Tredie Act
Borgcapellet.
Borgcapellet.
(Det er tidligt om Morgenen; Solen er endnu ikke opstaaet.)
Adelbert og Marquard.
Adelbert.
Gaa nu, min Gut! Der er ei Tid at spilde!
Vær ei saa blöd; det skikker sig jo ei!
Alt svinder Taagen bort for Dagens Komme,
Og Lærken synger höit sin Morgenpsalme!
Farvel, min Gut! Gud være med dig! — Gaa nu!
Træk saa min vakkre Flinkebeen af Stalden,
Spænd Giorden fast, og glem ei, at see efter,
Om den har sine Sko i god Behold.
Og vær saa flink, og lad dog Ingen mærke,
At du er bange paa din Herres Vegne!
Pral dygtig, drik og lad Dig Maden smage!
Gud og hans Engle vogter vel paa mig!
Marquard
(nærmer sig ham og siger rört).
Saa vil jeg da Jer sige mit Farvel!
Adelbert
(tager ham i Haanden).
Farvel, min brave Svend! Hvis det skal være,
At du idag maa ride ene hiem,
Saa skal du ikke gruble paa min Handling,
För Wolf har bragt min Fa’er et Brev fra mig!
Farvel! farvel!
Marquard
Gud være med Jer, Herre! —
(Gaaer.)
Adelbert
(knæler ned foran et Mariabillede).
Du hellige Gudsmoder! Himlens Frue!
Med sænket Veemodsblik du seer herned!
Ei kan dit rene Jomfru-Öie skue
Med glade Smil til Jordens Usselhed!
Forbarme Dig! — End flammer dog din Lue
I mangen Qvindes Barm! — Du selv det veed!
O beed for Os, du Hellige, du Rene!
Jeg hevne vil din Sorg paa denne Ene! —
I mandig Daad vil jeg min Tak frembære,
At du mig gav en Mö, dit Billed liig.
Som elsker mig i Tugtighed og Ære,
Og som jeg gav min Tro evindelig!
Og vover jeg nu Livet, Dig til Ære,
Dog troer jeg vist, at du vil före mig,
Af Farens Gys i Elskovs milde Varme,
Og skienke Livet mig i hendes Arme!
(Kunigunde træder ind, men standser i Baggrunden ved at see Adelbert)
Da skal et Kloster himmelhöit sig hæve
Med fromme Sange aarle under Sky,
Og Pigen, som for Verdens Larm maa bæve,
Skal andagtsfuld i Dine Arme ty! —
Men vil Du selv mit Livsens Offer kræve,
Og skal jeg blegne i min Manddomsgry,
Og skal min förste Daad den sidste være,
Velan! Det skee, Madonna! til Din Ære!
Kunigunde
(træder frem).
O lev for mig! og lev for Kiærligheden!
Adelbert
(springer op).
I overrasker mig, min ædle Fröken!
Er Solen alt saa höit? —- Ja, sandeligt! —
Alt glöder Flöiet hist paa Taarnets Spidse! —
Saa staaer mig bi, I Himlens höie Hære!
Jeg töver ei! Det briste eller bære! —
(Gaaer hurtig bort.)
Kunigunde
Saa flyer du fra mig? — styrter dig i Döden!
Usalige! Jeg elsker dig! — Saa töv dog! —
Luk ei dit Öre! — Vee! han er forsvundet! —
— Den samme Stund, som saligst mig er vorden,
Begraver alt mit Haab i Mulm og Mörke! —
— Er der en Gud, som mægter ham at frelse? —
Giv Dig tilkiende! frels ham! Jeg paakalder,
Anraaber Dig, tilbeder Dig! o, frels ham!
Skienk mig min Elskovs Lyst, saa vil jeg tro! —
(til Fölget)
Tænd Altarlys! Istemmer Eders Lovsang!
Spar ikke Virak, dersom det kan hiælpe!
