Ja! hvis jeg var mig en Fugl saa lille
Og havde to Vinger smaa,
Da er det vist, at jeg flyve vilde
Höit under Himmelens Blaa; —
Men vissere dog, at jeg tidt og tidt
Flöi i Hast forbi hendes Rude,
Og sang, mens jeg flöi, et ömt Quirilit,
Naar jeg saae, at hun ikke var ude!
Men, naar jeg da saae, at hun var der ikke,
Og Vinduet ikke var i,
Strax var jeg der, hvor de söde Blikke
Hilse, naar jeg gaaer forbi!
Saa nippede jeg til den Traad, saa fiin,
Som nyligt til Læben hun förte,
Og svöbte mig ind i det Mousselin,
Som tidt hendes Fingre berörte.
Og, naar jeg da saae, at hun gik dernede,
Og vidste at strax hun kom,
Da vilde jeg begge mine Vinger brede,
Og snilt svöbe Traaden derom.
Naar hun da ind i Kammeret treen,
Saa blev Fuglen naturligviis bange,
Men Traaden holdt baade Vinger og Been, —
Og hun tog sin Fange tilfange.