Förste Act
Krostue i Landsbyen Hermsdorf.
Krostue i Landsbyen Hermsdorf.
Taarnvægteren fra Kynast og Verten, ved Bordet.
Verten.
Nu sidder dog jer Fröken smukt i det. Hvor vil hun nu faae sig en Mand fra? Eller troer Du, at Nogen herefter gider vove Halsen for en gammel Brud? — De stakkels unge Mennesker!
Taarnvægteren.
Nu! Halsbrud eller en Brud paa Halsen, det kom mer ud paa Eet!
Verten.
De fik kun en haard Brudeseng!
Taarnvægteren.
De ligge blödt nede i Dynerne og vælte sig i de röde Lagener. Den ene begynder aldrig saasnart at stinke, forend der strax dratter en anden ned, for at lugte til ham!
Verten
(seer ud igiennem Vinduet).
Der kommer den fremmede Jæger, som jeg talte om. Saaledes gaaer han ud og ind; saa et Stykke opad Veien og saa tilbage igien; hænger ved Kaminen, fortærer Intet og tier som et Bæst!
Taarnvægteren.
Hvorfra er han?
Verten.
Ja! siig mig det! —
(Adela, forklædt som Jæger, træder ind.)
Taarnvægteren.
Velkommen Jæger!
Adela
(sætter sig ved Kaminen).
Tak!
Taarnvægteren.
Mig synes, at jeg skulde kiende Dig! —
Adela.
Maaskee!
Taarnvægteren.
I Schmiedeberg saae jeg Dig ifior!
Adela.
Vel muligt!
Taarnvægteren.
Du er kanskee barnfödt i Schmiedeberg?
Adela.
Nei!
Taarnvægteren.
Maaskee du gi’er et Krus alligevel?
Adela.
Hr. Vert! giv ham et Krus!
(afsides)
Hvor töver Du, min Adelbert! saalænge! —
Taarnvægteren.
Du drikker ikke selv? —
Adela.
Drik Du!
Taarnvægteren.
Paa din Regning?
Adela.
Tak!
Taarnvægteren.
Jeg sagde: Paa din Regning!
Adela.
Jeg sagde: Tak!
Verten
(afsides til Taarnvægteren).
Han giver slet ikke Agt paa, hvad Du siger.
Taarnvægteren.
Han er forelsket! Det Slags Folk er det en Glæde at have at bestille med.
(vender sig med Kruset i Haanden til Adela og synger:)
Saa haver det været fra Arildstid,
Saa bliver det allesinde,
At Elskov tvinger saa mangen Mand,
Baade Möer og höviske Qvinder!
Ja, Kiærlighed, det er en leed Syge. Den kan pille Kiödet af Benene, saa godt som den sultneste Porthund! — Skaal! —
Adela.
Vert! har I sörget for min Hest? —
Verten.
Den har det bedre, end I selv har det.
Taarnvægteren.
Hör, siig mig Du! Er Du Knös eller Tös?
(Jagtmusik fra den nærliggende Skov.)
Verten.
Gregor! nu komme de fra Jagten!
Taarnvægteren
(springer op).
Skriv mig paa Bjælken! Det sidste Krus betaler Jægeren!
(Han skynder sig bort.)
Adela.
Er han fra Kynast?
Verten.
Han er Vægter paa det nordre Taarn.
Adela.
Ha! Hestetrampen!
(löber til Vindvet).
Verten.
Det er Kunigunde med sine Jægere. Nu komme de fra Jagten.
(Jagtmusik drager forbi.)
Verten.
(gaaer til Vindvet.)
Der har vi dem! — Det er hende selv, som rider foran.
Adela.
En ædel Skabning!
Verten.
I Skabning — Ja!
Adela.
Kun i Skabning?
Verten.
I veed jo dog, hvad ellers alle vide? —
Adela.
Om hende? — Nei! Slet intet veed jeg! —
Verten.
Ja! Saa lad hende först komme mig af Syne! Det er underligt med mig, at jeg aldrig tör tale Ondt om Folk, saalænge jeg kan see dem!
Adela.
Nu? hvad har I at fortælle? —
Verten.
I har dog vel idetmindste hört om, hvad Löfte, hun har giort?
Adela.
Nei!
Verten.
Ei heller om hendes Beilere, hvorledes det gaaer dem?
Adela.
Nei! Intet har jeg hört! Fortæl og drik, hvis Tungen bliver tör! Paa min Regning!
Verten.
