Idag for et Aar var der Ingen af alle
De elskende Svende saa salig og glad,
Som jeg, i hvis Blikke sit Smiil hun lod falde
Liig Maidagens Sol paa det spirende Blad!
Idag for et Aar saae jeg ikke tilbage,
Og ei var min bittreste Tanke mig födt,
Da flöi mine Længsler mod Fremtidens Dage,
Og skiælved mit Hierte, da var det saa södt.
Et Aar er det siden, at Midnattens Maane
Saae Haand os i Haand med hinanden at gaae!
Da maatte hvert Ord vel paa Læberne daane,
Men Salighed var det at tie som saa!
Ifior tog jeg Deel i den maigrönne Glæde,
Men ingen Viola har seet mig i Vaar!
Da kunde jeg sværme og synge og græde,
Men Sangen og Blomsten er döde i Aar!