Kast jer i Stövet! Lad jer Graad udströmme!
Og beder hver en Bön, saa godt han kan!
(hun knæler og vil bede)
— Hvi lærte ei min Fader mig en Bön!
(reiser sig i Fortvivlelse)
Det er umuligt! Nei! der er ei Gud,
Ei nogen Helgen, som kan frelse ham!
(hun taler hen i Luften, som om hun saae Nogen)
Nu staaer Du mig til Regnskab, sledske Munk!
Hvor er nu alle dine Underværker?
Hvad har Du læst og bedet for os alle!
Saa kom nu med Miraklerne! Hvor er han,
Den Gud, som du har præket om, — hvor er han?
(til Fölget, som er knælet ned i Baggrunden)
Hvi knæle I! Ha! fort! fra mine Öine!
Jeg trænger ei til Eders Bönner! Fort! —
(Fölget forlader Capellet.)
Af Dybet vil jeg mane Aander frem!
De vil ei lukke Öre for min Raaben,
Og större Magt de har, end alle Helgen! —
Jeg lover Eder, Mörkets Vældige!
Min förstefödte Sön skal være Eders! —
Al Livsens Frugt af mig jeg skienker Eder!
O! bringer mig ham uskadt her tilbage! —
(Klang af Trompeter fra Gaarden. Efter et Öiebliks Forlöb træder Wolf ind. Kunigunde bliver staaende ubevægelig og i störste Spænding.)
Wolf.
Nu er han alt paa Veien! — Det er vel,
At ei I har giort Anstalt her til Bryllup!
Jeg har det Haab, at han vil favne Döden,
Saa faaer dog Satan ikke hele Byttet! —
Vil I ei ud, at see ham, hvor han svimler? —
Maaskee, naar han Jer seer, saa styrter han!
Frygt I kun ei for Brudekrandsen, Fröken,
Den, haaber jeg, skal han vel lade hænge!
(betragter hende)
Der staaer hun ret som Loths forsteente Hustru!
Hvis hun kun vilde vende Hovedet
Og stirre ud mod Sodom og Gomorrha! —
Ja! det maa være ret en Helvedqval!
Blev hun til Steen, det skulde ei mig undre!
Claus
(styrter ind forfærdet).
Hr. Foged! hiælp!
Wolf
(rolig).
Er det alt skeet?
Kunigunde.
(afsides).
O, vee mig!
Claus.
Just som den ædle Herre red derud,
Og netop kommen var et lille Stykke
Fra Vindelbroen, kom den unge Jæger,
I kiender ham jo? — Eders Broders Sön —
Og vilde over Broen ud paa Muren!
Jeg vilde gribe Hesten just i Töilen —
Det var for silde, han kom mig forbi, —
Nu fölger han paa Muren bagved Herren!
Wolf.
Den unge Jæger, siger Du? —
Claus.
Tilvisse!
Han, som kom til Jer igaaraftes silde! —
Wolf.
(folder sine Hænder).
Almægtige! det et dit eget Værk! —
Du vil, at de skal slumre hos hinanden!
— O Kiærlighed hvi blev du nægtet mig? —
(efter et langt Ophold)
Gaa hen til Vindueskarmen, Claus! og see derud!
Det Syn er ei saa hæsligt, som du troer!
Og, naar du seer, at Faren kommer nærmest
Og begge synke svimlende fra Muren,
Giv mig saa Vink! Da vil en Bön jeg læse
Og bede Gud for deres Salighed! —
(Wolf knæler. Claus gaaer til Vinduet.)
Claus.
Hist kommer Ridd’ren Fod for Fod paa Muren! —
Det brave Dyr! — Först pröver det med Foden,
Om der er sikkert, för det træder frem! —
Det gaaer kun langsomt! — Ha! der seer jeg ogsaa,
En tyve Skridt bagefter, Jægeren! —
— Nu vinker Herren ned til Riddersvenden,
Som staaer i Gaarden. — Taler til ham! — Tys!
