Velgjørenhed
K. S
K. S
Du Støvets Præg af Himlens Gud,
Hans Billed, synligt her paa Jorden,
Belgjørenhed! dit milde Bud,
Skal være helligt i vor Orden,
Kun han, hvis Hjerte lyder dig,
Er Verden ukjændt lykkelig.
Kun han med klog og virksom Daad
Sin Broders Byrde veed at lette,
Og med et mildt sagtmodigt Raad
At vise Feilende tilrette.
Som Solens Smiil hans Aasyn er,
Og som dens Straaler alle kjær.
Held den, som end i snævre Kreds
I Løn Naturens Gud vil ligne,
Thi han, som skuer allesteds,
Skal see ham og hans Id velsigne.
Ham Livets sidste Aandedrag
Skal endes som en Foraarsdag.
Hist hviler Armods fromme Søn,
Kun sparsom kjendt med Livets Glæde,
Dog var han from og god i Løn,
Seer Armod ved hans Gravsted græde,
Og med erkjændtligt Sindelav
Strøe Markens Blomster paa hans Grav!
Som Himlen Templet aabent staaer
For hver, som ofre vil sin Gave,
Her intet Rang og Magt formaaer,
Hvor Godheds Gud vil Hjertet have.
Ei Pragt, ei Rigdom gjælde der,
Hvor Enkens Skjærv han naadig seer,
Mild Himlen gav en følsom Sjæl
Saavel til Arme som til Rige,
O det er skjønt at gjøre vel,
Og stort at savnes af sin Lige,
Og intet Marmormonument
Er bedre meent, er meer fortjent.