Tak, siger jeg! Tak! Hver Ting har sin Tid! Nu först fortælle, siden kan vi drikke. (sætter sig ved Bordet) I er ret en brav Karl! Spendabel! Kun lidt traurig, troer jeg! Ei sandt? Ikke ret lystig! Det gjör mig ondt for Jer! Men I er jo ogsaa selv Skyld deri! I nyder jo hverken Vaadt eller Tört!
Adela.
Fortæl nu först!
Verten.
Seer I — hun, som I saae, — hun hedder Kunigunde, Borgfrökenen paa Kynast, — hun har, — efter hvad der fortælles, — ikke haft anden Vugge, end det Hule af et Skiold, og, skiöndt Ordsprog siger, at Börn maa ikke gives Knive, saa har hun dog aldrig haft andet Legetöi, end Spyd og blanke Vaaben. Nu da! — Den Gamle — hendes Fader — vi kaldte ham altid Rödskiæg — det var en Satans Karl! Han vilde giöre Pigen til en Dreng, fordi Himlen ikke havde föiet hans Önske, at give ham en Sön, og saa gik baade Drengen og Pigen ad Helvede til! Men nu kommer det, som jeg vil fortælle Jer! Engang — det var St. Giertruds Dag, for sex Aar siden — var den Gamle drukken! Da kom den Onde over ham og fik ham til, at ville ride oppe paa den usle Ringmuur, som gaaer rundt om Borgen. Nu! han fik sin Villie med ham! Der plumpede han lige ned i Pölen.
Adela.
Men Datteren? hun — Kunigunde? —
Verten.
Hun voxede op, blev smuk, og der gik megen Ry af hendes Deilighed. Forresten slægtede hun sin Fader paa, slog Tyendet og giorde saa meget Ondt, som hun kunde afstedkomme. Nu meldte der sig dagligt Beilere, men hun drev Spot med dem, var kold og stolt; — saa red de hver med Kurven hiem paa Armen. Men, da det ei fik Ende med den Beden, svoer hun paa, at hun kun vilde tage saadan Mand tilægte, der turde forsöge det Vovestykke, som havde kostet hendes Fader Halsen. — Engang imellem melder sig en Beiler; men, naar de komme op paa Muren, trimle Stenene under Hestens Födder, og de gaae alle nedenom og hiem! —
Adela.
Forfærdeligt!
Verten.
Ja, det maa I vel sige! Gid Fanden vove Halsen for saadan en Lucifer. Om hun saa var saa deilig som den hellige Jomfru, saa gid jeg faae en Ulykke, om jeg vilde have hende!
Adela.
Jeg hörer Trin af Heste! —
Verten.
(seer ud af Vinduet, og löber hurtig til en Sidedör.)
Mutter! Pust op i Glöderne! Nu faaer vi Fremmede!
Adela.
(ved Vinduet).
Hvad? Marquard! — Himmel! kommer han alene!
O, Adelbert! hvi töver du endnu? —
Marquard.
(træder ind).
Hr. Vert! Lidt hurtig!
Verten.
Til Tieneste!
Marquard.
Lad min Hest komme ind paa Stald, og sörg mig godt for den.
Verten.
Har I ei jer Herre med jer?
Marquard.
Nei! — — Hör, Vert! I kiender dog vel Veien heromkring? — Naar man kommer ad den brede Fieldvei her til Byen, saa veed I jo den sorte Fyrreskov, som Veien gaaer igiennem? —
Verten.
Ja vel! Den kiender jo alle!
Marquard.
I veed, der er en Biergström, som styrter ned tversover Veien? —
Verten.
Naturligviis! Broen derover har vor By bekostet; den gamle tog Strömmen med sidste Foraar.
Marquard.
Strax naar man kommer over Broen, gaaer en smal Biergsti op til Höire og sniger sig i mange snevre Bugter.
Verten.
Ja, den gaaer til Helvede!
Marquard.
Til Helvede? —
Verten.
Ja, netop! Naar I fölger Stien, kommer I strax til et Klippepas, hvor Satan, som her fortælles, har lagt den ene Steen saa kunstigt ovenpaa den anden, at Veien kan gaae tversigiennem. Det Sted kalde vi Helvede. Forresten troer jeg, at den Onde boer lidt höiere oppe paa selve Borgen.
Marquard.
Saa ligger der en Borg foroven da? —
Verten.
Ja! Kynast! Maaskee din Herre gik derop?
Marquard.