Jeg kan ei höre, hvad det er han raaber! —
O, Gud beskierme ham! han sidder der,
Som vidste han af ingen Frygt og Fare! —
Der red han om bag Bryggerset! — Nu kan
Jeg ikke længer see, hvordan det gaaer ham. —
Der bagved er den gamle Muur kun svag.
— See! Jægeren gi’er neppe Agt paa Hesten; —
Löst ligger Tömmen om den brede Manke; —
Det er, som stirred han kun efter Ridd’ren!
End er vel Intet skeet; han seer saa rolig,
Bestandigt fremad! Seer han Ridd’ren falde,
Maa han vist fölge i Forfærdelsen!
Nu dreier ogsaa han bag Bryggerset! —
Der kommer Ridd’ren paa den anden Side.
Nu seer jeg ikke længer Jægeren!
Nu er han strax ved Stedet, hvor det giælder!
(spændt Taushed)
Ha! —
Wolf.
Styrted’ han!
(Kunigunde synker ned i Knæ og skiuler sit Ansigt.)
Claus.
Endnu ei! Hingsten standser!
Den vil ei fremad! — Vee! — Nu giælder det! —
Hör Stenene, som trimle ned i Dybet! —
— End lever han! — Den trækker altid Foden
Tilbage flux! — Nei! det gaaer aldrig godt! —
— Hvergang den pröver paa at flytte Foden
En Smule fremad, brister Steen fra Stenen! —
— Nu vover han! — —
— Ha! det gik an! O Held ham!
Det var just der, hvor altid det gik galt!
Nu har det ingen Nöd! Det var det Værste!
Nu gaaer det atter fremad! Fod for Fod! —
Nu dreier han strax om bag Borgens Have! —
— Jeg seer ham ei! — See der er Jægeren!
O, Himlen unde Dig den samme Lykke! —
Han er for dristig! Vogt Dig! vogt Dig! — Vee! —
Nei! det gik an! Gud skee Tak! Hr. Foged!
Det var ret vel, I ikke saae det Syn!
Nær var det ved, saa laa han nu dernede! —
Nu har det ikke Nöd! — Nu gaaer det nok! —
Den blev lidt sky, da Stenene faldt ned! —
(Et Öiebliks Taushed. Pludseligt raaber han i Glæde)
Der traver Ridd’ren over Borgegaarden! —
Kunigunde.
(springer op).
O dyrebare Helt! saa est du min! —
— Stat op Hr. Foged! Rygt nu Eders Dont!
Nu er der ikke Tid til feige Bönner!
See han er frelst! — Hvad var din usle Trudsel?
Han lever og han elsker mig! O Held! —
Lad Borgens Folk forsamle sig paa Stand!
Höit flamme Brudeblus og hvide Kiærter,
Lad Virakskaaler svinges, Krandse dufte
Og Glædessange runge giennem Hallen!
Saa est du kommen, mine Længslers Dag! —
O söde Lyst! at favnes af en Mand,
At hvile i hans kæmpestærke Arme,
Og drikke Glæden af hans friske Læber!
(til Fölget)
Hvi staa I der, Seendrægtige! saa blege?
Var det et Under, at han frelste Livet?
En saadan Helt, saa mandig og saa dierv? —
(til Wolf)
Giör Alting rede, Foged! til han kommer,
Og lad ham vente mig ved Alteret!
(Hun gaaer.)
Wolf.
(til Claus, som endnu staaer ved Vinduet).
Min vakkre Claus! hvor gaaer det Jægeren?
Claus.
Jeg seer ham ei! Han er endnu bag Haven!
Wolf.
