pjalt til Sølv og Guld;
Den fattigste Poet i Phøbi Rige
Af tomme Flaske drak sig daglig fuld;
Da vilde Tangens ei fra Buen vige,
Men begge ligne sig som Eet og Nul,
Og Buen selv blev liig Segmentets Hele,
(Quod absurdissimum) i alle Dele.
49.
Den stærkeste Contrast i Tankens Rige
Har aabenbaret sig i Nul og Eet,
Betragtet som det Krumme og det Lige,
Som Negation og Positivitet,
Som Alhed selv i det Uendelige,
Som Eenhed i den Kraft, der styrer det.
Tidt kan vel tænkes Eet i Nullets Ramme
(Som der vil sees) men aldrig som det samme.
50.
Den ene Deel staaer altid for den anden
(Betragtet nemlig som arabisk Tal)
Og let man seer, at selv den mindste Blanden
Var Tiets Undergang og dybe Fald.
Det mavre Eet fik da et Hul i Panden,
Og det saa stort som selve Nullets Skal:
Og Eet, som foran stod med ti Mands Kræfter,
Kom til, som en Gemeen, at følge efter.
51.
I Talsystemets endeløse Række,
Staaer Tallet Ti som Rummets store Sol,
I Fjernets Dunkleste dens Straaler række,
Indtil Uendeligheds mørke Pol.
Endnu et Billede i Sphinxens Dække:
Ulysses selv bag Outis’s Navn og Kjol!
Cyclopen seer man her ham at forbande,
Og søge vidt med Nullet i dens Pande.
52.
Thi, som man veed, har IO jo kun eet Øie,
Der sidder bag, — hvad man jo nylig saae —
Med eet Nul til staaer Argi Hundred-Øie. —
Og uden det, hvad Argus gloede paa!
Og let begribes ved at see lidt nøie,
Hvad selv er Sol, kan som Augustus staae,
Og at af runde Træk og Streger lige,
Kan alle Tal i Romerdragt fremstige.
53.
Det Tegn, sm Chiffret er paa Rummets Skive,
Og som er Universets Grundfraktur,
Kan ingen Maale-Videnskab angive,
Da det er af umaalelig Natur;
For Algebra kan det kun Maalet blive,
I X som en uendelig Figur. —
Dog kun Præludium er paa en Maade,
Hvad disse Træk mig synes at forraade!
54.
Thi, skjøndt det staaer i alle Ïo’s Fagter,
Og tegnes i hver lukt og aaben Mund,
Skjøndt som et Tal det staaer i alle Dragter,
Og sikkert kaldes saa i mangen Stund;
Skjøndt i hver Regning man som Tal det agter,
Er det dog intet Tal af denne Grund:
Ni er det sidste Tal! — derfor fremtræde
Ni Chiffre kun for Nullets Dommersæde.
55.
Forgjæves renser jeg de fyldte Streger;
Det staaer dog lige dunkelt bag sit Slør!
Det hede Sand omkring i Furen leger,
Og ruller ned, hvor jeg borttog det før.
Dog seer jeg Kappa, IO og X’ets Streger,
Og Qvien, Isis, Ïo selv, som før!
I hver Tredobbelthed, man her betragter,
Staaer tre af Gaadens tydeligste Dragter.
56.
Som syvende, staaer her i Middags Lue
Det skjulte Jo i Skriften aabenbar;
Og selv, som modsat Nei, kan man det skue —
Dog gjør det alt Opløsningen ei klar;
Mod Gaadens Masse er det kun en Tue,
Og liden Vinding for oedipske Svar;
Thi Sløret selv foruden mindste Crisis
Fremhjælper Gjætteren til Ïo, Isis.
57.
Men, var der Noget sælsomt i det Hele,
Var Noget underligt ved I og O,
Da er det her i disse Slørets Dele
Om Ægteskabets føielige: Jo!
I Bas og i Diskant man det kan dele,
I Mandens fine I og Konens O:
Skjøndt Mandens Stemme synges af hans Kone,
De harmonere dog i huuslig Tone!
58.
Naar I og O i tvende Toner høres,
Er Sangen græsk, og velsk, latinsk, og spansk,
Men, naar til Eenklang begge sammenføres,
Da lyder den behagelig paa dansk.