Ved Broen forlod han mig og steg selv op ad Biergstien. Jeg maatte ride en Omvei med vore Heste. — I kan vel siden vise mig Veien derop? — Hvorledes var det nu at Borgen hed? —
Verten.
Kynast?
Marquard.
Ja, rigtigt! Til Kynast!
Verten.
Igien en Beiler altsaa!
(Adelas Forfærdelse er steget til det Höieste; ved disse Ord styrter hun fra Kaminen i smerteligt Udbrud:)
Marquard.
Hvad nu? — Hvad seer jeg? — Fröken Adela!
Adela.
O, Marquard! Marquard! har han glemt Adela?
Verten.
(afsides).
Fröken Adela! —
Marquard.
Fat Eder, ædle Fröken! Hvorledes kommer I her i et Vertshuus? — Forklædt!
Adela.
Adskillelsen giör Giensyns Kys saa söde!
Det förste Favntag ilte jeg imöde!
Verten.
Arme Barn! saa har I en trolös Elsker!
Marquard.
(truende).
Hvo siger det? —
Verten.
Nu, nu! Du veed det ikke selv! Men jeg kan fortælle dig, at din Herre rimeligviis red igiennem Helvede, for at beile til den skinbarlige Lucifer paa Borgen. Om han kommer tilbage, skal jeg ikke kunne sige dig thi vist er det lettere at slippe derind, end at slippe ud igien!
Marquard.
Og gid jeg fare levende til Helvede, om I ikke lyver!
Verten.
Ja, saa maa I ride samme Vei tilbaee, indtil I kommer til Broen, saa gaaer Veien opad til Venstre! (Man hörer Lyden af et Horn fra Borgen.) Der har vi det! Nu kan enhver Dreng i Hermsdorf fortælle jer det samme! Jeg kiender min Gregorius paa Hornet! —
Marquard.
(tier grundende).
Adela.
(med Raskhed).
Lad Hesten trække frem; jeg vil derop!
Men taus som Graven, Marquard! Ei et Vink!
Har han sin Troskab brudt, saa bryd kun din!
O Adelbert! —
Marquard.
Min ædle Fröken! hör mig!
Han er jer tro, saa sandt Gud hiælpe mig!
Om Eder har han talt den hele Dag,
Og ved hver Gang han nævnede: Adela!
Fik Flinkebeen Guldsporen dybt i Siden.
Hvad hist han vil, det sagde han mig ei!
Dog var han ikke munter, som han pleier!
Alvorlig naar han talte, ellers taus,
Og knyttet laae hans Haand paa Hingstens Bag.
Engang imellem, naar igiennem Taagen
Den muntre Foraarssol nedsendte Straaler,
Og Alt begyndte som paa ny at leve,
Han vendte sig om til mig, som han sad,
Saae ret veemodig ud og sagde: ”Marquard!
Tro mig, Adela længes efter os!”
Adela.
Her har jeg ventet ham den hele Dag!
Jeg saae til Solens Gang saa utaalmodig,
At tidt den suged Taarer af mit Öie!
De falde nu som Graaddug ned iaften!
Marquard.
Jeg gad ret gierne sige Eder, Fröken!
Dog noget Trösteligt; — det kan jeg ei!
Hans Adfærd bliver nu mig selv en Gaade;
Men hvad jeg veed, det har jeg Eder sagt! —
Adela.
(til Verten).
Veed I, Hr. Vert! Borgfogdens Navn paa Kynast?
Verten.
Han hedder Wolf fra Greiffenstein, min Fröken!
Marquard.
Fra vores egen Borg? —
Adela.
Jeg tog ei feil! —
Saa ride vi derop! Men Taushed, Vert!
Tag denne Pung! Ifald der mere er,
End hvad jeg skylder Eder, er det Lön for,
Hvad I har sagt, og hvad I tier med!
(De gaae.)
Verten.
(alene).
Guld! — Deilige, blanke Dukater! Smukt betalt, ret ræsonabelt. Men det er ogsaa haardt at tie med saadan en Historie! Saaledes gaaer det altid her i Verden; aldrig kan man faae Noget ganske for Intet. Der havde jeg nu haft nok at fortælle mine Giester i mange Dage; havde hun kun ikke stoppet Munden paa mig med det lumpne Guld! —
Sal paa Borgen Kynast.
(Adskillige Svende löbe, en efter anden, over Scenen. Efter dem Adelbert.)
Adelbert.