Jeg veed det, Gud! Du frelser ogsaa hende! —
Maaskee Du frelser ogsaa ham ved hende;
Thi ei omsonst har Du det föiet saa! —
Jeg, Daare! gik i Rette med din Viisdom!—
— Ja! Kunigunde! jeg skal Folket kalde,
Men Glæden skal forvandle sig til Qual,
Og jeg skal slukke dine Brudefakler! —
Han elske Dig! — Nei! nei! ved alle Helgen!
Vel kan hun egge Heltens Mod, men aldrig
Forlyste Elskeren ved Kiærlighed! —
Han skal Adela see! Skal hende kiende
Og skamfuld blusse, styrte ned til Intet
Og knuses ved en Piges höie Troskab!
Og, om han og var greben af den Onde,
Og rede til en Pagt med Mörkets Aander —
Ved Gud! jeg skal for Alteret ham möde
Og ved eet Ord fra Helvede ham stöde! —
Claus.
Der kommer Jægeren! — O Himlens Under!
Wolf.
(folder sine Hænder).
Jeg takker Dig, min Herre og min Gud! —
Min brave Claus! der giorde Du mig glad!
Det Budskab kan jeg aldrig Dig belönne;
Dog skal Du have godt deraf, min Claus!
Jeg veed Du elsker Pynten; gider gierne
Paa Höitidsdage stadse giennem Byen —
Nu skal jeg ret fornöie Dig, min Gut!
Gaa i min Stue, — bag ved Kammerdören, —
Du veed, paa Knagen, hænger alt mit Gangtöi!
Tag saa min Silkevams, behold du den!
Jeg slider heller mine gamle Klæder!
Og et Par Stövler maa Du ogsaa tage!
Det er det bedste, som staaer Dören nærmest!
Gud glæde dig, som Du har glædet mig!
— Nu, nu! der er ei Tid til Takken! skynd dig!
Hent Capellanen! lad ham komme flux!
Lad Borgens Klokker tone, at i Egnen
Det rygtes maa, at vi har Bryllupsfærd!
(Claus gaaer. Wolf gaaer til Vinduet for at see ud; i samme Öieblik kommer Adelbert ind i Capellet. Han kaster sig taus for Mariabilledet og giör en stille Bön.)
Wolf.
(afsides).
Nu, Gud skee Tak! Han giver Himlen Æren!
Nei! nei! saa vil mit Haab mig ei beskiæmme! —
(Adelbert reiser sig og bliver Wolf vaer.)
Adelbert.
Ha! Wolf! Du her? Nu! saae Du det gik an?
Wolf.
I skal ha’e Tak, for Eders Eventyr!
Adelbert.
Ja! töv kun lidt, end er det ikke ude! —
Hvor er hun nu? — dog! siig mig, bedste Wolf!
Hvem var den Anden, som mig fulgte efter? —
Wolf.
(undvigende).
Der er Jer höie Brud, min ædle Ridder!
Kunigunde.
(nærmer sig ham; med Fölge).
Vær hilset! tifold, tusindfold, vær hilset,
Du Elskelige, Lykkens dierve Sön!
Som Solen, der af Nattens Grav opstiger,
Er mig dit Aasyn frydeligt, du Bolde!
Du har fortient en Krone med min Haand! —
Livsalig er den Tanke for min Siæl,
At Du af mange ene est udkaaren,
At dele Alt med mig i Kiærlighed! —
(Adelbert betragter hende med kold Foragt og vender sig til Wolf. I samme Öieblik kommer Adela ind i Capellet, men standser i Chorgangen.)
Stemmer blandt Fölget.
See Jægeren! Der kommer Jægeren!
(Wolf vil ile Adela imöde.)
Adelbert.
(standser ham).
Hr. Foged! töv!
Saa er jeg altsaa Herre her paa Borgen!
Wolf.
Det er I! ja! Jeg önsker Jer til Lykke!
Adelbert.
Saa lyd nu flux mit förste Herrebud!
För atter Midnat sörger over Jorden,
Og Maanen gyser bleg for denne Borg,
Skal Du mig sörge for, min brave Foged!
