Naar Vaaren vaagner i sin hvide Vugge,
Og Sol paa Vuggen sine Blomster spreder,
Naar Kildenymphen sig til Dands bereder,
Og Flora Honningbægret vil oplukke,
Naar Sommerfuglen af sin Askekrukke,
Et Evigheds Symbol, sin Vinge breder, —
Da gaaer i Lunde Sangeren og leder
Og veed ei selv, hvorfor han nu maa sukke.
Ved Lærkens Slag i Morgnens gyldne Lue,
Ved Nattergalens Suk i Aftnens Skygge
Han föler sig vemodig i sin Lykke;
Thi dybt da under Hiertets snevre Bue
I Kiærligheds og Længslers Taarebade
Udfolder Hiertets Rose sine Blade!