I löbe jo med Sneglene! — Nu! hurtigt!
Meld mig for hendes Naade, Eders Fröken!
Imorgen er jeg Herre her paa Borgen,
Da giælder det, hvo der min Yndest har!
Wolf.
(træder ham imöde).
Jert Navn! Hr. Ridder!
Adelbert.
Lancelot! Orlando!
Kong Artus! Tristan! Tancred! — Hvad du vil!
Karolus Magnus! Slet og ret, Hr. Ridder!
Alt som du vil! — Jeg kommer her som Beiler!
Wolf.
(betragter Adelbert, forfærdes, men siger med Fatning)
Nu veed jeg Eders Navn, saa godt som I!
Adelbert.
Saa spörg mig ei!
Wolf.
Jert Ærind veed jeg jo!
Adelbert.
Saa meld mig da!
Wolf.
Det er alt skeet! — O, Herre
Jeg gad dog gierne spörge lidt endnu!
Adelbert.
Kun hurtig, Gamle! — Dræb mig ei med Snak!
Wolf.
Hvor gammel troer I vel, at jeg kan være?
Adelbert.
Hvi stirrer du saa selsom mig i Öiet?
Wolf.
En Steen paa Stranden bleges vinterhvid,
Naar Stormen pidsker den med vaade Svöber,
Men Skikkelsen, den bliver dog den samme! —
Saa see dog rolig paa mig, unge Herre!
Jeg sværger Jer, det er ei Hverdagssyn! —
Adelbert.
Ja vist! — Ja vel! Jeg kiender dig! — Dog siig!
Jeg har dig seet tilforn! — I Prag maaskee? —
Wolf.
Jer gamle Fader er vel alt i Ro? —
Adelbert.
Men siig mig dog! — Er du — —
Wolf.
Jer fromme Moder,
Har længe haft sit Jordeliin fra Tenen;
Jeg bragte det engang fra Væveren!
Adelbert.
Wolf! — Er det dig! — Ja! kiære, bedste Wolf!
Hvorledes har du haft det? — Hvordan gaaer det!
Du bliver gammel! — Har du været syg? —
Wolf.
Nu! Det var vel, I kiendte mig igien!
Jeg tænkte: ”Ud af Synet, ud af Sind!”
Saaledes. gaaer det dog som oftest, Herre!
Adelbert.
Naa! Vær dog nu ei længer vred! Hvad er der?
Hvad har jeg giort? — Jeg kiendte dig jo strax!
Wolf.
I er kun bleven mig vel mandig, Herre! —
Jeg har hört Folk fortælle det for Sandhed,
At uformærkt man voxer ud af Skindet,
Og inden sex Aar bliver til en Anden!
Det er dog sörgeligt, naar först man duer lidt
Adelbert.
Jeg var kun lille, da du sidst mig saae;
Nu kan jeg næsten see dig over Skuldren!
Wolf.
Saa buk Jer ned! Vær atter Dreng en Stund!
Indbild Jer, at I sidder paa mit Knæ
Og lytter endnu til mit Eventyr.
Saa tör jeg atter være Jer en Ven;
I Eders Aar er gode Raad saa dyre!
Adelbert.
Saa tal da, bedste Wolf! nu er jeg lille —
Jeg naaer kun til dit Knæ! — Fortæl da nu!
Wolf.
(betragter ham rört og siger med Godmodighed).
Hvad vil Du her paa denne fæle Borg? —
Adelbert.
(afbrydende).
Nei! Du skal först fortælle! Men imorgen
Skal jeg fortælle dig mit Eventyr! —
Wolf.
(med Kulde).
Saa tillad mig et Spörgsmaal kun endnu!
Dengang I hiemme var, og end jeg tiente
Hos Eders Fader, sad I altid nede
Om Aftenen hos mig i Borgestuen. —
Dog savnede jeg Eder undertiden!
Hvad var vel Skyld i, at I ikke kom? —
Adelbert.
Det husker jeg! Du drilled mig saa tidt
Dermed! Det var Adela! Naar hun kom
Engang imellem til os med sin Moder,
Saa blev jeg altid heller dog hos hende!
Wolf.
I voxed op, som I mig sagde nys,
Hun voxed med, blev smuk og velopdragen,
Og, hvis man ei har löiet for mig, blev hun
Med hver en Dag Jer altid kiærere! —
Nu, kan jeg tænke, har I været ude,
Reist vidt omkring —
Adelbert.
(lystig).
Ja! du har giettet rigtigt!