At hin forargelige Muur er styrtet
I Dybet ned til Skiul for dem, som faldt!
Ei Solen oftere skal rödme ved,
I förste Stund den kaster Blik paa Jorden,
At möde Blod og dyb Elendighed! —
(Adela nærmer sig i Chorgangen og giver i spændt Forventning Agt paa Adelbert. Kunigunde betragter Adelbert med Forfærdelse.)
Adelbert.
Jeg har et Löfte giort til Himlens Frue,
Og offrer Himlen denne skiönne Borg! —
(han strækker sine Arme mod Mariabilledel)
Modtag min Gave, hellige Gudsmoder!
Et Kloster for Dit eget, fromme Kiön!
Har jeg en Lön forskyldt, foruden Livet,
Da har Du alt en Englemö mig givet —
Nu er jeg værdig hendes Kiærlighed! —
(til Kunigunde, som vender sig bort i Forbittrelse)
Ja! viid det, Du! at jeg har Prisen vundet
Og större Lön, end Du kan give, fundet! —
Adela er min Brud paa Weissenfels! —
(Almindelig Forbauselse.)
Adela.
(kaster sig for Adelberts Födder og omfavner hans Knæ).
Min Adelbert! —
Adelbert.
Miskundelige Gud!
Adela? — elskte Mö? — Adela! — Pige!
Hvad er dog det? — I disse Klæder, Barn?
Adela.
(i Adelberts Arme).
Han var ei trolös! hör mig, klare Stierne!
Og bryd igiennem Dagens Lys med Funklen!
Han var mig tro!
Adelbert.
(trykker hende med Henrykkelse i sine Arme.)
Du tvivlede, Adela?
Adela.
Min Siæl var svag, men Aanden var forvisset!
Adelbert.
Ha! siig mig! ahner jeg det rette, Pige? —
Det var dog ikke Dig, som fulgte mig? —
Adela.
Hvad var mig Livet uden Adelbert? —
Adelbert.
See, Kunigunde! denne er en Qvinde!
Jeg er en Mand! Men hvad er Du, o Grumme!
Gud være naadig dig, og sig forbarme! —
— Som jeg har sagt, saa staaer jeg ved mit Ord!
I denne Borg, som stræber mod det Höie
Og söger Himlen med sit stolte Spiir
Skal fra idag af Herrens Engle slutte
En salig Pagt med de Bodfærdige!
Mangfoldig er ei Himlens Stierneskare,
Som Naaden er mangfoldig fra det Höie!
See! Herren selv staaer alt med aabne Arme!
O, kast Dig ned! Han vil opreise Dig!
Lad Slöret skiule Dig for Verdens Öie!
Vær selv den Förste blandt de Angergivne,
Som söge Fred i Himlens Frues Kloster! —
Men vil Du ikke det, da flye herfra!
Din egen Muur skal stöde dig tilbage,
Som selv Du stöder bort dig fra dig selv!
Det er i Prag besluttet og stadfæstet!
Tolv Ridd’re staae mig bi! Du mægter Intet!
Om otte Dage kommer jeg tilbage,
Da skal mit Ord faae Kraft, saa sandt jeg lever!
(vender sig til Wolf)
Nu, gamle Wolf! Der er mit Eventyr!
Hvor kunde Du miskiende mig iaftes?
(Omfavner ham.)
Wolf.
Jeg takker Gud, at Du est brav endnu!
Adelbert.
(omfavner Adela).
Og saa, min elskte Mö! til Greifenstein!
Alt venter Marquard Os i Borgegaarden,
Og Flinkebeen er utaalmodig efter,
At bære Dig med Iil til Herreborg! —
Kom, gamle Wolf! her maa Du ikke blive!
Du hiælpe skalst at före Bruden hiem! —
(Han iler bort med Adela i höire, Wolf i venstre Arm. Kunigunde stirrer efter ham med Forbittrelse.)