Naar en af Aarets nu forsvundne Piger
Har i sin Maaned — Faderen til Glæde —
Beskikket Husets Tarv, da maa hun træde
Igiennem Tidens Port til andre Riger.
Hver af de el’ve did med Længsel higer,
Den tolvte har ved Porten selv sit Sæde,
Og, ventende i vinterhvide Klæde
Med Nöglen, hun fra Porten aldrig viger.
Naar de er gangne, da med Sorgens Miner
Fra Tærsklen under Portens höie Buer
Endnu engang hun Huset giennemskuer.
Saa giennem Döiren sagtelig hun triner.
Naar den er lukt, med Taarer bort hun haster
Og Nöglen dybt i Oceanet kaster.