Saa kan der glemmes meget!
Wolf.
(truende).
Adelbert.
(Kunigunde nærmer sig med Fölget. Jagtmusik.)
Adelbert.
(pathetisk).
Der har vi hende, som min Siæl tilbeder!
Wolf.
Gud glemme ikke dig!
Adelbert.
(afsides.)
En ærlig Ven! —
(Kunigunde træder ind; men giver ikke Agt paa Adelbert.)
Kunigunde.
Nu snart maa jeg min Mening heelt forandre
Om dette usle Kiön! Ja, sandeligt!
Kun Skade er det, at de unge Örne,
Ved förste Gang at vove sig af Reden,
Skal gaae til Grunde i saa stor Forhaabning!
Jeg vilde gierne spare deres Liv,
De gode Mödre burde ogsaa bedre,
Med större Omhu, vogte deres Sönner! —
(til Wolf)
Det er mig meldt, Hr. Foged! at en Ridder
Vil atter pröve Springet ned fra Muren! —
Hvor er han? — Stil ham for mig! — För ham hid!
Adelbert.
(afsides).
Nu, Amor! kom med alle dine Kunster!
(træder rask frem)
Tilgiv mig, skiönne Dame! — Jeg er Ridder!
En Ridder veed, at stille selv sig frem! —
Kunigunde.
I kommer jo som Beiler?
Adelbert.
Nei! — dog jo! —
Det er mig sagt, I har et Vovestykke,
Hvormed I skræmmer Eders Beilere! —
Det har jeg Lyst at pröve — og jeg beiler! —
Kunigunde.
Jert Navn? — Af hvilket Huus? —
Adelbert.
Giör ei til Sagen!
Jeg lider ei at skryde med sit Navn!
Hvad Ære vel mit Navn kan give mig,
Er kun en Gave fra mig selv til Navnet!
Kunigunde.
Saa veed I da, hvad mandig Daad, Hr. Ridder!
Jeg fordrer af Enhver, som beiler til mig? —
Adelbert.
(pathetisk).
Jeg veed det, Skiönne! — Borgen har en Ringmuur!
Afgrunden gaber graadig ved dens Side,
Kun smal er Muren, smuldret hen af Ælde;
Den ene Steen har Mistro til den anden,
Og Usamdrægtighed regierer dem;
Der ovenpaa skal jeg omride Borgen
Ved Morgengry? — Saa er jo Eders Villie? —
Wolf.
Sligt burde heller skee i Aftenmörket,
At Natten, som staaer rede med sit Klæde,
Strax kunde hylle til det röde Offer! —
Adelbert.
Nei, Gamle! Dagen skal bestraale
Engang omsider den Lyksalige,
Og Östen brede Purpur over Fieldet,
Der böier sig for ham, en Brudeskammel!
Kunigunde.
I taler alt om Brudeskammelen! —
(til Wolf)
Hvormange, Foged! ligge nu dernede?
Wolf.
Ved denne Tid imorgen er der Tretten
Ved Ravnemaaltidet!
Adelbert.
Du har mit Ord!
Der bliver Intet af! Jeg kommer ei
Selv Trettende tilbords! Det er en Uskik!
(Wolf vender ham Ryggen og gaaer ud.)
Kunigunde.
(med Kulde).
Imorgen tidligt er det Eder tilladt,
Da dog I spilde vil Jert unge Liv,
At pröve paa, hvad Lykken giör for Eder!
Saafremt I deler Skiebne med de Andre,
Der trodsede og fuld af Overmod,
Betalte Legen dyrt, — da falde ei,
Saalidt som deres, Eders Blod paa mig!
Jeg kaldte Eder ei! I kommer selv!
Hvad Ry om Skiönhed eller Siælens Adel,
Der lokker Eder hid — det veed jeg ei!
Men daarlig er den Tanke og ret ussel,
At Solen skulde skiule sig bag Sky,
For ei at blende disse Kryb paa Jorden! —
Adelbert.
(betragter hende taus og udbryder som för).
Hvor maa jeg dog beundre — næsten elske
En saadan höi og ædel Siælestorhed! —
Jeg agter Dig den förste iblandt Qvinder,
Men ogsaa mig Du lære skal at agte!
Nu er det Smaating, hvad Du end befaler,
At gaae paa Havet, fölge Fuglen, eller
At stige ned i Jorden og at grave,
En Muldvarp liig, sig ud til Antipoden!
