Alt efter gammel og ærværdig Vane,
Paa Grændserne af Tidens store Ringe
Ind i det Kommende at ville ane,
Vil jeg idag min Tanke fremad svinge
Og bortvendt strække Hænderne tilbage,
For det, som svandt, et Offer dog at bringe.
Kun Musen dristig Dækket tör borttage,
Mens Charis staaer ved Offeret tilstede,
Som Hebe yder de henfarne Dage!
Min Eros seer jeg Livets Vei berede
Henover Blomster! — Muserne ham fölge,
Dem elsker han, imens de ham tilbede.
Vil Himlen da sin Herlighed fordölge? —
Og skal min Digterlængsels Anadyomene
Ei stige frem engang af Tidens Bölge? —
O salig den, som, naar det ene Ene,
Naar Kiærligheden med hans Aand sig svinger,
Kan med dens Væsen evigt sig forene
Og flyve bort paa hvide Svanevinger!