Maaskee paa Otaheit den samme høres,
Og overalt, som ægte indenlandsk;
Thi hver af dem, som to Forundrings-Røster,
Blev ført fra Babylon til alle Kyster.
59.
I Schweitzes grønne fjeldbekrandste Sale,
Naar Dagen svinder i en rolig Qvel,
Da lyder trindt fra Dale og til Dale
I-o! I-o! til Hyrdehornets Væld; —
Som om sig Ïo’s Qvieqvad vil male
I nye Træk paa Ekkomurens Fjeld —
Saa dybt, som, naar i, o Cherub! din Stemme
De Døde Dommens Tordenslag fornemme.
60.
Hvordan vel I og O kan Ao sige?
Det grunder sig paa simpel Runeleeg;
Thi Runemaalets A er I’ets Lige
Og skrives med en næsten simpel Streg.
Men her vil A’et endnu mere sige:
Det er det jydske Tonefald af Jeg,
Og er ei blot, men ogsaa var og bliver,
Hvad Jo i Madrid og Rom angiver!
61.
Dog! — i Madrid det gaaer for Majestæten
Saa tidt han skriver sig Yo el Rey;
Og (skjøndt man i Pluralis her har seet’en)
Udtrykker uden o det simple I
Tilstrækkelig John-Bull-Authoriteten,
Saa godt som Jydens A og vores Jeg;
Mod Svenskens Jag er Franskens Je en Sinke,
En Vindpostei imod en westphalsk Skinke! —
62.
Nei, Sphinx! din Helligdom jeg røber ikke;
Dit inderlige Selv jeg gjætter ei!
X er en Pallisat for mine Blikke,
Skjøndt det for andre baner Tanken Vei;
De Ting, der i dit Slør i Mørke ligge,
Kan jeg forklare, men dit Væsen ei!
Det X, hvori Planeterne er’ fixe,
Har fixet mig med det: abrex abrixe!
63.
Jeg seer jo her, at man det ei kan standse,
Og at man det umuelig tænke kan;
At ene man dets Tempel kan bekrandse;
En Korsvei i Uendeligheds Land!
Saa maa jeg vel paa denne Korsvei standse,
Og vogte mig for Dybets mørke Rand;
Thi sikkert ligger det bag disse Høie,
Hvor Lyset selv er Mørke for mit Øie!
64.
Sophia kjender jeg jo kun af Navnet —
Hun vil ei føre mig paa Tankens Vei;
Jeg staaer alene her — og føler Savnet —
Fordi ubøielig hun gav mig: Nei!
Her hendes Haand mig sikkert havde gavnet,
Og, om ei den — blot hendes Contrafey;
Jeg længe bad, og vented’ hendes Nikke —
Hun svar’de kort: Jeg kjender dig jo ikke!
65.
Men, hvad jeg selv kan see foruden hende,
Vil jeg forklare som jeg det forstaaer:
Heel vel man Jo i Jordegods kan kjende
Som selv i Jord hver Time, Dag og Aar;
I Junius det kunde sig vel hænde,
At u. for Slægtskabs Skyld, for o’et gaaer.
Man paa Latin det i December finder — —
Naar Gaaden løses, Skyggen heelt forsvinder.
66.
En oplukt Bogs to sidelagte Blade
Er’ Eet og Nul, naar de som tvende staae;
Men, naar man lægger Eet paa Nullets Flade,
Da er det dette Tegn, som man vil faae —
Dog! Fingeren paa Mund! — ja det er Skade,
At Tydskens Maal er det han sidder paa!
Ja, Fy! man sige maa; thi Φ det bliver,
Naar man i Nullets Alt et Eettal skriver!
67.
Som man med Φ det græske Fatum skriver,
Saa skrives Nordens Fatum med et Ø;
Og selv i dets Figur et Φ det bliver
Og Navn paa Land, der trindt omkring har Søe —
Det er kun det, som Skriften her angiver:
Det fundne Φ i Alt er liigt et Ø —
Og som en Tilgift skjænker det den Lære
At Fy! et Svar paa lavt og plat bør være!
68.
Endnu staaer Isis her blandt Stjernerader
Som Himmelbilledet i Nattens Favn:
I Øiens Glands gaaer O for Dagens Fader,
Og Φ det Første er i Phøbi Navn.