For Æren giör jeg Alt! Ja! döer med Glæde
Hvis med mit Blod, jeg kan aftrodse Dig,
Hvad ei Du næste vil det dierve Mod!
Kunigunde.
(afsides).
Han taler idetmindste som en Mand!
(til Adelbert)
I kommer hid fra Eders Fædres Borg?
Adelbert.
Nei! Sidst fra Prag! Der hörte jeg
Det vidt fortælles, först om Eders Skiönhed —
Jeg veed ei selv, hvordan jeg hörte det! —
Hvad Sligt angaaer, — det naaer ei til mit Öre!
Men, da jeg hörte om Jert store Löfte
Og om den Ære, som er her at vinde,
Da lod jeg Marquard sadle strax min Hingst,
Og, da jeg over Pragerbroen red,
Jeg giorde Löfte til Sanct Nepomuk.
Min höire Haand jeg lagde paa hans Fod
Og svoer, at för jeg gav den til en Mö,
Den skulde först min Mandom her bevise! —
Forresten har jeg tumlet mig i Verden,
Seet meget, lidet lært, og glemt det meste! —
I Florentz havde jeg et Eventyr —
Kunigunde.
I er min Gjest iaften! Over Bordet
Vil Jer Fortælling giöre Vinen liflig,
Og Alvor vil vi giemme til imorgen! —
(De gaae.)
Borgfogdens Stue.
Wolf og Claus komme ind.
Wolf.
Imorgen, Claus! maa du ta’e min Forretning!
Jeg kan ei selv! jeg har ham kiendt som Dreng
(gaaer til Væggen og tager Nöglerne)
Her har du Nöglerne! Pas vel paa dem!
See efter, naar du gaaer, om Bryggerset
Er lukket i, giv ogsaa Agt i Gaarden,
Om Alting er, som det sig hör og bör.
Jeg er saa kummerfuld, ret saa bedrövet!
Iaften passer jeg kun slet min Dont! —
Jeg tiente hos hans Fader otte Aar —
Der kom os lidt imellem, jeg forlod ham
Og lod mig fæste her! — Der var en Forskiel!
Dog har det sikkre Haab jeg hidtil næret,
At naar först Adelbert kom atter hiem,
Saa kunde jeg igien faae alting jevnet. —
Det slog mig feil! — Dog maa du ikke tro,
At jeg bedröves for min egen Skyld! —
Jeg sværger dig, det var en Dreng som faa,
Saa vittig, fuld af Liv og from tillige,
Og hvad er det dog Alt nu blevet til?
Ak! var det dog kun Kaadhed, Overmod,
Ubændighed! — Det kunde jeg fordrage!
Men han er trolös mod et Englebarn,
Den yndigste, den frommeste blandt Piger! —
Dog! — Derved er nu Intet meer at giöre!
Jeg er en Nar, som ta’er mig det saa nær! —
God Nat, min Claus! Du fik jo Nöglerne?
Imorgen sover jeg til höien Middag!
(Claus gaaer.)
Og saa tilsengs! — Gud give mig nu ikke
En Dröm, hvori min Hiertesorg sig blander!
Det er alt nok, at vaagen man bedröves,
I Sövnen skulde man dog finde Ro!
(der bankes paa Dören)
Hvo kommer nu saa silde her? —
(höit)
Kom ind!
Adela.
(idet hun styrter ind).
Jo! det er ham! O, gamle, kiære Wolf!
Wolf.
Hvad vil du mig? Hvem er du? — Tal!
Adela.
Adela!
Igaar var jeg den lykkeligste Pige!
Wolf.
Hvad er dog dette? — Ædle Fröken! I?
Adela! Barn! — Min Gud! hvad vil I her?
Hvor kommer I herhid? Forklædt? Saa siig dog —
Adela.
Hvor er min Adelbert? —
Wolf.
— Ak, Fröken! Eders? —
Jeg maa beklage Jer! — I veed det alt! —
I er for god til at bedröves for ham! —
Adela.
Altsaa fortabt for mig?
Wolf.
Hvor kan jeg tröste?
Ja vel! fortabt for Eder, arme Pige!
Ei blot for Eder, ak! men for sig selv!
Brug jer Fornuft! I var jo ellers altid
En modig Pige! Vær det ogsaa nu!
Adela.
Han skal dog vel ei ride om paa Muren? —
Hun ægter ham vel dog foruden det? —
Wolf.
Imorgen skal det skee!
Adela.
Ak! först imorgen!
