Min elskte Sophie! Idag for et Aar
Begyndte mit Livs den lyksaligste Vaar,
Da myldrede Jorden med Blomster i Tal,
Med Primler, Violer og Lillieconval!
Hvert Kys Du mig skiænkte, en Rose det blev,
Og aldrig paa Tornen min Finger jeg rev;
Men nu vi har vandret igiennem et Aar,
Bagved os en Hække af Roser der staaer!
Det venlige Skue jeg holder saa fast,
Jeg vender mig om, skiöndt jeg vandrer med Hast,
Som Hunden paa Vandring, i Spring og i Leeg
Giör Veien tredobbelt, saa giör ogsaa jeg!
Hvad er vel bag Hegnet, som möder os her?
Lidt længere fremad hvad finde vi der?
Var Veien derhen dog saa yndig at gaae,
Hvi skulde da Haven selv ei være saa? —
Om end ikke Tusendfryd staaer overalt,
Om Roser endog mellem Torne er qvalt,
Saa lad os dog vandre i Haab og i Tro,
De skiönneste Blomster dem bringe vi jo!
Min Rose i Hiertet skal blomstre for Dig!
Og er ei dit Hierte en Have for mig?
Saameget jeg saae alt idag for et Aar,
Der finder jeg Blomster, ihvor jeg end gaaer!