Just Mathias Thiele (1795–1874)

De blomstrede saa friske, sommerglade

        Paa Ischels skidnne, skovomkrandste Höie;

        Titusindfoldigt mödte dem mit Öie,

        Da frem jeg treen, hvor de i Græsset sade.

Da var det mig, som om de alle bade

        Mig — thi mit danske Sprog de kiendte nöie —

        Om i en Krands dem samtlige at föie,

        Og ved min Konges Borg dem visne lade.

Jeg talte med dem om min Konges Hierte,

        De talte med mig om min Dronnings Ynde —

        Hvor skulde vi da ende, hvor begynde? —

Med tusind Hilsner saae jeg dem at bölge,

        Da jeg drog bort, og det var dem en Smerte,

        At ikke alle med mig kunde fölge!