Den lange Nat giör Lidelsen mangfoldig!
Wolf.
Men siig mig dog: Hvor kommer I herhid
Til denne rædselfulde Mordergrube,
Til dette Sted, hvor, fremfor andre Steder,
Jert ædle Kiön sig selv fornægtet har? —
Ak! kommer I, som Englen kom til Sodom?
Adela.
I to Aar var vi fierne fra hinanden,
Dog var min Tanke altid hos min Elskte!
Jeg daglig sad paa Borgen hos min Moder;
Den ene Dag blev længer, end den anden,
Men længst var den, som bragte Bud fra ham!
Omsider kom den længe önskte Tid,
Og vi fik Bud, at nu han turde ventes!
Det ahned’ mig, at det var i hans Hu,
At overraske mig paa Weissenfels,
Selv för han saae sin Fader eller Moder!
Jeg vidste Dagen, da han skulde komme,
Og pönsed paa, at overraske ham! —
Nu troer min Moder, at paa Greifenstein
Jeg venter utaalmodig paa min Brudgom;
Men lönligt skiulte jeg en Jægerdragt,
Sneg Hesten ud af Stalden, red om Natten,
Og kom til Hermsdorf, just som Dagen gryede!
Der vented jeg ham, indtil Marquard kom,
Alene, med det frygtelige Budskab!
Han har mig seet! Han förte mig til dig!
Wolf.
Hvad vil I her? —
Adela.
Hvad skal jeg andre Steder?
Nu er det ene Sted mig som det andet,
Dog kiærest det, som nærmest er hos ham!
Wolf.
Jeg har alt talt med ham, har foreholdt ham
Jert engang elskte Billed, og han spotted,
Han lo mig op i Öinene! — Nei, Fröken!
Drag hiem igien, og græd hos Eders Moder! —
(lyttende)
Der kommer Nogen! —
Adela.
Dog ei han?
Wolf.
Forsigtig!
Han maa ei kiende Eder!
Adela.
Nei! for Himlen!
Wolf.
Jeg slukker Lampen ud, saa sidde vi
I Maanens Skin!
(der bankes)
Kom ind!
(sagte til Adela)
Gaa! sæt Jer! —
Adelbert.
(træder ind).
Jeg havde nær ei fundet dig, min Gut!
Wolf.
(tör).
Den skal ha’e Tak, som förte Jer til mig!
Adelbert.
Du er lidt mut! — Nu! — Bort med Grillerne!
Du skal jo ogsaa med til Bryllupsgildet! —
Wolf.
Forstil Jer ei! Det nytter ei hos mig!
I er ei slet saa rolig, som I synes!
Jer Lystighed bedrager ikke mig.
Og jeg vil tilstaa, man kan være Helt,
Og dog urolig Aftnen för sligt Bryllup!
Adelbert.
Jeg har et Ord at tale med dig, Wolf!
Ret i Fortrolighed! Vær dog fornuftig! —
Du er lidt vred, — det finder jeg mig i! —
Ifald jeg troede, at du skulde dö
I denne Nat, da skulde jeg ei lade
Dig reise bort og tage Vreden med dig!
Men det har ingen Nöd! — Hvad ei er klart
Iaften, kan vel blive det imorgen!
Wolf.
Saa svar mig kun med Sandhed! Kommer I
Som Beiler hid at vinde Frökenen?
Svar mig med Sandhed: Ja! hvad eller: Nei!
Brug ingen Omsvöb! Jeg besværger Eder!
Er det den Stoltes Kiærlighed, I attraaer? —
Adelbert.
Ja! hendes Kiærlighed er mig en Krands,
En Ærens Krone, fuld af Diamanter!
Ved Snedighed, ved List, ved Mod og Leflen
Vil jeg forsöge alle Elskovs Kunster,
Blot for at vinde hendes Kiærlighed!
Adela.
(afsides).
O, Gud! o, Gud!
Adelbert.
Hvem sukker? — Hvad er det? —
Er vi alene? —
Wolf.
Nei! Det er en Knös,
Som har lidt ondt i Tænderne! —
Adelbert.
Ha, selsomt!
Det foer mig dybt igiennem Hiertet, Wolf! —
— Nei! du har Ret! Jeg er ei ganske rolig!
Min Lystighed har intet at betyde!
Lad mig hos dig ei bruge List og Rænker!
Snart er jeg kied af den Forstillelse!
Wolf.
(efter et Öiebliks Taushed).
