Hav Tak! Du gamle Sphinx! at Du laae stille,
At Du mig rundt om lod dit Slør betragte,
At, naar Du rørte Dig, var det saa sagte,
Og, at Du lod mig krybe, hvor jeg vilde!
Jeg i dit Slør saae mange Farver spille,
Og gyldne Traade var’ imellemlagte:
Og denne Hals mig tidt paa Tanken bragte:
Du var dog ei saa smuk, da Du var lille!
Jeg krøb herop paa Bræmmernes Qvaler,
Og vilde ret din Herlighed beskue,
Men brændte mig paa Solens Middagslue —
Jeg tænkte ikke paa de hundred Daler!
Hvor kunde jeg — i hvad det skulde gjelde —
Som halv Student en heel Professor fælde?
