Modtag og skiul mig huldt i Eders Arme,
I, unge Böge, skyggefulde Linde!
At jeg i Eders Ly den Fred maa finde,
Som svigtede i Livets vilde Larme,
Lad Psyche sprænge her i Somrens Varme
Den haarde Skal, som grumt den slutter inde,
Og hæve sig til Evighedens Tinde,
Hvor over den sig Eros maa forbarme!
Dog, först som Larve her i Lövets Skygge,
Men fuld af Længsel efter did at fölge
Til evig Kiærlighed den rene Psyche,
Vil jeg i Livets Kiærlighed, den rene,
Mildt vugges hid og did paa Længslers Bölge,
Til Psyche kan med Eros sig forene!