Maaskee jeg giör dig Uret, Adelbert; —
Saa vær oprigtig! Kiend i mig en Ven!
Jeg er en simpel Karl, kun slet og ret,
Ei ædelfödt; dog har mig Tiden adlet,
Snart giver Döden mig vel Ridderslaget!
Foragt mig ei! — Jeg byder Dig som Fader:
Drag hiem igien! Vend atter til din Pligt!
Og skal Du snige dig i Nattens Mörke,
Og vil man ogsaa spotte paa din Bag, —
Drag bort! drag bort! — her Kampen er ulige!
Vil Du bestorme Himmelen og Helved? —
Betænk dog, hvad Du giör! — Er det en Kamp?
Adelbert.
Bestandigt seer i mig Du kun et Barn,
Og bliver vred, fordi Du ikke længer
Kan styre mig, ret efter eget Tykke, —
Troer Du, jeg alt fortryder, at jeg kom her?
At uden Overlæg jeg farer frem?
Jeg er nu Mand og ingen Pebling længer!
Det er mit sidste Ord i denne Sag!
Imorgen skal mit Regnskab staa dig aabent!
Wolf.
(med Ligegyldighed)
Nu vel! saa nok om det!
(efter et Öiebliks Forlöb gaaer han til Vinduet, aabner det og seer ud)
Et deiligt Veir iaften!
Fuldmaanen staaer saa blank paa Stiernehimlen,
Som om den var poleret til Jert Bryllup! — —
Saa skiön en Udsigt har I ei derhiemme! —
Adelbert.
(gaaer til Vinduet.)
En herlig Dal! Hvor Borgen ligger höit!
Heroppe mærker man det först.
Wolf.
Det troer jeg!
I saae Jer sagtens ikke om paa Veien? —
Adelbert.
Hvad er det for en By, man seer histnede?
Wolf.
Den hedder Schmiedeberg!
Adelbert.
Saa nær herved? —
Wolf.
Det synes saa! Men selv I veed det jo,
At det er ikke altid, som det synes. — —
Der seer I Muren, som vi talte om!
Den har det ei i Bredden som i Længden!
Adelbert.
(tier).
Wolf.
Seer I en Borg langtborte! — Bag ved Byen?
Adelbert.
Ha! Greilfenstein! Min Faders Borg! O Gud!
Der sidde de og tænke paa, hvor jeg er!
Wolf.
Men neppe giette de, at I er her!
— Seer I den klare Stierne? — Venus er det!
Adelbert.
Ja!
Wolf.
Ligeunder ligger Weissenfels. —
Adelbert.
O, favre Stierne! mindes du Adela? —
Adela.
(afsides).
O, Gud i Himlen!
Adelbert.
(vender sig forfærdet).
Lad den Dreng gaa ud!
Wolf.
Lad ham i Fred! (til Adela) Du maa ei sukke længer!
Du hörte jo, hvad Herren nylig sagde,
At dine Suk ham fare giennem Hiertet! —
Adela.
(har reist sig og vil gaae til Dören).
Wolf.
(standser hende).
Hvor vil du hen? — Bliv siddende i Krogen!
Den Tand skal vi imorgen trække ud!
Man har ei Tænder for at plages af dem! —
Adelbert.
(efter et langt Ophold).
Eet maa du dog ei nægte mig, min Wolf! —
Ifald det skulde skee, hvorom jeg tvivler,
At Flinkebeen imorgen skulde snuble,
Saa bring min Fader dette Pergament,
Det er min sidste Hilsen til Jer alle!
Og lov mig saa, at Du ei bort vil ride,
För Du har hört dets hele Indhold, Wolf! —
Wolf.
Velan! Gud raade over Dig! — Jeg veed ei,
Om jeg skal önske Liv Dig eller Döden.
Det Förste er snart værre end det Sidste! —
Adelbert.
Imorgen sees vi jo ved Solens Opgang!
Du aabner mig dog Vindelbroen, Wolf? —
— Den Sag er ei saa farlig, som Du troer! —
(Gaaer.)
Wolf.
(gaaer nogle Gange op og ned ad Gulvet, skotter vemodig til Adela og siger endelig).
Græd ikke længer, Barn! Stands Eders Taare!
I taber ei saameget, som I troer!
Gaa ud i Luften! Fat Jer! Bed til Gud!
Thi her jeg mægter ei, at tröste Eder!
Adela.
(idet hun gaaer ud).
O, alle gode Engle! staaer mig bi!