I Ordet Forskning det som Andet lader,
Men Ø det tredie er i Kjøbenhavn.
Det er et Middelpunkt paa svage Fødder
I Gaadens Nød, skjøndt ikke i dens Nødder!
69.
Skjøndt i mit Øie Bjælken jeg har fundet:
Den sorte Streg, som Nul-Pupillen har,
Den, der var Skyld i, at jeg ei har kundet
Saa heelt igjennem Alting blive vaer —
Og skjøndt jeg Skoven fandt, har jeg ei fundet
Din egen Gaade, Sphinx! end mere klar;
Du er endnu — trods disse lyse Traade —
I Væsen, som i Slør, en Gaaders Gaade! —
70.
Og dog Du fordrer, at jeg skal forklare,
Hvad ei jeg seer, og ingensinde saae,
At den dit store Spørgsmaal skal besvare,
Der kjender Rummet kun af Himlens Blaa,
Der skjuler Øiet for det altfor Klare,
Og gyser ved, at Alting skal forgaae,
Der svimler i det Tankedyb, Du maler,
Ukyndig i det Gaadesprog, Du taler!
71.
Du holder mig et Speil for mine Blikke,
Der viser mig som Fnug imod dit Alt!
Kun Mørke kan det svage Øie drikke
Af dette Lys, der fra dit Væsen faldt;
Men, hvad Du dert seer, det seer jeg ikke:
Kun X’et kan jeg tænke overalt.
Det er det Skjold, der kun dit Lys kan dæmpe,
Som Verdens Alfigur, som Rummets Kjæmpe!
72.
Og, skjøndt man dette Tegn i Billeddragter,
I Guddom, Majestæt, og selv i Tal,
I Skræderskildtet dagligen betragter
Fast paa hvert Huus som man passere skal —
Skjøndt i det mindste Gran, sm man foragter,
I Støvets Fnug mod Solens Straalers Fald —
Femdobbelt i de sammenlagte Hænder,
Naar Andagts Blik til Himmelen sig vender;
73.
Saa staaer det dog, om Rummet end forsvinder,
Som Architektens Plan han bygged paa!
I Tanken selv det intet Lige finder,
Og Muligheden intet større saae!
Det er det sidste Sløer, den sidste Hinder,
For Støvets Blik i Herrens Glands at naae!
Vi see kun Billederne af dets Billed,
Af Troens Lys paa Golgatha henstillet!
74.
Der Korset stod som Billed af det Hele,
Hvis Frelse flød i Offerlammets Blod:
Paa Tvilling-Piller før, dets Marter-Pæle
Sig reiste her høit paa den ene Fod!
Som Korsets Sværd misbrugt i Verdens Dele,
Og selv som Ordets Dolk det fordred Blod;
Men, som et Billede paa Livets Smerte,
Tilraaber det: Min Søn! giv mig dit Hjerte!
75.
Thi det er Troens Blomst i Klogts Ruiner!
Den søgte dog den Verdsligvises Haand!
Naar fælt den store Παν imod ham griner,
Saa skjælver dog den lænkeløste Aand!
Tilsidst han dog i Blomstens Skygge triner,
Thi plukke den kan ei hans vise Haand;
Som Thomas vil han altid føle Vunden! —
Kun paa dens Omvei har han Blomsten funden!
76.
Det er omtrent Alt, hvad jeg her kan kjende
Af denne Skrift, jeg dunkelt kun forstaaer:
Philosophiens Udgangspunkt og Ende,
Er det at troe, hvor Synet ikke naaer!
Den slyngte Knudes X vil ikkun blende;
Dens Korsfigur man ikke vel forstaaer —
Paa Tankens store Korsvei den kun fører,
Og raaber Korsets ”Tro!” naar Øiet man hører!
77.
Thi er end Knuden løst, staaer ”Ti;” tilbage!
Og selv i Plato’s Sprog det spørger: Hvad? —
Forgjæves her, o Sphinx! dit Slør at tage,
Dit Hjertes Inderste mig dog er: Hvad? —
Dit eget Tankeblik maa her forsage —
Du kan ei svare paa dit eget: Hvad?
Og kun med dette Hvad? kan jeg det male —
Dets sande Navn kan ingen Tunge tale!