Jeg havde mig i mine Ungdoms Dage
Et lille Digterskib, som I jo veed.
I Aftendæmringen saatidt jeg gled
Paa det henover Bölgerne saa fage.
Men mine Reb, desværre! var for svage,
Og Læk jeg havde et og andet Sted,
Saa at engang i Storm jeg Skibbrud led,
Men slap med Livet og mit Vrag tilbage.
Da vilde jeg et Digterbaal antænde,
For reent at glemme, hvor jeg havde touret; —
Men, ærlig talt, det kunde jeg ei nænne!
Vragstykkerne blev lagte hen i Skuret,
Hvor, næsten glemte, jeg dem nu gienfinder —
Modtag dem venligt, Venner og Veninder!